gends: jQrþ fanzk æva né uphimenn Vsp 3*. Compositum: æva-ge. æva - ge, adv. niemals: ósviþr maþr kann ævage sins of mål maga Hqv 21 ³ knákak segja aptr ævage: þú'st Qlþr! of heitt Hym 33*.

æve, f. {norw. æve, n., æva, f., fær. ævi, f., aschived. ävi; vgl. got. aiws, m., alts. eo, én, m., ags. æ, f., afris. qwa, éwe, f, ahd. éwa, éwi, éwin, f.) leben: sg. nom. liþen es æve .. Granmars suna EEU17³, hvé mon Sigverþe snúna æve? Grp 6*, esa meþ lQstom lggþ æve þér Grp 23¹; gen. hvat mon enn vesa æve minnar? Grp 12⁴ 14*, hvat mon meirr

vesa minnar æve? Grp 18*, lå mér of øsko æve þínnar ljosast fyrer lita epter Grp21¹; dat. vit slita skolom æve ok aldre saman Fj 50*; acc. fljott mynder 6 Jm fiiþre segja mina æve, ef mætter |>at Grp 52⁴, sii mon gipt lageþ á grams æve Grp 53², iQtomk þvi valda, es lij>r J)ina æve Am 86²_

Compositum: æven - rúnar. 10 *æven-rúnar, f.pl. ewige, unvergängliche runen (deren Zauberkraft niemals aufhört): acc. Konr ungr kunne runar, ævenrúnar ok aldrrúnar Rp 44². æzle, n. (norw. ætsel, etsel) speise, 15 atzung: sg. dat. Qrno . . æzle fegna Gpr II8^s.

øfre, adj. compar. (norw. øvre, feer. evri, aschwed. öfre, adän. øfri, øvræ; ags. yferra, uferra, ahd. obaro) 1) höher: m. sg.nom. sá dýrkalfr .. es øfre ferr 20 Qllom dýrom HHII37*; f. sg. nom. hon (Ylfinga man) skævaþe skýjom øfre HH 114*; 2) überlegen: m. sg.nom. varþk f)eim einn Qllom øfre at rQf>om Hrbl 46; pl.nom. átján, áþr fello, øfre þeir urþo 25 ₍sie behielten die oberhand (siegten) über achtzehn' Am 49* (Hjelmqvist, Ark. 11, 112 fg.);

superl. øfstr (norw. øvst, feer. efstur, aschwed. ovirster, adän. øværst; ahd. 30 oharost) der letzte: m. sg.nom. fyrstr ok øfstr vask (vastu) at fjQrlage Ls 50⁸ 51*; n. sg. acc. (sw.) nam at mæla mål et øfsta sjá móþr konungr áþr hann sylte Od 14*.

Øger, m. jmd der furcht od. schrecken 35 erregt, bezeichnung eines helden: sg. gen. þú felt hefr enn flugartrauþa jQfor þanns olle éges dauþa HH 157* (Bugge, Helgedigt. 142 hält'das wort für einen eigennamen).

Øgja (gþ; norw. feer. øgja; got. ogjan) 40 jmd (ehm) in furcht zu setzen suchen, ihn bedrohen (KG, Efterl. skr. I, 83): prt. ind. sg. 3. hon (herses kvQn) ógþe mér af afbrýþe GþrI9*; pl. 3. (hrúþer ber-serkja) égþo mér jarnlurke Hrbl 104. 45

økkvenii, adj. derb, grob: m. sg. acc. tók Edda økkvenn hleif, þungan ok þykkvan, rungenn SQþom Rþ4*.

øn gr, pron. indef., s. enge. eng va (gf>; got. aggwjan in: ga-aggwjan, ahd. engen) einengen, beschränken: part. prt. f. sg. nom. varþka til 0ngþ (ung R) né ofþrungen Sg 34³ (conjectur von Bugge, Ark. 2,119 fg.).

Øpa (pþ; aschwed. öpa, adän. øpæ; got. alts. wðpian, ags. wépan, afris. wépa, ahd. wuofan) schreien, heulen: inf. ulfe hæra hykk þik øpa mono, ef þú hlýtr af hamre hQgg Erbl 120; part. prs. m. sg. nom. namk upp rúnar, øpande namk Eqv 139³; prt. ind. sg. 3. øpfje illþræle (Hjalle), áþr ods of kende Am 59²; pl. 3. skóku æsir skjQldu sina ok œpþu at Loka Ls 14.

*øper, m. ₍schreier, heuler', poet. bezeichnung des windes: sg. acc. (vind kalla) øpe jQtnar Alv 20³.

ør-, präfix (norw. ør-, fær. aschwed. ör-, adän. or-; got. us-, ur-, alts. afris. ur-, or-, ags. or-, ahd. ur-, ar-, ir-) über-, un- (also 1. mit steigernder, 2. mit privat, bedeutung: Grimm, Gramm. 2, 790 fg.); in: (1) ør -kosta, ør-kostr, ørlQg, ør-of; (2) ør-vite, ør-vænn.

øre, adj. compar. (adän. yræ; got. juhiza; vgl. norw. øring junger mann') der jüngere: ni. sg. nom. enn øre erfevQrþr HQgna Akv 12⁹; voc. seggr enn øre! Akv 6². ørende, n. s. eyrinde.