Alv 13*, måne heiter meþ mQnnom, en mylenn mef) goþom Alv 14^v; gen. sól .. sinne måna Vsp 5¹; acc. heiptom skal måna kveþja Hqv 136 \ skilder bliko þeira (seggja) vif> enn skarþa mana Vkv 8*. — Personificiert Vm23¹ Bm 23². Compositum: måna-salr. man-ge, pron. niemand, keiner: m. sg.nom. maþr sås mange ann Hqv 50*, nýtr mange nås Hqv 71*, meyjar orþom skyle mange trua ne f) vis kveþr kona Hqv 83¹, leiþesk mange gott ef getr Hqv 129¹, ek hekk .. á þeim meiþe es mange veit, hvers hann af rótom rinn Hqv 138*, þat mange veit, hvers hann (Mimameiþr) af rótom rinn Fj 14*, mer mange mat ne hauþ Orm 2², åsa ok alfa .. mange's þér í orþe vinr Ls 2*, ek mQg gat þanns mange fiar Ls 35*, upp ek þór verp ok á austryega, síþan J>ik mange sér Ls 59*, mon mins fear mange njóta Rm 5⁴, mál-runar skaltu kunna, ef fm vill at mange þér heiptom gjalde harm Sd IV, mér mange munar leitaþe Gþr 17*, skQpom viþr mange Am 45², blott sem vilt bQrnom, bannar f>at mange Am 73*; gen. mat fm villat né manzkes gaman Hqv 113*, ljóþ ek þau kann es kannat þjóþans kona ok manzkes mQgr Hqv 146², eple ellifo ekþigg aldrege at manzkes munom Skm 20², ánauþ f>ola ek vilja aldrege at manzkes munom Skm 24².

*man-kynne, n. bekanntschaft od. Umgang mit weibern: pl. acc. góf) Qttoþ ér mankynne þar fm Hrbl 93.

mann-hætr, adj. gefährlich für menschen: n. sg. acc. (þeir Helgi) fengu i hafi ofviþri mannhætt HHII 16 pr 2.

mann-kyn, n. {norw. fær. mann-kyn, aschwed. man-kyn, adän. mand-køn; alts. ahd. man - kunni, ags. man - cyn) menschengeschlecht: sg. dat. leiþ estu mannkyne HHv 25*.

mann-likan, n. {nonv. mann-likan; vgl. fær. manns-liki, n., got. man-leika, m., ags. man-lioa, ahd. mana-lihho) menschenbild, figur oder gesehöpf von menschl. gestalt: pl. acc. þeir mannlíkon mQrg of gørf>o dvergar i jQrþo, sem D urenn sagþe Vsp 10*.

*manr, adj. Jubatus³ Svbj. Egils son (?): sg. dat. Atle enn rike reif) Glaume mQnom Akv 31*.

*man-seme, f. männlichkeit, mann-haftigkeit: sg. acc. (Oþenn) gef r manseme mQrgom rekke Hdl 5⁴

*man-ungr, adj. im jungfräulichen 6 alter: n. sg. nom. (sw.) þat kann ek et sjautjánda, at mik mon seint firrask et manunga man Hqv 162². ^c

* man-vél, f. list die man bei frauen anwendet, verführerische kunst: pl. acc. 10 miklar manvélar ek liafþa viþ myrkriþor, þás ek vélta þær frá verom Hrbl 56. ^w man - vit, n. (aschwed. man - vit, vgl. norw. manns-vit) mens chenv er stand, iveis-heit: sg. nom. byrþe betre berrat maþr 15 brauto at an sé manvit miket Hqv10² II², metnaþr hQnom (ósnotrom manne) þroask, en manvit aldrege Hqv 79*; gen. måls ok man vits sé þér á munn ok hjarta gnóga of gefet Og 14 *, mikels es á mann 20 hvern vant, es man vits es Hm 27*; dat. horsk vas husfreyja (Guþrún), hugþe at man vite Am 3¹, (Guþrún) mælte af man vite, ef mundo sættask Am 45*; acc. óbrigþra vin fær maþr aldrege an manvit 25 miket Hqv 6*, (Oþenn gef r) mælsko mQrgom ok manvit firom Hdl3², mål ok manvit gefeþ okr mærom tveim Sd 3*.

marg - dýrr, adj. vielteuer, überaus herrlich: m. sg.nom. margdýrr konungr 30 (SigvQrþr) Br 20².

marg-fró{)r, adj. in vielen dingen erfahren: m. sg. nom. (gume skal Vesa) minnogr ok mQlogr, ef hann vill margfróþr vesa Hqv 102*. 35 * marg-gollenn, adj. reich mit gold geschmückt: f. sg.nom. marggollen mær (Sváva) HHv 26*.

margr, adj. (nonv. mang und in eim., compp. marg, fær. margur, aschived. 40 manger u. margher, adän. manæg, rqanugh, mang u. margh, got. manags, alts. ahd. manag, ags. monig, afris. manich, monich) mancher, viel; 1) substantivisch, a)absol.: m. sg. nom. margr f>a froþr Jykkesk, ef 45 hann fregenn esat Hqv 30³, margr verþr af auf>e of ape Hqv 74², margr es så hvatr, es hjQr né rýþr annars brjóstom i Fm 24*; dat. mQrgom ræþr litlo, hvé verþr leiddr heiman Am 32*; acc. margan stelr vin 50 vite Sd 29*; pl. nom. mæla þat marger Am 32*, fengo til marger Am 88*; dat. sva (sem Qrn) es maþr es mef) mQrgom kømr ok á formælendr få Hqv 62*, þú hefr ..