þurft

652

þverr

med hensyn til, hvad man kan undvære, Hsv 55. 113. — Jfr Ó-.

þurftarmaðr, m, trængende, fattig, mand, Gdfi 6.

þurftugr, adj, trængende, þ-ug sálin LU 75.

þurka, (-aða, -aðr), törre, aftörre, Pét 47.

Þurnir, m, urigtig v. 1. for prasir, pdr 18.

þurr, adj (-rr tematisk), tör, ríða þ-, tör, uden at være bleven våd, Árm 2, p-t land, modsat havet, Guðr II 35, þurr skíð Hávm 60, þvígit optar þ. hattkila Drv (XI) 5, þ-ar kverkr Merl II 82, drekka Tems at þ-u, så at den bliver tör, tomt, Merl I 47; þ. tór, törre tårer, o: ingen gråd, SnE I 180."— Jfr all-, brauð-, vind-.

þurrfjallr, adj, törskindet, med tör hud (og törre klæder), nái hann þ. þruma Hávm 30.

þurs, m, 1) turs, jætte, Ski 35, HHj 25, Bdr 13, Qrv IX 21 (v. I.), Orrnsp IV 9, Grettis 41, þ-a þjóð Ski 10, Fj 1, þ-a drott-inn, Trym, pry 5 o. s. v., þ-a meyjar, uvist hvilke, Vsp 8, tursedøtre, Hhund I 40, þ-a líki á e-m Alv 2, þríhofðaðr b. Ski 31; p. ráðbani, Tor, Hym 19; þ-a tý (tœ), jættekvinde, Eyv Lv 11; — þ-a kveðja, guld, Hl 36 a. — 2) runenavn (þ), þ. rístk þér Ski 36, þ. vældr kvenna kvillu Rún 5. — Jfr hrím-.

Pursasker, n. pi, skær nord for Skotland, Arn 5, 23.

þú, pron. pers. (2. person; med hensyn til formerne it, ér : þit, þér se Skjspr 75), du; i hdss findes det ofte föjet til verbet, hvad der dog i de færreste tilfælde kan antages at være det oprindelige; i de få tilfælde, hvor det föjes til andre ord end verber, er dette heller ikke oprindeligt, som siztu, Lok 17, hverstu, Sigrdr 35, þóttu Lok 62, Sigrdr 28 o. s. v.; står efter omstændighederne både foran og efter verbet, þú árnaðir Ski 40, biðr þú Hamð 9; dat. sing. bruges ofte, hvor man i moderne sprog anvender pron. poss., hniga at armi þér Hhund II 25, þér á baki Lok 65; — hvat es yðr hrafnar, hvad er der med eder, hvorledes forholder det sig med eder, Harkv 3.

þúfuskítr, m, egl. Hort der sidder på en tue', tilnavn til prætendenten Torgils, p. þrífisk aldri Anon (XII) B 24.

þúsund, /, tusind, Eirm 3, tjón tuttugu b-a Merl II 91, sjau þ-ir Hhund 1 50, fimm p-ir Herv VII 14 (í hverri þ. þrettán hundruð tilföjes her); þ-um, i tusindvis, ESk 6, 52, Arn 6, 10; p. sinnum Alpost 9. pvari, m, et slags spyd (jfr brynbvari), ef þér kœmit í bverst b. HHj 18. Jfr Falk, Waff 48. - Jfr ben-, Blap-, bol-, dolg-, ey-, orm-, rindil-, vind-.

þváa, (þó, þveginn), to, vaske, p. hendr ok hgfuð, på den afdøde, Sigrdr 34, p. hond Bdr 11, jfr Vsp 33, p. blóð af hondum Helr 2, p. jo^urs bein ESk 6, 23,

p. sveita af liki ESk 6, 22, útsker verða af bprum bvegin Mhkv 6, fors þó skopt á hersi Sigv 12, 28, p. mér mina skQr G Surs 27, p. oss unda flóöi GSúrs 18, hendr þvegnar í hjorregni GSúrs 28, blóði þveginn Qrv VII 10; þveginn ok mettr Hávm 61, kemðr ok þveginn Reg 25, logr þó dýrs horn Sigv 12, 3, lQgr, marr þvær flaust, viðu ESk 12, 15. 16, hrannir þógu hgfuö Valg 11; med dativ, p. hlýrum p Gísl 2, blóð þó bens órum, sværdene, pGísl 9, bylgja þvær stafni pul III 4; — þ. mein brunni miskunnar, to sine synder i, Heilv 8, p. glcep með gráti Has 50, p. lýti Gd 2, p. synðir af sér tv 3, jfr þ-sk í Jórðón pstf 1, 5, p. sqI af synðum, to sin sjæl ren for, Sól 73.

þváttdagr, m, 'tvæt-dag', lördag, Mgr 36.

þveita, /, økse, pul IV m, beit hjalma stoð þ. Gestr 1. Jfr Falk, Waff 115.

þveitr, m, slag, stød, reka e-m illan þ-t Ótt 3, 3.

þvengláð, n, 'tvinge-land', þ-s dýna — láðþvengs, 'jord-tvinpens, slangens', dýna, guld, Nj 21 (jfr Njorun).

þvengr, m, (-jar), tvinge, rem, Gautr I 1, p. varðat lengi vanbundinn (ordsprog) Háv 12; p. (brautar) Rdr 17, v. 1. for hringr, þ. barða brautar, midgdrdsormen; p. pundar beðju, slange (synonymt med Grettir), Grett 1, 7, leiðar þ., d. s., Rv 27. — Jfr eitr-, frán-, graf-, hjarl-, reyr-, sef-, urð-.

þvergarðr, m, tvær-gærde, gærde som er sat på tværs (til værn), gunnranns glyggs (kampens) b-ar, skjolde, Sigv 12, 17.

þvergnípa, /, tinde tværs over, ennis p-ur, øjenbryn, Eg Lv 14.

þverinn, adj, trodsig, p. kvala herr, djævlene, Mv III 14.

pverliga, adv, trodsigt, bestemt, erum þ-ar hugr á (konu) Korm Lv 15.

þverr, adj, som er, ligger, på tværs, hverr lá þ. of annan, den ene på tværs over den anden, hulter til bulter, Krm 16; falla p. of annan Steinn 1, 1; ganga of þvert, gd tværs bort, Sigv 13, 24; superlativ, pverst, koma i pverst, komme så på tværs som muligt, HHj 18 (her at antage et subsi, bverst, 'hvalkød', se Arkiv IX, 23 f., er næppe rigtigt); — p-t adv, p. í móti, tværtimod, Mey 26.

1. pverra, (bvarr, borrinn), tage af, for-minskes, svinde ind, vinir p., tager af i antal, St 14, birtingar b. Eg Lv 41, fnjgum lið þ. Jorns 41, láta lið p. pKolb 3, 12, gengi bverr Sigv 13, 20, hús þurru, t°S of, o: ved at blive brændte, Anon (XIII) B 16, hallir burru Gisl 1, 5; s vel 1 bverr ESk 11, 2; ómun þverr, tager af, svigter, Sigsk 71, mættir burru LU 58 (v. L); lýti þ. LU 47; b-i raus, stanse sladderen, pKolb Lv 3; kvistir p-, svinder hen, Am 73; gróðr þvarr, grådigheden tog af, sulten stilledes, Hfr 2, 9, hungr pvarr Hast 5; nema þyrri snerri-