rofna svarna eiþa Sg 17 sverþe mnnde HQgne sliks harms reka Gßr III 6³, vas vig veget vQlsko sverþe Od 17*, sjau hjó HQgne sverþe hvQSS0 Akv 20¹, svå skylde hverr Qþrom verja til aldrlaga sverþe sár-beito, at sér né striddet Hm 8*, hér skyle enge Qþrom granda . . né hQggva því hvQSSO sverþe, þót bana bróþor bundenn finne Ort 6³, SigvQi'þr Grana sverþe keyrþe FH2*², (mit suffig. art.) Sigurþr strauk blóþ af sverþinu Fm 22pr 2; acc. Geirrøfn-konungr sat ok hafþi sverþ um kné sér ok brugþit til miþs Orm 54 prl, mar gefþu mér þá .. ok þat sverþ es sjalft vegesk viþ jQtna ætt Skm 8*, mar ek þér þann gef . . ok þat sverþ es sjalft mon vegask, ef sá's horskr es hefr Skm golle keypta léztu Gymes dóttor ok seider þítt svá sverþ Ls 42², (Herjafaþer) gaf Hermóþe hjalm ok brynjo, en Sigmunde sverþ at þiggja Hdl 2*, þér es sømra sverþ at rjóþa an friþ gefa fiQndom þínom HHv 34⁸, Reginn gørf)i Sigurþi sverþ er Gramr hét Rml4 pr4, opt bQlvisar konor sitja brauto nær þærs deyfa sverþ ok sefa Sd 27*, seggr enn suþréne lagþe sverþ nøkkvet, mæke málfán á meþal þeira Sg 4¹, (mit suffig. art.) hann sjalfr (Nifmþr) bar sverþit er Yœlundr åtti Vkv 17 pr 2, sótti Helgi sverþit er Sváva vísaþi honum til HHv 11 pr 2, tók hann (Sigurþr) ægishjálm ok gull bryn ju ok sverþit Hrotta Fm 44 pr 5; pl. gen. askr Yggdrasels hann es øztr viþa .. en Brimer sverþa Orm44⁵A, hver bQzt ero, ef berjask skal, heill at sverþa svipon? Rm 19*, mQrg ero góþ, ef gumar visse, heill at sverþa svipon Rm 20², ógn-hvQtom unna þóttomk sverþa deile (Gunn-are) Od 31*, suna hefr þíuna, sverþa deiler! (Atle) hjQrto hrædreyrog viþ hunang of tuggen Akv 39*, sjau eigom vit salhus sverþa full hverjo Akv 7¹; dat. q fellr austan of eitrdala SQxom ok sverþom, Slíþr heiter sú Vsp 36², (Jarl nam) sverþom bregþa, sund at fremja Rþ 35^G, kvQþo Niflunga .. skapa sókn sverþom Am 48*; acc. sverþ veitk liggja i Sigarsholme fjórom fære an fimm tøgo HHv 8

*své-viss, adj. eigemvillig, eigensinnig: f. sg. voc. svévis kona! (so schilt Sinfjqtle den Oupmundr) HHI 40*. —Zur etymol. vgl. A. Noreen, Svenska etymologier (Ups. 1897) s.28.

SYÍfa (sveif; nonv. sviva; ags. swífan, afris. swiwa) sich bewegen, ivandem: prt. ind. sg. 3. sveinn (Þórr) sýslega sveif til skógar Rym 19— Zur etymol. vgl.

6 E. Schröder, Hz 42, 67.

svige, m. (norw. svige) dünner xweig, reis: pl. gen. Surtr ferr sunnan meþ sviga læve ₍mit dem verderben der reiser d. h. mit feuer Vsp 52 10 svik, n.pl. (norw. fær. aschwed. adän. svik; ags. swie, ahd. swih in: bi-swih) täuschung, betrug: pl.nom. ero þat svik ein es sea þykkjomk? HHII39 \ esa þat svik ein es sea þykkesk HH 1140 *; dat. 15 þú verþr, siklingr! fyr svikom annars Orp33*_y kannat hann (SigvQrþr) viþ svikom (sliko R) at sea Fm 37*.

svikja (sveik; norw. svika, fær. svikja, aschwed. svika, svikia, adän. svikæ; alts. 20 swican, ags. swíoan, afris. swika, ahd. swihhen) täuschen, betrügen: prt. ind. pl. 3. þat segja allir einnig, at þeir sviku hann (Sigurþ) í trygþ Br 20 pr 7; part. prt. m. sg. acc. Suttung svikenn hann 25 (Óþenn) lét sumble frå Hqv 109³, (þú hefr) firþan mik frændom, fee opt svikvenn (_{betrogen um das vermögen') Am 52³; f. sg. acc. margs ák minnask, hvé viþ mik fóro, þás mik såra svikna hQfþoþ Sg 56². 80 svima (svam; nonv. svemja, fær. svimja, aschwed. sima, dän. svømme; ags. ahd. swimman) schwimmen: prs. ind. pl. 3. svima i móþo marer Fm 15*. svin, n. (nonv. aschived. adän. svin, fær. 35 svin; got. swein, alts. afris. ahd. swin, ags. swin) schwein: sg. gen. VQro þeim bjóre bQl mQrg saman: urt alz viþar .. svins lifr soþen, þvít sakar deyfþe OþrII24*; dat. rýtanda svine, rótlausom viþe .. verþet 40 maþr svá tryggr, at þesso true Hqv84³; pl.dat. (bQrn fræls) unno at svínom Rþl2^G, seg þat i aptan, es svínom gefr ok tikr yþrai' teyger at solle, at sé Ylfingar austan komner HHI35*, þú skalt, Hundingr! .. 45 hunda binda, hesta gæta, gefa svínom soþ, áþr sofa ganger RR II 38 *, (Hjalle lét) sinn dag dapran at deyja frå svin om Am 58*. Compositum: brim - s vin. *svinn-huga])r, adj. verständigen sinnes, 50 klug: f.sg.voc. snót svinnhugoþ! (Sigrún) HE II IO².

svipon, f. das schwingen: sg. dat. hver bQzt ero, ef berjask skal, heill at sverþa