*skúr-v<$n, f. jegenhoffnung', poet. bexeiclinung der wölke: sg. nom. ský heita meþ mQnnom en skurven meþ goþom Alv 18 K

skutel I, m. (ags. scutel, ahd, souzzila, f.) 1) tischchen: pl. gen. bar (Edda) meirr at þat miþra skutla Rp 4³; 2) schüssel: pl. acc. fram sette hón (Amma) fulla skutla Rp 18³, (Móþer) sette skutla silfrvarþa á bjóþ Rp 31¹. — Aus lat. scutella.

skutr, m. (norw. skut, fær. skutur) der jiintere teil eines schiff es od. bootes: sg. dat. aptr i skut . . Yeorr viþ vélar vaþ gørfje sér Hym 22³.

ský, n. (nonv. aschived, 'dän. sky, fær. skýggj; alts. scio, sceo, altengl. skie) wölke: pl. nom. ór hans (Ymes) heila VQro f>au en harfmióþgo ský qII of skQpoþ Orm 41⁴, hvé þau ský heita es skúrom bland-ask heime hverjom i? Alv 17% ský heita meþ mQnnom Alv 18^l; dat. hón (Ylfinga man) skævaþe skýjom øfreHHII4*; acc. fm skoller viþ ský uppe Vkv 39*.

skygna (nd; norw. skygna) schauen, blicken; umb skygnask eht sich nach etw. umschauen: inf. gåtter allar, áf>r gange fram, umb skoþask skyle, umb skygnask skyle Hqv l³.

skyldr, adj. (norw. skyld, fær. skyldur, aschwed. skylder, adän. skyldær; got. skulds, ahd. scult) passend, geziemend: n. sg. nom. skylt's at veita, svát skate enn unge (Óttarr) fQþorleif}) hafe ept frændr sina Hdl 9³; compar. n. sg.nom. Sif á hór heima, hans mondu fund vilja, þann mondu þrek drýgja, þat es þér skyldara Hrbl 123.

skynda (nd; aschwed. skynda, dän, skynde; alts. scundian in: far-scundian, ags. seyndan, ahd. scuntan) schnell vorwärts bewegen, treiben: part.prt. m.pl. nom. senn VQro hafrar heim of rekner, skynder at skQklom frk 21\

skynder, m. ₍der eilende', poet. bezeichnung des mondes: sg. acc. (måna kalla) skynde jQtnar Alv 14³.

skynja (af>; norw. skyna, aschwed, skynia, dän. skjønne; ags. scunian) un ter suchen: prt. ind. sg. 3. (Sigurþr) skynjafn, hvárt (hjarta) fullsteikt væri Fm 31 pr 3.

skyrta, f. (norw. skyrta, fær. skjúrta, aschwed. skiurta, dän. skjorte; ags. scyrte,

vgl. mhd. schürz, m.) hemde: sg. acc. skyrto þrQiigva Rp 15⁴.

Com pos itum: fyrer - sk y rta. skyte, m, (aschwed. dän. skytte; ags. 6 scytta, ahd. scuzzo) schütze: sg. nom. kvam þar af veiþe veþreygr skyte. Yølundr, liþande of langan veg Vkv 5¹ li¹. — Vgl. skote.

skær, m. ross: sg. nom. skær (skiR 10 RA; die hsl. la. verteidigt Detter, IF, Anz. 11, 114) skQkols ₍das strangross' (Thors bock) Hym 38³, hQlo skær ₍der riesin ross' (der wolf) HHI56⁴.

skæva (aþ; dän. skjæve; vgl.got. skéwjan) ¹⁵ sich vorwärts bewegen: inf. skæva vér létom, skipe hvert vårt stýrþe Am 92⁸; part. prt. f. sg. nom. kvam en arma ut skævande móþer Atla 0d30¹; prt. ind. sg. 3. hón (Ylfinga man) skævaþe skýjom 20 efre HHII4³, skævaþe þá en skMeita (Guþrún) .. veigar þeim at bera Akv 38¹.

skøra, f. kämpf, streit: sg.acc. (Guþrún) skapþe svá skøro, skeide fót undan Am 47³. — Vgl. Egils saga str. 38 (c. 64, 33): 25 skapa vildom vér skjalda skøro dreng áMére. skøting, f. spott, höhn: sg. dat. skamt mon nú mål okkat, alz þú mér skøtingo einne svarar Hrbl 143. — Vgl. Viga-Olúmssaga (Kbh.1880) c.16⁷¹: skcetingu ³⁰ ok spotti viltu svara oss, Laxd. c. 13,12: svå mun þér þykkja, sem ek svara þér skoetingu.

sk0þr, adj. (norw. skjød) schadenbringend, schädlich: f. sg. acc. Guþrúno ³⁵ góþra . . skéþa skatna menge ₍die einer menge von trefflichen helden verderblich werden wird' Sg 55² (vgl. jedoch Bugge, Beitr. 22,124); n. sg. voc. (sw.) fm vast, et skøf)a skars! valkyrja Qtol, ámátleg at 40"AlfQf)or HHI40¹.

Compositum: k vist - skøfjr. skQgol, f. name einer walküre (Vsp 31³ Orm 36²); popt. s. v. a. walküre, weib überhaupt; in: men-skQgol. ⁴5 skokoll, m. (norw. skokul, aschived. skakul in: halm-skakul, dän. skagle; ags. scéacel, ni. schakel) strang: sg. gen. skær skQkols ₍strangross' (Thors bock) Hym 38³; pl. dat. senn VQro hafrar heim 50 of rekner, skynder at skQklom frk 21². sIíqI, f. (norw. dän. skaal, fær. skål, aschwed. skal; alts. ahd. skåla) schale, hirnschale: pl. acc. f>ær skålar es und