øreiga

667

øx

øreiga, /, fuldstændig fattigdom, Hsv 37.

ørendi, n, hvcerv man (som tjæner, sendebud) skal udrette (skr. er-, eyr-), ríöa ø., ride for at udrette, Akv 3. 8, bjóða ø. LU 24; resultatet (af en sendefærd), hafa ø. sem erfiði pry 10. 11, jfr HHj 5, vilja vita oli sin ø., ville vide alt hvad han har fået udrettet, hele resultatet, Ski 38.

ørgrandr, adj, ménfri, retskaffen, ør-grandari, mere retskaffen, Karlevi. ffr Arkiv VI, 103 f.

ørhjartaor, ad], uden hjærte, o: mod, modlas, fej, Qrv VIII 11.

ørlygi, n, kamp, pul IV k 2, heyja ø. Eg Lv 28; ø-is draugr, kriger, Rdr 8.

ørlygr, m, skjold, pul IV r 3. Jfr Falk, Waff 146. — Jfr yrlygr.

ørlog, n. pi, 1) 'hvad der fra forst af er bestemt', skæbne, ø. seggja Vsp 20, aldar ø. Lok 21, jfr 29, ø. ósvinns apa Fáfn 11, ø. folgin (Baldrs) Vsp 31, drýgja ø., fuldbyrde skæbnen (om valkyrjerne), Vol 1. 3, séa ø. Merl II 26, séa e. fyrir Grip 28, ø. sin viti engi raaðr Hávm 56, Hsv 125, eigi má við ø. bægjask Ólhv 2, 6. — 2) skæbne, d. v. s. det oplevede, færd ogj handlinger, segja frá ø-um (sinum) Ljk 25. ^s— /ørl^«^!iss, adj, uden skæbne, d. v. s. udeti liv, \'sp 17.

ørlogsima, v, skæbnetråd, prymr of oli lond ø-u, om en, hvis skæbne fører ham til alle lande, Reg 14.

0rlt>gþ9ttr, m, skæbnetråd, snúa ø-u Hhund l 3.

ørmJQt, /, forekommer kun i prosa, SnE * / 538, öje, egl. 'det på afstand målende, mål på afstand'.

ørof (for ørhof), n, egl. 'hvad der går ud over måde, mådehold', utallig mængde, ø. vetra Vafpr 29. 35.

ørofsamr, adj, son går ud over alt mådehold, ø-an acc. adverbielt, uendeligt, uafladeligt, Fj 24.

ørr, n, ar, ø. es i enni Hrólfs 9, gerva e-m ø. Jómsv; ø. vaj á iljum Rp 10 bör læses som aurr vas o. s. v. (RMuch).

ørrabeinn, m, ar-ben, tilnavn, Helgól.

ørrottr Korm Lv! 51 fejl for erróttr, s. d.

ørtrgo, /, ind! egning (for kreaturer), hvor græsset er afædt og det hele er et ælte (jfr prosaens eyöi-troð), Anon (XIII) B 32.

øruggr, adj, frygtløs, tryg, ø-t mælik pat ESk 6, 62.

ørvilnan, /, fortvivlelse, Qdji 21.

ørviror, adj, uværdig, hróðrs ø., uværdig til ros, Arbj 13 (hds -verðr), Ht 100.

ørviti, adj, afsindig, rasende, cerr ok ø. (ørvita) Lok 21, jfr 47, Hhund II 34, Oddrgr 11, Herv III 5.

ørvænn, adj, 1) håbløs (passivt), lifs ø-a ljósa brúði, som ikke mere har håb om at leve, Sigsk 53. — 2) håbløs (subjektivt), esa mér ø-t, jeg kan vænte,^ (jeg kan ikke vide), HHj 23, nú kveök einskis ø-t vesa, nu kan man vænte alt, Hhund 11 48, at pér ø-t sé meins, at du ikke kan vænte men, Hsv 128.

0rþrifráði, adj, som er blottet for gode råd, udveje, som ikke ved sit arme råd, Hsv 129.

øx, /, okse, nýt ø. ESk 11,4 (rettelse for ajl), óð með ø-i breiða Arn 3, 10, leggja øxar at, angribe med økser, Am 41, fox es ilt i øxi Skall 3; rymr reiddra øxa Gldr 7. — Jfr blóð-, tálgu-.