œðr

658

œs

frelse, ESk 6, 3, œ. einna, aller ypperst, Hfr 3, 26, jfr Sigv 1, 15, œzt ríki ESk 1, 2, œzt sæla Rst 33, cezt teiti Pl 45; — hðjere (lokal bibetydning), æzt holl, himlen, ESk 6, 5, œðri vegr Sól 52. - 2) höjere m. h. t. rang og bedrift, lát Asríði œðri Sigv 13, 32, œ. maðr Ht 91 (kunde også henføres til den förste betydning), œðri gðrum Sigsk 11, ek mun œðri þykkja Helr 3, œðri mær Oddrgr 16. — 3) om sejr, verða œöri jofrum pKolb 1, 1.

ægigeisli, m, truende, barsk, stråle (jfr vb. œgja), œ-ar (innmána ennis, öjnenes), barske blikke, Húsdr 4, ennimáni skein œ-um, öjet lyste med truende blikke, Arbj 5.

ægiligr, adj, truende, skrækkelig, æ-g reiði Hfr Lv 1, œ. í augum, med truende, lynende, öjne, Bjhit 2, 19; HolmgB 3, Sturl 3, 17.

ægir, m, 1) skrækindjager, som truer, fjende, æ. gumna, frygtet kriger, Edáð 6, æ. Engla (om Olaf kyrre) Steinn 3, 13, æ. Eydana (Hak 3, om Hakon d. gode), æ. jofra Oisl 1, 9, Ht 55; æ. (v. 1. eygir) oflugborðu, Tor, Rdr 15; œ. ýdrógar (bue-strængens) Hfr 2, 9, œ. almdrógar (d. s.) Sindr 7, æ. almtaugar (d. s.) pdr 15; æ. bauga (ved rettelse), gavmild mand, Eg Lv 28. — Uvist er ce. i ægis dauði H hund I 55, om det er egennavn eller 'en frygtelig 'modstander'; nogle vil opfatte ordet som Ægir og som egennavn, der skulde være identisk med Saxos Eyr. — 2) hjælm, pul IV s 2. foldar æ., himmel, Has 56. Jfr Falk, Waff 117. - 3) sværd, pul IV l 8 (her tildels skrevet eygir). Jfr sst 67. — Jfr stål-.

ægisheimr, m, truende verden, farefuld verden (om denne verden), Sól 30.

ægishjalmr, m, rædsels-hjælm, hjælm som indjager skræk (ved sit udseende eller egenskaber), drótt faldin æ-i, skrækindjagende krigere, Sturl 3, 8, með allra hæstum æ-i Am 2, 6, und æ-i Anon (XII) E, bera æ-m of e-m, være en overlegen og frygtelig, Eáfn 16, ifr 17. Fåfnir siges at have ejet en sådan, virkelig hjælm, men iøvrigt er ordet kun talemåde, jfr Ht 15. Jfr ýgs hjalmr (for hvilket ægis- står som v. 1. Arbj 4, men som her er metrisk umuligt). Ordet bör sikkert skrives med ce, ikke æ (til trods for Bugge Studier I 139), på grund af betydningen og biformen ýgshjalmr; kenningen holmfjgturs hjalmr viser ikke det modsatte, da holtnfjoturr betyder 'slange' (o: Fåfnir) og 'slangens hjælm' er 'Fåfnis hjælm' o: skrækkehjælmen; rimet ægis : frægi hos Sturla er også betydningsløst, da æ i hans tid var gået over til æ-lyd.

œgja, (-ða, -t), true, være skrækindjagende, Gudr I 10, ce. drjúgum Gullás 2; Erlingr vas svá at œ-ði ótt Sigv 7, 9, æ. e-m járnlurki Hárb 39, æ. e-m eldi-skíðu Qrv I 1.

ægr, adj, skrækkelig, frygtvækkende, enn æ-i (v. I. ýgi) konungr Arn 6, 15,

Sturl 7, 1, HSn 2, 1, Merl II 73, æ. marr, det frygtelige hav, Vigl 8.

æli, n, uklog mand, tåbe, œ. telsk pats ólu ósnotran mann SnE II 216.

œpa, (-ða, -t), skrige (af op) af frygt, náttúran ce-ði af ótta LU 59; æ. ulfi hæra Hérb 47, œ-andi namk Hávm 139, œ-ði illþræli Am 63; — om frøernes kvækken, æ. kann frQskr Mhkv 5.

æpir, m, hyler, jætternes navn på vinden, Alv 20.

æra, (-ða, -ðr), göre gal, afsindig (af órar /. pl.), Finnan gat œrðan Harald Mhkv 11.

æri se uiigr.

oerinn, adj. (æ-vokalen findes i rim (: æ) pKolb 3, 4, Krm 19; ý- aldrig). 1) tilstede i höj grad, rigelig, œ. auðr Grip 12, æ-t fé Håvm 69, naut æ-in Amt 94, æ-it goll pKolb 3, 4, æ-in gipta pjsk 2, eiga æ-it alls Likn 1, œ-it ríki Slúfr 2, æ-it afl Hdrb 26, œ. þroski Refr 5, 1, œ-in hríð Anon (X) II B 8, æ-in elding Sturl 3, 15, æ-in brgð Krm 8, œ-it blóð, Krm 19, æ-it freka hveiti, rigelig bytte af lig, pKolb 3, 14, æ-ar raunir Oddrgr 19, œ-ir staðlausu stafir Håvm 29, at æ-nu, rigeligt, Sigv 12,^ 18, pjóöA 4, 5; ærit ntr. bruges adv. 'i höj grad', æ. ggrla Stefnir 2, æ. (rett.) bjartr Hl 3 b, æ. gjarn Jorns 3. — 2) tilstrækkelig, æ-ar ro soltnar, mange nok er døde, Sigsk 50, mjok får er ser æ. einn Mhkv 12, æ. sér LU 6, æ-in skil Sigv 2, 1. — Jfr vatn-.

ærr, adj, afsindig, gal, Lok 29, Hhund II 51, Grett 2, 6, œ-ir ýtar SnE II 216; ce. ok ørviti Lok 21, Hhund II 34, Oddrgr 11, Herv III 5. — Jfr háð-, sorg-.

ærska, /, ungdom, (= æska; ærsk- : irsk-), Mberf 6.

ærslamikill (udtalt æsla- : hræsla, i et meget ungt vers), adj, fuld af galskab, afsindig, æ-il hræzla Anon Fbr (XIV).

æsa, (-ta, -tr), hidse, sætte i stærk bevægelse, lade rase, æ. fieina dunu isldr 13, æ. hjalms hregg isldr 21, œ. pyt sævar, forårsage havets hvinen, ESk 12, 17, œ. hviöu upp ór brjósti, om ræben, Anon (XII) B 11, œ. framm flein ódygöar (om djævelen), skyde kraftig frem, LU 42; — medium æ-ask, rase, især om elementerne, eldr nam at æ. Brot 1 (FJs udg), om søen, œ-tisk Qggs búð EVald 2, æ. framm Refr 4, 5, æ-tisk ægir lv 4, om midgårdsormen, Qlv 1, jfr Has 31; — oe-isk blóð, blod strammede ned, LU 35; når det bruges om sårene Hfl 7, foreligger der vist fejl (for æxtu); om mændenes stærke flugt Harkv 11. Part. pass. æstr, ophidset, i stærk fart, Ótt 3, 6, om Tor, pdr 5, om Olaf d. hellige som kriger, Sigv 1, 1, ce. á ímu Hhund I 53, — om kamp, æst brynping, Hl 18 a, om bølgen, æ. alda pGisl 2, pjóöA 1, 16, om lynet, ce. elding SnE II 196. Ntr. æst adv, hurtig, kraftig, Grett 2, 5, Nj 9.

œsidýr, n, 'rasende dyr', œ. flóðs, skib, porm 1, 4.