velj

604

venj

29, jfr HHj 42, v. e-m olkrásir Akv 35, v. e-m vin Rst 13, v. gjafar GSvert 9, v. gjold Eg Lv 35, v. e-m heiti Nj 14, v. vikingum hlut Rst 8, skatt velk hgnum harðan TorfE 2. — Part. aet., v-jandi, v. valjarðar, udsøger, kårer af, anviser af, Eyv Lv 11, veljendr víga skýs, givere(?) af, ESk 6, 68; — part. pass., valiðr, udsøgt, valið efni Arbj 15, v. at dyggðum Gd 26, valdar stéttir Gd 22 (her kan dog valdar også betyde ligefrem 'de valgte'), v. herr hglða Heilv 5.

vell, n, (mest i pi), guld, greiðir v-s (v. 1. valds) EGils 2, 2, fegri v-um Likn 7, v. at æxla Merl I 52, v-um grimmr ESk 6, 70, gefa v. Ht 98, gleðja v-um Ht 46, varpa v-um á mar Ht 67 67, v-a deilir, gavmild mand, Nkt 78.

1.  vella, /, elv (egl 'den opvældende'), pul IV v 4.

2.  vella, (vall, ollinn), 1) koge, syde (intrans.), hvé hverr v-i Guðr III 9, v-andi hverr, ketill Håvm 85, Guðr III 6, bik v-anda Mey 39, móttug g mun v., vil være kogende hed, Merl II 89. — 2) vælde op eller frem, stramme rigeligt, vápnrost mun v. Anon (XIII) B 44.

3.  vella, (-da, -dr), koge (transitivt), v. hval pórh 2, veldu vif Mey 48.

vellauðigr, adj, hovedrig (af vell, guld?), v. landvorðr Kortn Lv 35. — Jfr Aarbb 1889 s. 71 f.

vellbjóðr, m, 'guld-byder, -giver', gavmild mand, Rst 2.

vellbrjótr, m, 'guldbryder', gavmild mand, Hl 25 b, Ht 16.

vellbroti, m, s. s. foreg., pjóð 4, 1, Hl 8 b, Ht 46.

velleiz, Skúli 1, 1 (med flere v. II.) er stærkt forvansket.

vellmeiðir, m, 'guld-bryder', gavmild mand, PI 34.

vellmildr, adj, gavmild, pham 1, 4.

vellskati, m, gavmild mand, tv 45, Merl II 1.

vellsnauðr, adj, fattig på guld, Gyd 7 (ved gisning).

vellstærir, m, 'guld-forøger', rig mand, Svtjág.

vellvgnuðr, m, 'guld-forminsker'', gavmild mand, Arbj 24.

velskúfaðr, adj, med smukke kvaster (skúfr =z kvast), v-uö víí Rv 15.

velspár, adj, dygtig spående, dygtig til at spå, volu v-áa Vsp 22.

1.  veltaj (valt, oltinn), rulle, á alla vega v-i baugar Herv V, 13, láta marga v., falde om, Gráf 6; (sær) veltr ESk 13, 11, i v-anda vatni, om Rinen, Akv 27, hlaupáar oltnar of gaupu ver pdr 5.

2.  velta, (-ta, -tr), vælte (trans.), lade rulle, v. feigum hausi, lade falde rullende til jorden, Ht 65; v-um grjóti of garð ris&Grott 12, v-az víða lands, flakke om, LU 19.

veltiflug, n, 'væltende stejlhed' (jfr hengiflug), v. steina, kaldes vistnok 'elven selv der falder i en stejl klippekløft';

det hele bliver 'kløften med den nedstyrtende ström', Grettis 44.

veltiligr, adj, væltende, rullende, v-ir dagar, dagene som ruller, går, LU 10.

veltir, m, 'som lader rulle, falde', v. valgaltar, som lader hjælmen (med hovedet) falde, kriger, pTref 1, v. þjófs, tyves afstraffer, fyrste, Sigv 11, 13.

veltireið, /, 'rullende vogn', víðis v., skib, Hfr 3, 7.

veltis toð, /, 'bevægende støtte', v. straum-tungls mjúkstalls, 'armens bevægende støtte', kvinde, Steinarr.

Venðr se Vinðr.

venda, (-da, - dr), 1) vende, dreje, v. augum umb, rulle med öjnene, Máni 3, v. e-m i vatn, lægge en i vand, Heil 5. — 2) intrans., vende sig, v. (hds renda) til sættar Has 34, v. aptr af venju rang-inda Gd 39.

Vendill, m, stednavn (i SverrigP), á Vendli Yt 19. Jfr Arkiv XXI, 71 f.

vendils, Frp II 5 er urigtig læsemåde for ymis.

Venedócía, f, Merl II 53..

vengbróð se vegnbróð.

/. vengi, n, hovedpude (af vangi), vatt v. fyr vif s knéum Guår I 13.

2.  vengi, n, land (egl. slette, af vangr), v-is dreyri, elv, dens blakkr, skib, Ótt 2, 3; vallbaugs (slangens) v., guld, Bkrepp 3, grafpvengs v., d. s., Gyd 4, vallar hringa v., d. s., Ód 12. — Jfr hryn-, linn-, orm-, snák-, svan-.

3.   vengi, n, forhøjning i skibets bagstavn (=z lypting), pul IV z 8, v-is hjgrtr, skib, Hharð 4. Jfr Falk, Seew., 10, der skriver ordet vængi. Hallagers Norske ordsaml. har under "Løfting" "løs veng eller kahyt".

1.  venja, /, vane, sædvane, hgnd bregðr á v-u Ht 26, jfr Nj 24, hond trauö af v-ju, uvillig til at forlade hvad den sædvanlig beskæftiger sig med, Has 42; ill v. SnE II 234, v. ranginda Gd 39. — Jfr 6-.

2.  venja, (vanða, vaniðr), vænne, med dativ (kona) vensk ókynni, vænner sig til, Eg Lv 14, láta her vanðan mála, vænnet til (at modtage) sold, Sigv 5, 8, v. sik gjgfli, vænne sig til, beflitte sig på, Gunnl Sig 1, v. sik synðum ESk 6, 20, v. lið (acc.) dýrð, lære at kende, Mark 1, 10, þú hefr vanðan þik prek Ott 2, 3, v. styrjokla benlegi, vænne sværdene til blod, Ht 60, v. snekkjur uti, vænne dem til at være, Am 7, 2, v. e-n leika, til at lege, Sveinn 4, andi guðs vanðisk læra hann Gd 13, vineik vanðisk tali minu, vænnede sig til, havde mange samtaler med mig, Rv 19, så es vanðisk morði, vænnede sig til drab, kampe, deltog ofte i, ESk 8, 2, láta e-n venjask benjum, modtage mange sår, Eg Lv 21, soðuldýr vanið vási Guðr II 4, þjóðir vgnöusk vápnhljóði Okik 1, 1, hrafnar vonðusk valtafni sst som v. L, tqí spannar vensk gotnum, bliver ofte givet til, Ht 44, vensk skarði gron svaröar, bliver ofte klippet,