kál                                                             334                                                          kenn

2; kála egl. skære bladene af, jfr no. kaala ?

kálkr, m, kalk, bæger (et af de ældste låneord i nord., snarest fra ags.), Hym 28. 30. 32, varðir k-ar Rþ 32, gyldr k. Akv 33, k-ar í vp Sigsk 29. Jfr hrim-.

kámleitr, adj, sortsmudsig (i ansigtet), om katten, Bjark 7.

kámr, adj, mörkladen, k-ir klettar Bergb 6, k. eldr Bergb 2.

kápa, /, kappe, kasta kópu Qrv VI 2, Skpglar k., brynje, Krm 18, Merl I 34.

Kárh9fð), m, mandsnavn (egl. tilnavn, 'med krøllet håf), EQils 1, 1.

kári, m, vind, Pul IV oo 1 (egl. den svage form af kárr 'voldsom'), som personifikation af vinden (Fornjóts sön), SnE I 330. — Som mandsnavn (i dette tilfælde 'den krøllede', jfr det foregående), Qrv IV p 2, Hyndl 19.

Kárítas, /, helgeninde, Mey 58.

kárn, m (eller n?), fugleart, Pul IV xx 4: formen er sikker nok; deraf er elve-og gárdsnavnet Kárnsá (nu udtalt Kossá /. Korns á) / Vatsdalen, nordlige Island. Jfr jaðrakárn.

kárr, adj, findes kun i sammensætninger som af-, svip-?, laun-, og mandsnavne som Hjall-, Lamb-, Styr-, samt alene som mandsnavn Anon (XIII) B 28; ordet betyder 'voldsom, kraftig', jfr kári. Jfr laun-, Styr-, svip-.

kátr, adj, glad, munter, lystig, k. vask opt Sigv 3, 9, k. skalk enn Qisl 2, gleðr sá mann es opt es k. Mhkv 8, litt k. Sturl 6, 11, kót ferð EQils 3, 19, verið k-ar virða sveítir LU 97, k. elsku, glad ved (i) kærlighed, Pét 47; hirð (dat.) gerir kátt, hirdmændene bliver muntre, Ht 89. Jfr full-, megin-, ó-, pi-.

Katrin, /, den hellige Catharina, Katr

3.   13. 15 o. s. v. (dat. -u v. 22), men Káterína v. 44.

kefli, n, cylinderformet stok (af noget som en alens længde), svå es of Flosa róð sem fari k., Floses råd er som denne stok, der farer af sted (ligesom denne fremkaldte ilds udbrud, vil Floses råd, plan, føre til ildfebrand/J, Drv (XI) 12.

kefsir, m, træl, Pul IV j 10; som egennavn på en af Træls sönner, Rþ 12. .

keikr, adj, knejsende (om en der bærer hoved og bryst höjt og lidt tilbagebojet, hvorved maven kommer til at stikke noget frem), gekk heldr keik, om en frugtsommelig kvinde, Bjhit l, 2.

keila, /, 1) torskeart, brosme, Pul IV x

4.  — 2) hone, Pul IV uu. — 3) jætte-kvindenavn, Pdis 1, 2.

keili, n, blandt skibets dele, vistnok egl. 'kile', som dreves ind for at støtte masten forneden (Falk, Seew 57), Pul IV z 9.

keipr, m, træindfatning som åren under roningen hviler i (åretol), stirðr k. ESk 12, 10, knýja keip Anon (XII) B 3.

keipull, m, blandt skibsnavne (måske skindbåd, Falk, Seew 86), Pul IV z 4.

keisa, (-ta, -tr), göre höj og noget krum, keisti fald, bar en faldr hoj og noget böjet, Rþ 29.

keisari, m, kejser, Sigv 10, 10, Mark 1, 26.

kelda, /, kilde, krjúpa at k-u Porh 1; Pul IV u 3. Jfr Hróis-.

Keldhverfingar, m. pi, beboerne af Kelduhverfi, Grettis 33.

Kelduhverfi, n, egn i det nordlige Island, Grettis 40.

kelisjúkr, adj, et uforklaret ord (jfr Laffler, Festskr. til Feilberg s. 682), der Fj 22 bruges om kvinder; af sammenhængen kan det ikke ses, hvad det er for en sygdom, der menes; der er tale om lægedom ved hjælp af (Mimameids) frugt, kastet på ilden; Bugge har antaget, at der var tale om kvinder i barnsnød og foreslog at læse killi-, (— got. kilpei) = moderliv (ordet eksisterer ellers ikke); mulig er der simpelt hen at læse kæli- (af kol-), 'syg af kulde', febersyg' (syg af feber, opstået ved stærk forkølelse).

kella, /, (f. kerla dim. af kerling), kvinde, Pul IV yy 1.

kellir, m, hjælm, Pul IV s 2; fjarðar k., fjordens (vandets) hjælm (dække), is, fjpll eru fjarðar k-i faldin (falda passer til k.) Korm Lv 34. Ordet er dannet af kali-, der står i aflyd til kuli- (kollr, hoved), altså egl. 'hovedbedækning'.

kemba, (-ða, -ðr), kæmme, rede hår (af kambr), k. hpfuð Vsp 33, Bdr 11, Ormsp IV 1, Gyrdr, k. of kulu, kæmme sit hår, når der er buler (af hug) i hovedet, Korm Lv 20, k. ok jberra, om et lig, Sigrdr 34, kembðr ok þveginn Reg 25.

Kengála, /, hoppenavn, Grettis 9 (af kengr halvring, böjle, og ála, af áll en stribe af mörkere farve langs ryggen af gule heste).

kenna, (-da, -dr), 1) egl. og oprl. lære (en) at kende, lære (noget; kausativ til kunna), med acc. rei og dat. pers., es æva k-ik mey né manns konu Håvm 163, k. e-m brautir, lære en vejen at kende, Hårb 56, ilt es blauðum hal brautir k. Hamd 14, k. e-m stoðna, landingspladsen, sige hvor den er, Hårb 7, k. e-m konungs nafn HHj 12, jfr Eirm 9, k. e-m ástráð, lære, give, en et godt råd, Hym 30, k. e-m runar Grip 17, Rþ 36, sá k-ir þér Anon (XI) Lv 2, má k. mér óð ok bænir ESk 6, 1, k. fátíða frœði Pdr 15, k. tru Rst 9, skaðf k-ir mér minni Giz 2, 1, ungr k-dak mér annat, jeg lærte, vænnede mig til, noget andet, Ulfr, Björn k-di stpllurum, hvé dugði halda dróttinhug, underviste, kunde lære, være forbillede på, hvorledes, Sigv 12, 18, (Þórgeirr) hefr kent, hvé skal veita frændum Porm 1, 13, k. at forðaz Lil 44, k. auka Yggjar leik, give anvisning på, hvorledes kamp skal føres, PI 34, svanni k-ir mér sofa li tit, lærer mig, j: bevirker, Mberf 3, slikt k-ir mér at sofa lítit Hálfs IX 19, dráp mun k.