æg

656

ætt

hestr Nj 12, æ-s dýr Bjhit 2, 23; — æ-s kjaptar, haveis (eller havgudens?) gab, det dybe hav, Refr 4, 2; — æ. ₌ marr, hest, knýta æ-i, bidsle en hest, Rv 35; — æ-is bróðir, ild, pul IV pp 1.

æki (el. æki?), n(?), navn på månen, pul IV II.

æla, (-ða, -t), sprudle, stramme frem (af áll), vatn æ-ir þars álar hallask framm SnE II 216.

æligr, adj, elendig, ussel, æ-g klæði Ragn II 5, æ-g sol, elendig sjæl, Has 22, æ. móör sst 56."

^ær> f> (S^en- ^ær)? hunfår, Rorm Lv 16.

1.   æra, f, ære, hæder (ungt låneord), LU 13, Mv I 25, Alpost 3, Mey 9, Mdr 41.

2.  æra, (-ða, -t), ro (af qr), ært mun, der vil blive rót, pjóöA 4, 20, æ. verðr með órum SnE II 216.

3.  æra, (-ða, -t), være frugtbar, give god afgrøde (af år), upers., akr æ-ir, marken er frugtbar, SnE II 216; illa ært Merl II 62.

ærligr, adj, ærlig, hæderlig (ungt låneord), æ-g kvinna Mv l 5, æ-g sæta Mey 41.

ærusnauðr, adj, berøvet ære, hæder, om Adam og Eva, LU 43.

æsta, (-ta, -tr), bede, ønske (af gst), med acc. pers., gen. rei, æ. kómu liamð 24, æ. hal vistar Sigv 3, 8, æ. e-n griða porm 1, 11, æ. stefnu Halli 3, jfr ESk 6, 18. 21 o. s. v., æ. Krist vistar Leid 40, æ. vandliga Sól 28, jfr Likn 50, Gmlkan 1, 3, Has 4, Leid 2; v. I. for biðja Hfl 2.

æti, n, føde (egl. 'som spises'), jætternes navn på byg, Alv 32.

ætla, (-aða, -aðr), 1) mene, tro, agte, draums æ-k pér, jeg tror du drammer, Hyndl 7, hafðak æ-t, det havde været min mening, Ski 37, lifa æ-ak mér, jeg agter at leve, Lok 62, spilla æ-k bóðum, jeg agter at dræbe bægge, Am 78; medium æ-sk — æ. sér, virðar æ-sk, mændene agter, Anon (XIII) B 43, pangat ætlumk, jeg agter mig derhen, Sól 29, æ-sk at móti e-m Sigv 11, 12. — 2) bestemme, æ. e-m andrán, tiltænke en døden, Gisl 2, dauði ætlaðr Grip 25, óðal vas ætlat Valg 6, sáttargorð er ætluð, tiltænkt, Mhkv 10, alls þó es fara ætlat, eftersom det dog er bestemt at rejse, Am 29.

ætna, Bjhit 2, 16, i forbindelsen æ. eyðir er dunkelt, muligt forvansket, et ntr. æta findes ikke ellers og eta kendes ikke undtagen i betydningen 'krybbe', men det passer ikke.

ætt, /, (jfr ótt; om de enkelte former henvises til Skjspr. 50—51), 1) slægt i alm., St 4, Hyndl 13, Hhund II 18, Hamd 4, vera æ-ar, tilhøre en slægt, Hyndl 27, æ. ok nafn Fj 46, eiga æ. saman Fáfn 13, æ-ir koma saman, mødes i en enkelt person, Vafpr 31, auka æ., æ-ir, formere sig, Gudr II 27, Rp 40, rekja æ-ir, opregne

slægtregistre, Hyndl 45, óttum góðr, af god slægt, Bjark 2, Sigsk 18, Vell 18, gengr i æ. =, er ættgengt, hører til slægten, er slægtsmærke, Am 6, 7, drepa hgfði í æ., bevidne sin herkomst (ved dygtighed), vise at man hører til sin slægt, S tur l 4, 1. — 2) ofte omskrivende med gen., æ. manna Sigv 10, 9, æ. seggja Hókr 2, æ. skatna Od 10, æ. gumna GunnlAð, æ. aldar Hfr Lv 7, æ. siklinga Ótt 2, 10, jfr ensk æ. Ótt 2, 11, æ. jotna, jotuns Hårb 23, Vsp 25, Ski 8, pr.y 31, æ. andskota, djævle, Likn 38; nærbeslægtet hermed er æ. præla Rp 13, æ. karla Rp 25, æ. Sindra, dværge, Vsp 37; — æ. geirmimis Hhund I 14, æ. Gjúka Hyndl 27, æ. Sigurðar Sigsk 64, æ. Niflunga Brot 16. — 3) om en enkelt person, sön eller afkom, æ. karls, bondeæt, Hhund II

2,   æ. gceðings, pige af god herkomst, Jorns 15, æ. Eiriks, Olaf svenske, Sigv 3, 19, æ. Haralds, Olaf d. hellige, Sigv 10,

3,  æ. Óláfs ESk 12, 5, æ. Sverris, Hakon d. gamle, Ólhv 2, 12, æ. Hilditanns, dansk konge, Eskál 2, 2, æ. Buðla Am 76, slægtning, ættir Jólnis pdr 12, æ. pórbjarnar Háv 7, æ. Játgeirs Ótt 3, 3, æ. Gjúka Arn 2, 9 (her menes Sorle og Hamdir), Hhund I 48. Om dyr: æ. ara, örne, H hund II 8, æ. varga, ulve, Arn 2, 13. — Jfr fQður-.

ættaðr, adj, af en (vis) herkomst, æ-uð vel Mey 26.

ættarskaði (eller to ord), m, slægts skade (men sammenhængen er mangelfuld), Arbj 12.

ættarskjgldr, rigtigere i to ord, St 10, se skjoldr.

ættbaðmr, m, egl 'slægt-træ, -stamme', slægtsmedlem, pul IV j 9.

ættbogi, m, 'slægt-bue', slægtrække, slægtgren, pul IV j 9.

ættbætir, m, 'slægt-forbedrer', et udmærket medlem af slægten, der hæver den, æ. Torf-Einars, Torfinn jarl, Arn 5, 25.

ætterni, n, herkomst, slægt, Grott 8, Fáfn 4.

ættgóðr, adj, af god herkomst, höj-ættet, Jorns 1, Hókr 8, Ólhelg 9, (v. L), Rv 19.

ættgrund, /, 'slægt-land', fædreland, æ. Engla Arn 5, 16.

ættgQfugr, adj, af höj herkomst, höj-ættet, Gudr II 30.

ættingi, m, slægtning, Grip 10, Gyd 8.

ættjorð, /, fædreland, pstf 1, 3.

ættland, n, fædreland, breið æ-lond Ótt 2, 18, Lids I, æ. Ira, Irland, Eforn, æ. eyja dróttar, Syderøerne, Gisl 1, 10.

ættleifð, /, 'slægts-arv', fædrenearv, æ. Ellu, England, Hallv 3, her ja á æ-ir, gore krigstog mod ens fædreland, G Odds 1.

ættniðr, m, slægtning, æ. Játmundar, engelsk konge, Ótt 3, 7.

ættprúðr, adj, af udmærket slægt, Mey 7.

ættrýrir, m, 'slægtforminsker', æ. jcjfra,