verl

608

vesa

verliðar, m. pi, mennesker, egl 'de som tilhører vera lið', förste led er ver- i verr (verar), det hele — menskir menn (jfr verþjóð og ásliöar), vinr v-a, Tor, Hym 11. B. M. Olsens opfattelse (Festskr til Wimmer s. 151) er anderledes.

verma, (-ða, -ðr), varme, ek v-i kalt Sn E II 200.

Vermaland, n, Vårmland, Sturl 6, 4.

Vermar, m. pi, beboerne af Vårmland, Ólhv 1; V-a byggð Sturl 4, 9.

Vermundr, m, V. den mjave, isl. höv-ding (10. årh.), pmåhl 3. 12.

vernd, /, beskyttelse, v-ar skaut LU 86.

vernda, (-aða, -aðr), beskytte, v. sinn klerk Mv III 19.

verndarlauss, adj, uden beskyttelse, Mey 25.

verndarvanr, adj, blottet for beskyttelse, uden forsvar, Fj 2.

verpa, (varp, orpinn), 1) kaste, v. lauki i log Sigrdr 8, íótum, hondum sér þú orpit í eld Hamð 24, v. ábrQndum, kaste, o: uddele, Hfl 16, v. augum upp (á himin) Hárb 19, Rdr 20, upp ek þér verp Lok 59, á himin v. halsa skautum Bdr 12, v. grjóti at e-m, kaste sten for at danne en gravhöj over en, TorfE 2, v. haug Nkt 10, orpinn haugi (v. 1.) Yt 36, orpinn sandi, overøst, tildækket, med, Sól 49; v. steini of afl, kaste en sten, der overstiger ens kræfter, foretage sig noget man ikke kan magte, pham 1, 1, v. (sverði) eptir e-m Sigsk 22, v. soðli af mari Ski 40, v. brynju,smide brynjen, Am 3, 10, v. vatni á e-n, overøse en med. vand, døbe, tiávm 158, naðr verpr hala, kaster sin hale, udstrækker den, HHj 9, v. hundum, o: under jagten, Rp 35, v. húnum (s. d.) Harkv 16 (jfr herom Arkiv XXI, 175 f; XXIV, 199 f); — v. á glæ, mar, kaste i søen, om et frugtesløst arbejde, noget der gores uden nytte, Mberf 5, Hl 67, v. á máskeið, d. s., Arbj 24,- — upersonl., grjóti verpr of sæ pjóð 4, 2, verpr vígroða of vikinga Hhund II 19, lauðri varp (v. 1. til dreif) á lypting Am 2, 10, oldum varp innanborðs Sturl 3, 15, vági verpr inn of prQrn Arm 4, víði verpr inn of prejm Refr 4, 4, orpit es grjóti fyr hofn, den er bleven stænget, utilgængelig, Úlhelg 7, sem ismql (dat.) yrpi Úlhv 2, 11; sorg varp á mey Valg 3; verpr lind (dat.), skjoldet bevæges stærkt, Ht 9; — orpinn i bgru (dat.), begravet i bølgen (dog ikke sunken), Frp /7.-2) bevæge stærkt, med et kast, (uden at kaste det bort), v. skjaldi porm 2, 1, v. broddfleti Hfl 18, sól varp sunnan hendi Vsp 5. — 3) om uegenlig (åndelig) bevægelse, v. orðum á e-n, tiltale en, Vafpr 7, urpusk á orðum Am 42; v. ondu, sukke, Sigsk 29, Bjhit 2, 5; v. fjorvi, udånde, Sigsk 29; v. reiði á e-n Jgkull 2. — 4) lægge (æg), abs, v. tysvar Sturl 4, 4. — 5) rende (en væv), varp Öþjóðans móðir Qrv II, vitt es orpit, en vid (vidt

omfattende) væv er dannet ved rendegarn, Darr 1, sjá es orpinn vefr ýta pijrmum Darr 2.

1.   verr, m, 1) mand, es vgrð né v. Gudr III 3, v. enn víðfrægi, om Erpr Hamð 28; særlig i pi, v-ar, mænd, vig-djarfir v-ar Harkv 20, fyr v-um skilja Hfl 16, vápndauðir v-ar Gri 8, Sigrdr 33, vis-astr v-a, her om guderne, Vafpr 55, pas vQgu v-ar Lok 46, sleit vargr v-a Vsp 39, deila vig með v-um Lok 22; — synes engang (og sent) brugt som led i en kenning, hodda v. Heil 3. — 2) ægte-mand, v. enn átti Gudr 1 6, v. annarrar Sigsk 41, Helr 1, of v-i þínum Gudr II 8, vask primr v-um vegin at húsi Ghv 10, vgr ok grom at v-i, overfor sin ægtemand (eller mand overhovedet), Lok 54, og således oftere i Eddadigtene, lirla v-i Hhard 9, láta sinn ver deyja GSúrs 9, v. spákonu Korm Lv 53, kjósa sér at ver Korm Lv 19, jfr 60, v-ar né óru pekkir (konu) Harkv 2, en v-ar þeira bræði Harkv 13, Signýjar v. Yt 10, Sifjar v., Tor, pry 24, Hym 3. 15. 34, Grett 1, 7; — elsker, v. pinn, om Óttar, Hyndl 6, jfr 7 (hvor det dog bruges om en ægtemand), — v. ylgjar, ulv, Sigv 12, 27; eigut þær varðir v-a, om angelikaerne, i gåden Heiðr 10. — Jfr frum-.

2.  verr, m, sværd, pul IV l 4.

3.  Verr, m, jættenavn, pul IV f 1.

vers (udtalt vess), n, vers, bibelord, især om Gabriels ord til jomfru Maria: Ave Maria, heilagt v. Gd(5 8, hennar v. LU 99. — v. pdr 4 er uden tvivl urigtigt for unz. — jfr gunn-.

versna, (-aða, -aðr), blive værre, forværres, v- ar allr vinskapr Hávm 51, v-i veðrátta Bós 3.

versókr, m, 'hav-ild', guld, veitir v-a, gavmild mand, Bjhit 2, 13.

versæl, adj. fem, lykkelig med hensyn til sin ægtemand, om Gudrun (med henblik på Sigurd) Sigsk 56.

verulfr, m, sværd, pul IV l 4, men urigtigt for verr ulfr som to navne. Jfr Falk, Waff 63.

Vervaða, f, elvenavn (egl 'gennemvadet af mænd'?, o: en af Nåstrands elve?), pul IV v 5.

1.   verþjóð, /, menneske-folket, menneskene, fara v. yfir Lok 24, vefr v-ar Darr 1.

2.  verþjóð, /, 'hav-folk', oversættelse af det lat. submarini, Merl I 12. 23.

vergld, /, 1) 'menneske-tid, -alder', slægtled og dette tidsrum, séa vitt of v. hverja Vsp 29. — 2) verden, Mark 1, 2. 31, ESk 6, 56, Kristr reisti alla v. Skapti, v-ar blíða Gd 50, v. steypisk Vsp 45. — Jfr hnegg-.

vesa, yngre vera (vas-var; vórum-órum, verit; om verbets enkelte former kan henvises til Skjspr. 92—94; til de der anførte former kan tilføjes var-a med r Has 14; óru-(t) Harkv 2, Hfl 11, Sigv 2, 1), bruges dels selvstændigt, dels