661

megGn

mein

662

Gotþoime af gova deildo, áþr þeir mætte .. á horskom hal hendr of leggja Br 4³, hverr vilde mér .. hugat mæla, ef mætte mér margra sutatrygþer vinna Gßr 1121³; m. miket grosse kraft od. Wirkung besitzen : prt. opt. pl. 3. þat var trua þeira i forneskju, at orþ feigs manns mætti mikit, ef hann bQlvaþi óvin sínum meþ nafni Fm 1 pr 2; m. litt wenig kraft haben: part. prs. m. pl. aee. (æser) fundo á lande litt megande Ask ok Emblo ørlQg-lausa Vsp 17³; m. etke machtlos sein: prt. opt.pl. 1. (bjQrn) munne oss mQrg hefþe, svát mættem etke Aml6³;

2) dürfen: prs. ind. sg. 2. nu matt kalla karl af bjarge Feng eþa FjQlne Bm 18 ³j (mit suff. pron.) freista máttu, Ving-þórrl alz Jm frekr est, dvergs at reyna dug Alv 8b¹.

megen, n. (norw. megn, feer. megin, aschwed. mäghin; ags. mægen, ahd. magan, megin, alts. megin) 1) kraft, stärke, tüch-tigkeit: sg. nom. J>itt varþ nú meira megen Fm 22⁴, hugr es betre an sé hjQrs megen Fm 28¹; gen. måne né visse hvat megens åtte Vsp 5⁴, (Þræll) nam meirr at Jmt megens (magns W) of kosta Bp9², mólo meyjar, megens kostoþo Ort 23^L, eino sinne neyttak alz megens jQtna gQrþom i FM6²⁴; dat. sníþeþ ér hann sinva magne Vkv 18⁴, risto af magne (_{mit macht, kräftig') milda hello Sigmundr hjQrve ok SinfjQtle FH1⁵; acc. afle míno attak vij) orms megen Fm26³; 2) Zauberkraft: sg. dat. bjor førek þér .. magne blandenn ok megentire Sd 5², þat (full) vas of auket jarþar magne Gßr II22³; sá (Heimdallr) vas aukenn jarþar megne Hdl39¹ 40². — Vgl. megn.

Composita: megen - dómar, megen -fjall, megen - gj arþar, megen - hyggjor, megen-runar, megen-tirr, megen-verk, megen - þarfar; ás - megen, jarþar - megen, veþr - megen.

* megen-dómar, m.pl. grosse, gewaltige ereignisse: acc. finnask æser á Iþavelle . . ok minnask þar á megendómaFsp 60³.

* megen-Q all, n. hochgebirge: sg. dat. mara þraut óra á megenfjalle HHv 5².

megen-gjarþar, f.pl. kraft verleihender gürtel (des Þórr): dat. acc. spenti hann (Þórr) sik megin gjQrþum ok studdiz for-streymis vij) GríþarvQl, en Loki helt undir megingjarþar FM 6²-⁴.

* megen-hyggjor, f. pl. grosse umsieht, klarer verstand: acc. lit hefr Gunnars ok læte hans, mælsko þina ok megenhyggior Grp 39².

5 *megenlegr, adj. feierlich: n.pl. nom. á gengosk eif>ar, orj) ok søre, niQl q11 megenleg es á moþal fóro Vsp 26⁴.

* megen - runar, f pl. zauberkräftige runen: nom. mætar megenrúnar Sd 19³.

10 *megen-tírr, m. erhabener rühm: sg. dat. bjór førek þér .. magne blandenn ok megentire^/Stø 5².

megen-verk, n. (ags. mægen -weorc) gewaltige tat: pl. dat. stó{)om meyjar at ¹⁵ megenverkom Grt 11³.

* megen-þarfar, f. pl. dringende not, dringendes bedürfnis: acc. fá meyjo mann i megenjmrfar Bm li³.

megn, n. (fær. megn) kraft: sg. acc. 20 megn hefr (SigvQrþr) miket Bm 13³EF. — Vgl. megen. megom = vegom, s. vegr. mein, n. (norw. fær. mein, aschwedr adän. men; alts. mén, ags. man, ahd. 25 mein, afris. mén in: mén-éth; vgl. got. ga-mains ₍unrein') 1) hindernis: sg.nom. segge vilk alla i sal ganga .. vita ef meine morþfQr kono, unz af méle enn mein kome Sg 43⁵; 2) unglückliches ereignis, ³⁰ unheil, schaden, verderben, leid: sg. norn. standet þér mein fyr munom Gg 15², mein's fyr hQndom Grp 36¹; gen. þann (galdr) gelk þér enn åtta .. at því firr mege þér til meins gørva kristen dauþ 35 kona Ggl3³; dat. joli ok Qfo førek asa sunom ok blentk J)eim svá meine mjQj) Ls 3⁴, Jm hefr vQrgoin . . meine blandat manz blóf) gefet Hir 2⁴Nþ; pl. nom. þann hal, es mik heipta kveþr, þann eta 40 mein heidr an mik Hqv 151⁴, q11 ero mein of meten Sd20⁴; gen. gråtande Grim-hildr greip vij) orþe, es burom sinom bQlva vætte ok niQgom sinom meina stórra Gpr II33³; 3) unrecht, frevel, schand-⁴⁵ tat: sg. nom. skaltat leyna, þót ljott see eþa mein gøresk á minom hag Grp 22⁴; gen. surner Gotþorme af gera deildo, áþr þeir mætte meins of lyster á horskom hal hendr of leggja Br4³; dat. þege þú, 50 Freyja! þú 'st fordæþa ok meine blanden mjQk Ls 32², þege þú, Beyla! Jm 'st Byggves kvæn. ok meine blanden injQk Ls 56²; 4) frevelhafte rede: sg. acc.