víss

627

væn

samme betydning har udtrykket at visu, Korm Lv 21. 25, Merl I 27, LU 10

36,  Gd 66. - Jfr al-, all-, bragð-, bol-, dáð-, fá-, fjol-, framm-, hånd-, happ-, hrekk-, hund-, jafn-, laga-, læ-, marg-, mat-, orð-, ó-, ráð-, rétt-, sann-, skil-, skoll-, snap-, svið-, svip-, sog-.

vita, (-tta, -ttr), egl 'göre en til genstand for víti', dadle, tilføje vanære, mén, vittir (menn), dadlede mænd (eller 'sådanne som har begået noget strafværdigt', in casu ved at udeblive fra et møde), Korm Lv 46; v. hjalma, ødelægge h]ælme, Sigv 1, 11.

viti, n, 1) straf, taka á sér v. porm 2,

2,  v. fyr velar Merl II 45, v-is verðr Hsv 78, mikit v. Bergb 12, láta e-n hafa heitan eld at v. Sigv 13, 25; hvad man begår strafværdigt, strafværdig handling, dadel-værdig opførsel, sjaldan verðr v. vorum Håvm 6, ver ja sik v. Eg Lv 18, gyrða fyr v. ESk 13, 5, hafa (annars) v. at varnaði Sól 19. — 2) ulykke, varask sér við v. Reg 1, hitt skal vita meira v-is, større ulykke (eller straf), Korm Lv 14, fáa v. (dativ) viðsjár Hálfs VI 5; séa við v. hers, for mændenes (straf o:) hævn, deres anslag mod mit liv, B/hit 2, 23; — randar v., skjoldets (straf o:) fordærv, sværd, pjsk Lv 2. — 3) s. s. hel viti, Bos 9. - Jfr hel-, hofuð-.

vítka, (-aða, -aðr), dadle (af viti), skylit þann v. váar '-(s. d.) Håvm 75.

vixla, (-ta, -tr), veksle, bytte, ombytte, v. litum, udseende med hinanden, Grip

37,  v. hgmum Grip 43. — jfr vexla. voga St 8 er vist fejl for viöa. Vortígernus, m, brittisk sagnkonge,

Merl II 1.

vrangr, adj, se rangr.

vreiðr se reiðr.

vreka se reka.

vrungu eller vrQngu, Eg Lv 47 findes i en så ufuldstændig sammenhæng, at det ikke er muligt at afgöre, hvad det er for et ord, der foreligger.

Vrgskva se Roskva.

væða, (-dda, -ddr), iføre klæder (váð-ir), þótt hann sét væddr til vel Håvm 61.

vægð, /, skånsel, skånsomhed, v. at vigi Hókr 5, bera v. at vigi pmáhl 1, Evios 4, v-ar vgn Eg Lv 29, hyggja á v-ir G Odds 6, veita v., v-ir Likn 48. 3, þurfa v. LU 79, treysta á v. LU 82; valdr v-ar Anon (XII) B 5, v-ar trauðr Hl 37 b, Qgm 2, Isldr 24.

vægðarlauss, adj, skånselsløs, hård, enn v-i ása olbeinir om Bjarne skjald, der drev hornet i Hakon jarls ansigt, isldr 16, bægja við e-m v-um Ótt -2, 11; v-s vápna hríð Ht 65; v-t, adv, herja v. Sturl

3,  7; aden ophold, uafladelig, Sturl 3, 21. vægileiptr, m(?). navn på sværd (hvis

ordet er rigtigt, jfr v. L), pul IV l 4.

1.  væginn, adj, eftergivende, skånsom, mild, erum vér vægnir Sigv 11, 18; Gd 9, Hsv 53. — Jfr of-, ó-, sår-.

2.  væginn, m, ild, pul IV pp 3.

1.  vægir, m, sværd, pul IV l 4, kjósa val v-i, ved sværdet, Finng, vægja veitir, sværd-giver, mand, Bjhit 2, 17. Jfr Falk, Waff 63.

2.  vægir, m, hav, pul IV u 2. vægivaldr, m, 'skånende styrer' (adskilt

ved tmesis; hds vægja der er lidet forståe-tigt), vés v., templets beskyttende styrer, Sigurd jarl, Korm 1, 6.

vægja, (-ða, -t), 1) give efter, vægðit jarl fyr jofri Vell 20, heldr an v. Steinn 1, 1, Nj (XII) 1, v. fyrri, være den förste til at give efter, Hfr 3, 1, hugði lítt v. Am 40, vildir ávalt v. Am 101, v. fyr e-m Anon (X) I B 10 b, Hsv 51, og vægði (v. 1. til beygði), gav efter, viste sin ydmyghed, LU 52, v-jask við e-t, give efter i henseende til noget, Hfr 3, 13; gerðit vatn v., gav ikke efter, strømmede uimodståelig. Am 26. — 2) med dativ, skåne, v. engum LU 8, veðr vægðit vendi, stormen skånede ikke masten, pjóðA 1, 2. — 3) tilgive, dæll er (guð) at v. Gd/3 21.

vægr, adj, abetydelig, ringe (egl 'eftergivende'), v. es voxtr i augum, intet er for stort, faretruende, for ens ójne, Háv 13. - Jfr of-.

væna, (-da, -dr), 1) egl 'udtale forvænt-ning om noget' (af von), beskylde, sus Guðrúnu grandi v-di, som havde beskyldt G. for umoralsk vandel, Gudr III 10; bleyði vændr, beskyldt for, Haustl 2, bræði vændr pdr 4, ofstopa v-dir Hast 2, frýju vændir, beskyldte for mangel på mod, porm 2, 3. — 2) give, udtale, håb, þú vændir mer gefa nakkvat, du sagde at der var udsigt til, at du vilde give, pstf 2, 2; ek vænumk, jeg håber, LU 87.

vændr, adj, yngre form for vendr, udført med omhu, prægtig, om en kappe, ÓTranon 6.

vængi se 3. vengi.

vængr, m, (-jar), vinge, af hans v-jum kveða vind koma Vafpr 37, (rúnar) á blóðgum v-jum Sigrdr 16, skaka v-i Sól 54, bar benþiðurr blóðga v-i lv 29. Forvansket (af vengis) Od 12. — Jfr arnar-.

væni, n, forvæntning (af vgn), es mér í heðin hvern handar v., jeg kan vænte, Håvm 73, styrjar v. Harkv 9, Ht 58, Anon (XII) C 20, rómu v. Harkv 17. — Jfr of-.

Vænir, m, Vennern, austr á V-i, på overfladen af (o: isen på), Gautr II 13.

vænligr, adj, som man kan have forvæntning om, esa nu v-t, det har ingen gode udsigter (med), St 1.

1.  vænn, adj, som man kan have håb om, viðrlíf vasa sem vænst, behandlingen gav ikke særlig gode udsigter (med hensyn til livet), ESk 6, 60. — Jfr ban-, ó-, skaut-, stor-, ør-.

2.  vænn, adj, herlig, yndig, skön, væn vin-Gefn Gunnl Lv 9, v. svanni SnSt 4, 7, væn kona Ólhv 5, 3, v. sonr Nkt 68, doglingr sólu vænni Rst 31, v-astr skapari foldar Gd/3 9, væn stétt, englene(?), hvis

40*