257 fé-bøtr
glóþrauþa fé, þér verþa þeir baugar at bana Fm98 203; gen. fj.Qlþ niQlom fear á fegenslúþre Ort 52.
Composita: fé-bøtr, fé-hirþer, fé-
lage; fjár-nám; brúþ-fé, tann-fé. fé-bØtr, f. pl. (aschwed. fä-bot) geld-busse: acc. Sigmundr bauþ henni (Borg-hildi) fébætr, ok þat varþ hon at þiggja Sf 7.
fegenn, adj. (norw. fegen, feer. fegin, aschwed. fäghin; alts. fagan, fagin, ags. fægen) froh, erfreut (über etw.: eho): m. sg. nom. nótt verþr fegenn sås neste truer Hqv 73s, illo fegenn ves þú aldrege Hqv 127*, glaþr estu nu, SigvQrþr! ok gagne fegenn, es þú þerrer Gram á grase Fm 25% fegenn lézk þó Hjal le, at hann fjqr þæge Am 59^, fegenn estu, Atle! ferr þú vig lýsa Am 65 pl. nom. gagne urþo þeir (Svarangs syner) J>o litt fegner Hrbl 87; acc. heyrer þú . . Qrno gjalla æzle fegna OprII83; f. sg. nom. hvárt sé mæta nekkvat þats menn hafe ok verþr J>vi en f<?lva gýgr fegen Fj 29*, nu 'mk sva fegen funde okrom sem átfreker Oþens haukar es val vito HHII421.
Composita: all-fegenn; fegens-lúþr(?). fegens - lúþr, m. erfreuende mühle, glücksmühle (vgl. den hügelnamen Fegins-brekka, Frifaner I, 398*): sg. dat. auþ mQlom Fróþa, niQlom alsælan, fjqlþ mQlom fear á fegen slúþre Ort 52.
fé-hirþer, m. (aschwed. fä-hirdhe, adän. fæ-hjurde, fæ-hyrde) hirt: sg. nom. hann (Skirnir) reiþ at þar er féhirþir sat á haugi Skm 10 pr 3; acc. féhirþi Hrbl 130RA.
feigr, adj. (norw. feig, feer. feigur, aschwed. fegher, adän. feg, fej; alts. fégi, ags. fæge, ahd. f eigi) 1) dem tode verfallen, dem tode nah: m. sg.nom. hvárt estu feigr eþa estu framgengenn? Skm 12% verþr þinn feigr faþer Skm 25*, monk forþa fj^rve mioo .. nema ek feigr sé Hrbl 27; gen. alt es feigs foraþ Fm 11*; dat. feigom munne mæltak mina forna stafe Vm553; acc. monka ek fløja þót mik feigjan viter Sd 211; pl. nom. (syner Gjuka) skyldo fara feiger Am21, sitjom hér feiger á mqrom Hm 10*; f. sg. nom. hykk at feig seer Sg 315; 2) sterbend: m. sg. gen. þat var trúa þeira i forneskju, at orJ> feigs manns mætti mikit, ef hann Gering, Edda-"Wörterbuch.
fela 258
bqlvaþi ó vin sínum meþ nafni Fm 1 pr 2; 3) eben getötet, tot: m, pl. nom. þeir (hvitingar) mono feiger fára nátta Oþr II 443; gen. (tungls tjugare) fyllesk 5 fjQrve feigra manna Vsp 411 (Mhff, DA V, 126). — Zur etymol. vgl. Bugge, Beitr. 24, 455.
feig]), f. (norw. feer. feigd) nahe bevorstehender tod: sg. acc. hann (Helgi) grunaþi 10 um feigþ sina HHv 34 prl, (mær) feigþ fira fjQlmargra så Grt212.
1. feikn, n. (alts. fékn, ags. fácen, ahd. feihhan) unheil: pl. gen. feikna féþer {un-heilsstifterin' Sg 315.
15 Composita: feikna-liþ, feikn-stafer.
2. feikn, adj. (alts. fékni, ags. fæene, ahd. feihhan) verderblich: superl. n. sg. nom. eitt þótte skars allra feiknast, þat vas bróþor frá Býleipts komet Hdl 423.
20 feikna-lip, n. fürchterliches (zahlloses?) kriegsheer: sg.acc. hverr's land-reke sás liþe styrer ok feiknaliþ fører at lande? HHI333, hverr es fylker sås flota styrer ok feiknaliþ fører at lande? HH 25 II16 pr 10.
feikn-stafer, m.pl. eigentl. verderben bringende runen, dann überhpt verderben, unheil, frevel: pl. acc. Baldr hefr sér of gQrva sale á því lande es ek liggja veit 30 fæsta feiknstafe Orm 12*.
feita (tt; norw. feita; mhd. veizen) fett machen, füttern: inf. (skal) heima hest feita, en, hund á bue Hqv 823.
fela (fal; feer. fjala, aschwed. fiäla, adän. 35 fialæ; got. filhan, alts. felhan in: bi-felhan, ags. féolan, afris. fela in: bi-fela, ahd. felahan) 1) verbergen, verstecken: prt. ind. sg. 2. alt veitk, Oþenn! hvar auga falt Vsp 28*; pl. 3. und þeira 40 (hesta) bógom fqlo bKþ regen, æser ísarn kól Orm 373, J>ær (norner) austr ok vestr enda f^lo HHI41; part. prt. m. sg. acc. hefr Hlórriþa hamar of folgenn? Ak 6*, ek hef Hlórriþa hamar of folgenn åtta 45 r^stom fyr jqrþ neþan ßrk 71; f. sg. nom. es und einom mér q11 of folgen hodd Niflunga Akv281; n.sg. acc. veit Heimdallar hljój) of folget und heiþvQnom helgom baþme Vsp 271, veit hón Oþens auga folget 50 i enom mæra Mimes brunne Vsp 29l; felask sich bergen, sich verstecken: inf. knættak þó f>ér i faþme felask HHII21*; prt. ind. sg. 3. falsk Loki i Fránangrs forsi