vél

612

vid

for at betegne en mindre god behandling), of þik v. vinir, det er venner, der (nu) har med dig at göre, Grí 52, v. mgrgum hlutum of annars eign, skalte og valte med en andens eje (til skade for ejeren), Sól 63 (v. L); i en forvansket sammenhæng Audun 2 (viællti).

vélakringr, adj, dygtig i list, rænker, om djævelen, LU 45.

vélamaðr, m, mand der anvender list, rænker, Katr 42.

vélanfasti, m, ild, pul IV pp 2.

vélgjarn, adj, som pønser på list, Helr 5 (v. 1.)

vélheptir, m, en som stanser, tilbagestår, list, rænker, en som selv er uden svig, from mand, om biskop Gudmund, Gdp 61. — Jfr vélrýrir.

vélinn, adj, fuld af svig, Gdp 28.

vélir, m, en som sviger, besnærer, til-intetgorer, v. veggja viðbjarnar, musens besnærer, kat, Bjark 7; v. Hildar fúra (ved rettelse af vela), sværdenes ødelægger, kriger, Gporg. — Jfr dag-.

vélrýrir, m, en som forminsker list, rænker, — vélheptir, from mand, om biskop Gudmund, Gdfi 10. 15, Gd 14 (ved rettelse).

vélsparr, adj, sparsom på rænker, op-rigtigi ærlig, Haustl 4.

Vémundr, m, sagnperson, Qrv IV p 3.4.

Véseti, m, dansk mand (10. årh.), Jorns 7, — sagnperson, Qrv IV p 4.

véstallr, m, tempel-alter, vorðr v-s, om en konge, Yt 12.

Vesteinn, m, sagnperson, pul II 2; — isl mand (10. årh.), GSúrs 3. 10.

véstong, /, fane-stang, v. reistisk Ht 36.

vésæritunga, /, vanskeligt ord, der kun findes Hást 5: hildar borðs v., særitunga — 'sårende, bidende, tunge'; hildar borðs vé, skulde betyde 'skjold', men hildar borð er nok til at betegne dette.

vétki, /, (af vét-gi 'ikke et væsen'; går i senere tid over til vætki og assimileres til vékki, forkortet til vekki? dativ véttu-gi, gen. véttergis), 1) ikke-væsen, ingen, intet, vegr es v. trøor Hávm 119, vas þeim véttergis vant Vsp 8, var oss véttegis vant Qrv IX 46 (v. 1.), hafðak þess v. vífs, intet af den kvinde, (fik) hende slet ikke, Hávm 102, ljúga v. Arbj 11, Grip 25, v. huggar Has 38, sýta v. Hfr Lv 28, vita v. Håvm 27, Sól 42, hræðask v. annat Kolb 2, 6, varr at véttugi Am 40, telr sér vétkis vant Hsv 109 (v. L). — 2) slet ikke, sås vekki sparöi fjgr Stúfr 8, hlíta v. ógnar-mólum Háv 10, en ek v. því vildi hlýða Qrv IX 4, dulði þess v. Am 10, en v. halda Am 101.

vétlimi, m, skjold, pul IV r l (v. 1. vætt-; af vétt- til vega 'løfte'?) Jfr Falk, Waff 138 (vil skrive -limi).

vétt, /, vægt, þú sýnir rétta v. Likn 36.

vétta, (-ta, -tt), vænte, v. sjaldan (rim: vétt- : rétt-'j, nære sjælden nogen for-væntning(P), porm 2, 10. Ordet kan ikke

være identisk med vætta og betydn. er ikke sikker; sammenhængen er heller ikke helt klar.

véttr, vétr, f, (-ar, -ir; yngre form vættr; uregelmæssig gen. pi. vétna, yngre vetna), 1) væsen, om valkyrjer, vas sú ein v. HHj 27, om kvinder, vgn sé sú v. Gudr I 23, grm v., om Brynhild, Gudr I 22, grg v., om en spåkvinde, Korm Lv 54, vitta v. Yt 21, om en mare, Yt 3; — om overnaturlige væsner, rammar v-ir pKolb Lv 9, hollar v-ir Oddrgr 9, illar v-ir Gdp 17, villiz v-ir Bós 3, es v. engi vildi týja Helr 7 (FJs udg), rog v., om Loke, Lok 57. 59 o. s. v.; i sammensætninger bliver véttr til vitr, jfr al-, folk-, hjalm-, sår-. — Jfr óvættr. — 2) som nægtende ord, 'intet væsen', intet, kømsk þá v. Fj 16, hyggsk v. hvatr fyrir Lok 15, át, svaf v. Freyja pry 26. 28, ek vætr hgnum vinna máttak o. s. v. Vol 41, ef vissim vit v. til hennar Grott 10, forðumk v. Korm Lv 62, firðisk v. Hfr 3, 11, ljúga v. Halli, hyggja v. á vægðir GOdds 6; — med gen., v. uggs Am 5, 17, hugðu v. véla Am 5, hjóna v. síðan Am 96, v. myndi manna Hárb 23, v. es pat manna Fj 42. — vétna. vetna (yngre vitna), kun i sammensætninger som hvar-, hvat-, hver-.

véttrim, f, en del af sværdet (egl skulde ordet betyde 'tynd stang, rim, til at løfte med', at v. dog har været nær ved odden ses af Korm. saga s. 21, hvor læsemåden oddinn utvivlsom er rigtig), pul IV l 11, sumar (rúnar) á v-um Sigrdr 6, v-ar naðr, sværd, ESk 6, 47 (v. 1. vet-pryma for véttrima, gen. pi.), v-a tungur umðu Bhrepp 8. Om ordet se Falk, Waff 28 f.

Véuðr, m, Tor, pul IV d; mulige er denne form kun en afændring af det følgende.

Véurr, m, Tor, V. heitir så Hym 11, jfr 17. 21; som appellativum, Miðgarðs v., Tor, Vsp 56; her synes ordet" at være brugt i betydn. 'hersker' eller 'beskytter'. Jfr Harð-.

Véþormr, m, ukendt person (10. årh.), vinr V-s, om Arinbjörn, Arbj 19.

1. viS, viðr, præp., adv. (den længste form bruges især som adv., dog synes den også at forekomme som stærkt betonet præp., f. eks. Tindr Lv 1, Am 2, 15), betegner altid et nöje forhold, forbindelse, mellem to personer eller genstande, enten positivt eller negativt (venligt eller fjendtligt), A) med acc, 1) ved, i nærheden af (lokalt), v. våg Yt 29, viðr Helganes Am 2, 15, v. sker Sóta Sigv 1, 1, v. þrom (jarðar) ESk 6, 31, Hyndl 35, v. eld Håvm 83, v. funa Fáfn 27. 32, v. landit Hárb 7, v. bakka Hhund II 5. 6, v. lifandi brunna LU 25; reiða v. meið Hál 6, snara segl v. húna Jóms 33, snúa (vefnistingum) upp v. tré Hhund I 26, slong upp v. rg Hhund I 33, bera segl v. rg Sigv 10, 8, risa upp v. beð Sigsk 25 (i alle disse eksempler er tanken vel