ælt

657

œðr

sóm har fældet mænd af fyrsteslægt, Hakon jarl, Vell 32.

æítskarð, n, 'slægt-skår', skår i slægten (ved at et medlem bliver dræbt), hgggva æ. Evids 7.

ættslóð, /, slægtrække, pul IV j 9 (jfr kynslóð).

ættstafr, m, 'slægt-stav', medlem af en slægt, æ. Endils, søkonge, søkriger, Orknø-jarlen Torfinn, Am 5, 22.

ættstórr, adj, af stor æt, höjættet, Rst 22, OlBrynj, EGils 1, 25.

ættstuðill, i.i, 'slægt-støtte', fremragende medlem af en slægt, pul IV j 10, æ. Joans, om Viðkunn Joanssön, Gullás I, æ. ættar Hilditanns, dansk konge, Eskål 2, 2, æ. skylja, kong Hakon, Ht 2; — absolut (som v. 1. til áttstuðill) Ótt 2, 8; æ. fyrða, menneskenes støtte (₌ stuðill firða ættar), Od 6.

ættstýrandi, m, (v. 1. átt-), 'slægt-styrer, fremragende medlem af en slægt, Am 6, 18.

æitvig, n, 'slægtdrab', drab på slægtning, Sigv 7, 7.

æva, adv, aldrig, egl. gen. pi. af ævi, stod oprindelig efter en negation; denne oprindelige udtryksmåde findes endnu i: skala óglaðan æ. fregna mik, aldrig skal man høre, at jeg var uglad, Oiz sv 2, jfr nægtelsen bagefter: æ. fljóð ekki gáði Akv 39; men ellers overføres nægtelsen som i andre tilfælde på æ., Úlhelg 7, HolmgB 5 (ved rettelse af ekia

æ, i-(R-) omtyden af 6, faldt på Island sammen med æ, se æ, men aldrig i Norge, æ veksler med f, se ý, og æ, se dette.

œSa, (-dda, -ddr), göre rasende (af óðr, adj), æ. et illa él, göre den slemme ha-gelbyge voldsom, Jorns 32, æ. lund, gore sindet fjendsk, Hjålmp II 7; æ-sk, blive rasende, æ. fyr konu Sól 11.

1. œði, f, raseri, vanvid (af óðr adj), (erotisk) Ski 36; Hyndl 47 er ordet fejl for Úði.

2. œði, n, sind, karakter (af óör subst.), gótt œ., venligt sind, stemning, Hávm 4, fremðar œ., udmærket sind, Hfr Lv 27, æ. grepps, en skjalds sind med dets kundskaber, Arbj 2, ce. dugir, kundskaber slår til, Vafpr 4. 20. 22, dauði spillir æ. andar, sjælens egenskaber, SnE II 236. — Jfr barna-.

jfr Arkiv XXVII, 134 f), Heiör 31, Vsp 33, Hávm 29, 54—56, o. s. v., æ. skyldi, aldrig skulde det være sket, Vol 41; — deraf går æ. over til blot at betyde 'ikke', jgrð fansk æ. Vsp 3. — Jfr hvaðan-.

ævagi, adv, sammensat af foregående og nægtelsen -gi, aldrig, Håvm 21, Hym 32.

ævar, adv, meget, vistnok egl. genitiv af ævi, æ. margir Hárf 2. — Jfr afar-.

ævi, /, 1) liv, levealder, of æ. Korm Lv 2, þá æ. Tindr 1, 8, Hfr 3, 22, Sigv 11, 1, ploft 3, 2, Krm 3, regeringsår Nkt 40. — æ. hrafns, en ravns levetid, en nat, Korm Lv 41. — velja sér æ. PI 11, æ. líðr Hhund II 25, Am 91 (acc), æ. snúnar Grip 6, æ. logð með lgstum Grip 23, æ. ok aldr Fj 50. — 2) tidsrum, illifis æ. Heilv 5, æ. Alfifu Sigv 13, 28, min var æ. miklu œðri Hálfs IX 3.

ævifúss, adj, begærlig efter at leve, levelysten, om en kvinde, pmáhl 14.

ævilok, n. pi, livsafslutning, død, Nkt 21. 58.

ævinhildr, /, 'livels Hilde', norne, p Sid 1.

æ vinliga, adv, altid, uafbrudt, LU 13. 51.

ævinrúnar, /. pi, 'leve-runer', runer, der vedligeholder livet, skaber langt liv, RP 43.

æzli, n, føde, bytte, ernir æ. fegnir Gudr II 8.

œðiregn, n, styrtregn, pmåhl 14.

œðiveðr, n, rasende storm, elgr ce-s, skib, Am 2, 16.

œðri, oeztr, adj, 1) grundbetydningen er vist 'behagelig' (jfr got. wopeis), og så 'fortræffelig'; denne ligger nærmest for i følgende udtryk: æ-i drykkja Ski 35, æ-i hugr, venligere sind, Reg 12, œ-a óðal Rp 48, hitt mundi pykkja æ-a, bedre, mere passende, Guðr III 1; om personer, ypperligere, Gldr 9, Korm 1, 2, Am 2, 20, Mark 2; æ. s\qi Eg Lv 25, æ-a nest, bedre mad, Egils (XII) 4, æ-a gjald Eg Lv 35, æ. hgttr Ht 95, æ. hlutr, bedre lod, vilkår, SnSt 4, 5, i superl., æ. manna, æzt kvinna Hyndl 15, æzt brúðr Grip 40, æ-ir kappar Hyndl 18, æ-ir sinnar Bjark 1, et æzta unað Sól 71, œ. viða, om Yggdrasilsasken, Gri 44, œ. þrifnuðr, den ypperste trivsel,