þutnl

651

þurft

þumlu Anon (X) II B 7 i en forvansket sammenhæng.

þumlungr, m, tommel, tommelfinger, hanzka þ. Lok 60.

Punð, f, elvenavn ("den brusende?"), Gri 21; glitnir þ-ar, elvens sal, fjæld, Bergb 4.

Þundar, Vígl 18, mandsnavn?

Pundr, m, Odin, Gri 54 (þrundr pul IV jj 7 er måske fejl for pundr), auka p-i þegns gnótt Vell 11, senda p-i val Tindr 1, 11, p. kaus þremja skyndi Kveld, fundr p-ar, digtning, VSt 1. — I kenninger, for kriger: p. hjarar Korm Lv 64, p. þremja vandar Kveld (v. 1.), p-ar randa þeys Ófeigr 3, p. þorna EGils 3, 6, p. orma grundar Katr 42, p. grœðis hests pKolb

3,   11; enestående er aldar p., hovding, fyrste, sessi aldar p-ar Grett 1, 1, — for kamp: gnýr p-ar Eg Lv 10, hregg p-ar porf 2, p-ar pruma (usikkert) Sigv 10, 5, p-ar gráp Bjhit 2, 18, — for sværd, skjold og rustning: p-ar hyrr Vell 20, Gunnl Lv 7; p-ar grind Ht 58, p-ar sky Ingj 1, 6; gráklæði p-ar Hast 6, ~ for jorden: p-ar beðja Grett 1, 7, Nkt 9. — Jfr erki-, herði-, leik-, rennu-, sky-.

Pundregn, n, Odins regn, kamp, Rst 8.

pungfarmr, m, 'tung byrde', p. Orana, guldet, Fáfnisskatten, Ht 41.

þunghúfaSr, adj, med tungt skrog (jfr húfr), þ-uðustu lungi Ht 34.

pungliga, adv, tungt, Sól 39; hæftigt, bittert, reiðask þ. Hsv 52, jfr GSúrs 12.

þungligr, adj, 1) tung, bitter, p-g slaug Gríss, þ-t róg Gd§ 31, p-g rpð Vigl 5. ■—

2)  stor, ansvarsfuld, p-g særi Has 10. pungr, adj, 1) tung, vægtig, p. rauðbiti

tangar pdr 16, p. Loptr Haustl 8, p-ir valkestir Ótt 2, 9, Arn 3, 17, þ-ar skeiðar Ht 21, p-ar kistur Jorns 36, p. hleifr Rp

4,  þ-ar gerðar Steinn 3, 16, p-g jorn Arn

6,  9, p-g spjót Grettis 48. — 2) om elv og ström, hvis vandmasse er vanskelig at modstå, p. víðir Ht 74, p. sær Bplv 5, p-g bára Gát 1. þ-ir straumar Vsp 39. —

3)  tung, besværlig, farlig, p-g sókn Sigv

7,  2, þ-t þing o. s. v., om kamp, pmåhl 7, gera Mut e-s þungan Eviðs 7, p. hagr Has 49, p. hóttr Has 46, p. hungr ESk 6, 52, p. b&níHt 64, p. harmr Ingj 2, 6, p-g mein Arn 5, 3, p. agi Ólhv 2. 7, p. þótti Gd 41, p-g ævi PI 20, þ-t níð Nj 17. — 4) tung, eftertrykkelig, p-g vætti Eg Lv 35; p-g fangvina pórs, tung alderdom, tyngende alderdom, Kveld; — vesa e-m p., fjendtlig stemt, Blakkr 2, 1. — 5) tung, sörgelig, þó es (mér) pungara bíða pork Hraun. — Jfr afar-, eljun-, hjaldr-, megin-, stor-.

þungra, f, findes pul IV h 3 (med v. 1. prungra) som navn på Freyja, men rimeligvis er dette forvansket af prungva, der atter må stå i forbindelse med prqng (s. d.) eller være en forvanskning deraf; porna p., kvinde, EGils 1, 35.

þungstóll, m, 'tung stol', solar p., himmel, Máni 1.

þunngeðr, adj, med 'tyndt' sind, d. v. s. med let sind (ikke: 'letsindig'), med bibetydning af indskrænkethed, þ-ð kona, Gudrun, Sigsk 41.

punngorr, adj, tyndt udarbejdet, tynd (og altså også skarp, om sværd), p-r sverð Arn 5, 15.

þunníss, m, 'tynd is', p. Gunnar, det tynde (skarpe) sværd, Vigf 1.

punnisungr, m, tynd fin hoveddug, p-a Gunnr Hfr Lv 24.

punnr, adj, 1) tynd, om skibsplanker og skibene selv, þ-t faarð Rv 23; Jorns 38, Ólhv 2, 8, Sturl 3, 3. 6; punn skor pjóðA 3, 9 — om sværdklingen, tynd (og altså også skarp), p. hjgrr Hást 5, pKolb 2, punn sverð Arn 5, 9, p-ir brandar Evids 4, þuðr hringr Hl 6 b, punn stól Sigv 11, 10, p-ar eggjar ESk 2, 1, p. øxar munnr Hharð 12, punn. gojkn priðja hauðrs Hókr 7; — om andre ting, p-hleifr Rp 31, punn blæja Bjhit 2, 10, — þegja þunnu hljóði Hávm 7'; her forstås p. bedst, når man opfatter hljóð — ikke som lyd eller tavshed, men — som 'lydens redskab', øret; tie med tyndt øre', som lyden ligesom kan let trænge igennem (jfr isl. udtryk som punt er móður eyrað, þykt er á þjer eyrað). — 2) tynd, tyndt besat, þ-t of stangir Sigv 2, 2. — 3) som navn på Odin, Gri 46, pul IV jj 7 (puðr), punns megináss, sværd, Lids 3. — Jf^{r e}ggS herði-, skel-.

punnvaxinn, adj. tyndt formet, tynd, p-in Gunnar ský (skjolde) ESk 6, 43.

pura, f, pil, pul IV o 2 (måske 'den fremstormende', Falk, Waff 99).

Purbgrð, /, jættekvinde (med torre, indtörrede kinder'), pul IV c 5.

þurðr, m, aftagen (til pverra), vesa i þ-ð Bjhit 2, 8.

-purfa, (-ta, -t), 1) behøve, trænge til, med acc., p. hugborö hjærte, mod porm 2, 3, p. mat Håvm 67, p. fornjósnar augu Sigrdr 27, es þ-u ýta synir Hávm 147, p. vægð Lil 79; med gen., parfk pess opt St 14, mest purfum pin Kolb 2, 9, þ-andi staöa né stunda (v. 1.) Lil 1; med infin., parfta at hceta Korm Lv 33, es hann vita pyrfti Håvm 22, pars vega purfti, hvor man skulde, Gisl 1, 20, engi parf at hræðask hót Mhkv 16, hvat parf ek of slikt at jaga Mhkv 9. — 2) blive nødt til, ynglings barn purfti flýja Sturl 4, 1.

purfi, adj, trængende, med gen., laðar p. ok andfanga Vafpr 8, liðs þ. Hárb 32, drykks þ. Sól 3; hvers manns p., trængende til enhver mands hjælp, Okik 2, 1; abs, er vóru þ-a Gyd 3.

þurft, /, 1) trang, nødvendighed, sem þ. vgr beiðir Líkn 51, til þ-ar mgnnum, for at imødekomme folks trang, til bedste for, Mark 1, 14, p-um fieira, mere end nødvendigt, PI 28. — 2) hvad der kan undværes, grr, mildr, af p-um, gavmild