þprí

655

æg

efla Jóms 7, an þ. væri portn 2, 12, litil þ. Gunnl Lv 12, þ-um meiri Jorns 33. — 4) trang, mangel, þola þ. féar Hávm 40, — þ-gi, ikke trang, ikke grund, p. væri peirar Skall 3; þótt þetta sinn þ. væri H Mj 39. — Jfr megin-, Ó-. þgrfgi se þarfr og pqri.

þó, /, optøet plet, hvor den bare jord stikker frem imellem den omgivende sne, þáa mildt, om en gravhøj og dens plads, GSúrs 8.

þgttr, m, tråd, d. v. s. en sådan, der sammen med andre ud g ör et hele, — 1) i alm., snor, goll slungit við þgtt, guld-

æ er i- eller R-omlyd af á. Udtalen har været meget åben. Senere bliver udtalen på Island aj. æ og æ faldt på Island allerede ved midten af det 13. årh. sammen, så at æ også senere fik samme udtale som æ. / ganske enkelte tilfælde veksler æ og æ i samme ord: mærr, mærr jfr mærð og mœrð, der må her være tale om aflydsformer.

1.  æ,adv, altid, 1) om fortiden, æ vas angan Vsp 22, þú hefr æ vergjorn vesit Lok 26, æ trúði Öttarr Hyndl 10, hefr æ vesit Gudr I 24, þats æ beiddisk Am 87. — 2) om nutiden og hvad der altid er, æ (skrevet ea) standa mér augu Anon (X) I B 4, stendr æ grænn Vsp 19, sýtir æ gløggr Hávm 48, æ alt til atalt Vafpr

31,  þú est æ visastr Vafpr 55; til hvert tidspunkt, æ við þik einart láti Hyndl 4, þverri æ fyr þér Gróg, 8, æ góör, altid brav pmáhl 16 (v. 1. jfr orðgóðr). — 3) om fremtiden, i al fremtid, þat mun æ uppi Vsp 16, þat (róg) mun æ vesa Hávm

32,  þú skalt æ vesa Ski 12, æ meðan old lifir Fj 12, æ til ens eina dags Fáfn 10; æ (v. 1. ey) munk glaðr TorfE 3, mun æ vesa Hák 19, æ (v. 1. ey) mun annat tveggja Hjalti. — 4) nu og altid, mækir æ fjarri borinn Vol 18, æ borin óvilja til Sigsk 45.

2.  æ, ikke, aldrig (mulig fejl), æ menn hann (vinden) sjalfan séa Vafpr 36.

1.  æðr, /, (-ar), edderfugl, pul IV xx 6; omskrives — ved homonymi, jfr det følg. ~ ved ben bíldskorin Gát 1.

2.   æðr, /, (-ar), åre (i legemet), æ-a ofperrir, årernes udtörrelse, fuldstændigt blodtab, Rdr 8 (jfr ósk-Rón), æ-ar Hæng VII 1, æ-ar Jórðánar, Jordans kilder,

ringe sammenslyngede med tråd (det er ikke ganske sikkert, hvortil der sigtes), Ht 89; — om et slægtsmedlem, eruð einir ér þátta ættar minnar Hamd 4, sleit snaran þgtt af sJQlfum mér St 7. — 2) afsnit i et digt, også digt i alm., mæröar pættirHúsdr 2, þ. bragar Leið 43, þann erat þorf at segja þótt Jóms 34; í sínum þætti, / sit digt, Gd§ 45. — 3) del af ens liv, ek leynda lgskum p<)tt (her denne yngre dativform), jeg skjulte den del af mit liv, der bestod i efterladenhed, jeg skjulte min efterladenhed, Has 13. — Jfr brag-, ilags-, refsi-, snar-, ørlog-.

LU 37, liknar æ., nådens kilde, LU 89, Gd 28.

æðra, f, rædsel, skræk (især sådan, man bliver som gal af), af æ-u Nj (XII) 8, æ-u óhræðinn Tindr 1, 2, at mæla æ-u Hálfs VI 6, æ-u orð, frygtsomme ord, Krm 25, æ-u styggr, ufrygtsom, ESk 13, 3; æ-u orð, beskyldning for fejhed, Sigv 13, 20.

æðrufullr, ad], fuld af frygt, frygtsom, Frp I 22.

æSrumikill, ad], frygtsom, supert. Anon (XIII) B 27.

æðruorð, n, frygtens ord, frygtsomme ord, Hálfs IX 7.

æfr, ad], heftig, hidsig, voldsom (vokalen ses af rimet æfr : næfrar), gunnar æ., hidsig i eller til hamp, Anon (X) III B3, men her er hæfr det rigtige, om våben, Refr 1, 2, Gldr 5. — Jfr áfa.

ægir, m, hav, sø (beslægtet med got. ahva, jfr KGisl Aarbb. 1876 s. 313 ff), pul IV u 1, Rdr 19, Bjhit 2, 17, víðr æ. Sigv 7, 2 (her ses vokalens art), djúpr æ. Korm Lv 42, hræðask æ-i Ótt 2, 14, ór ægi Vsp 59, æ-i lægja Rp 43. Som egennavn, havets gud, der da betragtes som jætte, jfr pul IV b 5, Hym 1, Lok 3, Æ-s man, Ran, St 8, Æ-s dóttir, bølgen, Hhund 1 29, Æ-s dætr Sveinn 1, Æ-s bekkir, drekka Gri 45, Æ-s grund, havet, Has 41. — I kenninger, for skjaldedrikken: æ. Óðins Hfl 19, æ. ógnstoðvar (brystets) boðgœðis (Odins), Odins irysthav, Refr 3, 2, — for hjærnen: æ. hjarna Yt 22, — for guld: æ-s bål Ht 3, æ-s eldr Sigv 13, 4, æ-s máni EGils 1, 18, æ-s (ved rettelse) sól Háv 11, æ-s blik(ruðr) Rv 13, — for skib: æ-s marr ESk 1, 1, æ-s jór Háv 14, æ-s

Æ