psl

665

prr

osla, (-aða, -at), vade, o. ór eldi Qrv VIII 2.

gsp, f, asp, aspetræ, einstœð sem o. i holti Hamd 5; pul IV kk 2.

qxI, f, skulder, milli ulfliðs ok axla Am 7, 3, lita of o., se sig om over skulderen, se tilbage, Arm 4, láta ríða of o. Rv 13, á g-um Hálfs VI 10, dvergar á

g, u-omiyd aj á, bör uden tvivl antages at gælde for tiden for omkr. 1150—1200. I Málsháttakv. rimer oprindeligt á med 6 (sjá : þrg vó : þá). Ved midten af det 13. årh. er lyden derimod bortfalden eller bleven ens med á; i senere islandsk udtales bægge lyd som av. At lyden nogensinde på Island har været å, kan ikke antages. Et ejendommeligt og tern-lig isoleret rim er hóp : drópu (helrim) i Rekstefja, jfr Ó- / óláfr : ó i sól- (Steinn Herdis.).

6, f, elv, flod, g fellr Vsp 36; 6 hugöak rinna Am 26, 6 geisar Anon (X) I B 8, 9 roðin unda gjalfri Krm 4, 6 kømr til sævar, elven munder ud i søen, i overført bet. om noget der finder sin afslutning, f. eks. et digt, sål. Húsdr 12, Sveinn 4 (her forklares udtrykket i den følg. prosa: pat er óeiginlig líking milli árinnar ok kvæðisins), jfr allar girnask ár í sjá, alle elve vil til havet, Mhkv 27, Ifing heitir ó Vafpr 15 (jfr 16), íss verör á g Vafþr 16, óna (med art.!) varðak Hárb 29, Óskar g, Uven Osk, Merl II 89, skœðar ár, farlige elve, Merl II 99. — / kenninger: sára 9, 'sårelv', blod, Drv (XI) 2, mækis o, 'sværdelv', d.s., Hf14; — horna 6, 'hornelv', øl, Eg Lv 16; — áar brandr, 'elv-ild', guld, GSúrs 8, ár eldr, d. s., Nj 22; — áar steði, elvens ambolt, sten (klippe), Anon (X) III B 5. — Som egennavn Å, hermed menes Hvítá i Borgarf jorden pTref 4; det er dog muligt, at ordet her er appell. — Jfr hlaup-, þjóð-.

ol, /, (álar), rem af læder, pjsk Lv 1, skarpar å-ar, hårde (som ikke kunde løses) remme, Lok 62, draga á-ar ór hendi (der er tale om bidseltåjler) O rettis 31.

or, f, (-ar), en åre, Sigrdr 10, pul IV z 10, troða ó-um Sindr 1, men her bör der læses ára (se nedenf.), með g-um Hym 27, Ótt 2, 4, á-ar tjorgaðar Harkv 5, skafnar á-ar Hhund I 49, sextigir å-a

g-um Rp 16, id Hnikars g-um SnE II 142, skjóta e-u of o. sér, skyde noget hen over sin skulder, skyde noget fra sig, lade være med at ænse, Gróg 6; — limir axla, armene, Ht 2.

Ozurr, m, ærkebiskop i Lund (1103— 37), hvargegn O. Mark 1, 27.

■ Anon (X) i B 10 b; ó. sleit bgru Ótt 2, 4, á-ar falla í sæ pjóðA 4, 19, sitja við 9. 1 pór, kny ja å-ar Rst 15, ganga at grum ' Rst 25, vinna gr kløkkva Bjhit 2, 2, å-a 1 bloð pKolb 3, 3, å-a ymr Hhund I 27, : hnika 9. (dat.) Arn 2, 3. — I kenninger, 1 for sværd: 9. sára, sárs pmáhl 6, Hl 33

> b, Ht 61, GOdds 4, 9. benja Grettis 49, 9. bens pGisl 9, g. oddregns Háv 13,

I árar sárs sunda Bersi 2; — for tungen: 1 6. orða Líkn 2, jfr 9. til orða Gdfi 2, 9. óöar ESk 6, 40; — for skib: å-a hermarr ; Tindr 1, 5, å-ar blakkr Hast 8, å-a , bifraukn Sindr 1, å-a elgr tsldr 8. — Jfr l blóð-, dolg-, vind-.

t orr, m, (-ar [der dog ikke findes]; ærir, , senere også árar, især i bet. djævle), 1) f en, der (på en andens vegne) skal udføre noget, sendebud, tjæner, pul IV j 3; i óku ærir Rp 39, sendi gru Hhund 1 21, ', Oddrgr 25, spilla grum Herv VII 13; 3 Yggs ærir, aserne, pdis 1, 1, konungs ærir

> Sigv 12, 23. 13, 22, Ósu 9. Yt 34; 6. goös, , guds tjæner, troens forkynder, Od 9 (her '. dat. ór); árar fjanda GdfS 30, árar (alene) , Mv til 17. — 2) bruges hyppig i kennin-, ger for krigere, mænd, og bet. da udførere

af noget (kamp) el. de, der (ved brug af , våben) udfører en gærning el. overhovedet

benytter noget (f. eks. skibe): efter kamp,

oddbragðs ó. Hfr 3, 22, orbragðs g. Rst , 18, oddgefnar 9. (ved rettelse) Gunnl Lv i 4 (f. hds. arfi kunde man gætte på eflir r el. æsir, så at oddgefnar e. el. æ. blev

subj. til stefni; auðveitir bliver da subj. , til gefr), sverðregns 9. Húsdr 12, ó. hjgrva ) þeys Ód 26, árar þrimu benstara minnis r EGils I 23, árar fleinþeys sm III 17, jfr

ó. ara steikar (skr. aurr) GSúrs 15; — ' efter sværd, 9. undlinns porm 1, 6, ó. r hers skins PI 9, ó. brands Leið 44, 6. n eggmóts ljóss Líkn 9; — efter hjælm, 9. >, hjalms GDropl 4, 6. (rettelse for as) a gollhjalma Hl 27 b; — efter skjold, g.