vegs

602

veit

vegskorða, /, kun i varrskíðs funa v., — varrskíðs veg-funa skorða, sø-ildens, guldets, bær er ske, kvinde, Korm Lv 23.

vegskrin Likn 48 er vist fejl for veðr-skrín.

vegskrýðandi se viggskrýðandi.

vegsmaðr, m, mand som besidder hæder, anset mand, GSvert 8.

vegsmunir, m. pi, hæder, (jfr vegs hlutr), cexla v-i Merl I 52.

vegssæll, (— vegsæll), adj, rig på hæder, pris, om gud, Likn 7 {adskilt ved tmesis).

vegstórr, adj, stor ved sin hæder, anseelse, Sturl 4, 16. 5, 18; nedsættende, stolt, overmodig, HolmgB 13.

vegstýrir, m, 'hæder-styrer', gud, móðir v-is, jomfru Maria, Has 59.

Vegsvinn, f, elv (egl 'vej-klog'), Gri 28, pul IV v 5.

vegsætr, n, 'hæder-sæde', kongestol, gætir v-ra, konge, Sturl 5, 6 (v. 1. norð-).

Vegtamr, m, 'Vejvant', Odin, Bdr 6. 13.

vegtaug, /, 'vej-snor', v-ar jótr ₌ taugar vegjótr (s. d.), snorens (fiskesnorens) vej-(kind)tand, søens tand, klippe (jfr þrjótr), pdr 18.

vegþverrir, m, 'hæder-forringer', v. varra hjalts Nonnu, som forringer jættekvindens hæcier, Tor (der slår hende ihjæl), pdr 5.

vei, interj, ve, v. verði þér Bós 8.

veiða, (-dda, -ddr), fange (dyr, fisk), sás á fjalli fiska v-ir Vsp 59, v. í borgum Merl II 55; ætlask virðar v. Gizur Anon (XIII) B 43.

veiðarfœri, n. pi, fangstmidler, fiskesnore, EVald 1.

veiðifgng, n. pi, fangst (ved fiskeri), Pét 17.

veiðimatr, m, mad, erhværvet ved fiskeri, fisk, (jfr fiskmeti), Hym 16.

veiðiviti, m, kun i v-jar vals, de som besøger valen for der at få fangst (føde, hvis ordet er rigtigt), ravne, Ragnsþ.

1. veiðr Haustl 11 er enten fejl for vreiðr 'vred' eller navn på Tor (af véiðr?, jfr véuðr, véurr).

2.veiðr, /, fangst, jagt, koma heim af v-um Vol 4. 8, nema v-ar, fange dyr, Hym 1; — fiskeri, heim af v-um Hym 10.

veifa, (-öa, -t), svinge, v. vængjum Hæng VII 2, v. Mjgllni framm Hym 36, v. rœði veðrs annars til, svinge, bevæge, åren i modsat retning, ro tilbage, Hym 25, v. lausum (hala), føle sig fri, Sturl 8, 2; v. frœðum of her, svinge sine vers henover, ringeagtende udtryk, pstf 2, 3; v. vilmglum, udtale lutter ord, man ønsker at høre, urigtig v. L, Hsv 112.

veifan, /, svingen, v-ar orð, ord, rygte, der udbredes uden fast grundlag, upålideligt rygte, Hfr 3, 24.

1. Veig, /, ø (i det nordligste Norge), Vegenø, pul III 3, frá V-u pKolb 3, 6. Nom. Veiga er uhjemlet.

2. veig, /, stærk drik, bera v-ar Akv 35, drekka v., om øllet, Eg Lv 3, val v-a Ht 25, dýrar v-ar Hyndl 50, Hhund II 46; øllets navn hos Vanerne, Alv 34, skirar v-ar, om mjod, Bdr 7, om Heidruns mælk, Gri 25, v. Heiðreks hallar Herv V 7. — I kenninger, for skjaldedrik, skjaldskab: v. Váfaðar Eskál Lv 1, v. Fjglnis Korm Lv 53, v-ar rógs ræsis Eg Lv 15, v. Fals Refr 2, 3, v-ar Dvalins Isldr 1, bjargs SkJQldunga v. (ved rettelse af veðr) G Surs 14, — for blod: v. hrafna Hl 37 b. Jfr bjór-, minnis-; hor-, Alm-, Bgð-, Goll-, Ráð-; disse sidste er grundlaget for den falske lære, at v. kunde være en kvinde-(halv)kenning, pul IV yy 2.

veigarr, m, sværd, pul IV l 4 (metrum kræver lang vokal). Jfr Falk, Waff 63.

Veigr, m, dværg, Vsp 12.

veikr, veykr, adj, svag, kraftesløs, enn v-i lókr Arm 4, v. likami Heilv 14.

veillyndr, adj, vægelsindet, ilt es v-um at vera Hsv 127.

1.  veita, /, vandløb, vandrende, især af mudret art, vigja margar v-ur EGils 2, 8, men ordet er her uden tvivl fejl for veitir (læs også marga).

2.  veita, (-tta, -ttr), yde, give, v. e-m e-t Mark 1, 7. 30, ESk 6, 6, Ht 28, v. gagn Arbj 24, v. e-m lið, fulting Grott 14, Hamð 13, jfr Hárb 33, Korm Lv 61, og absolut (med underforstået lið), porm 1, 13, Sturl 2, 2, hvat megi fótr fceti v. Hamð 13, skylt es at v. svát Hyndl 9; v. ollum (auð) Rþ 38, v. bjór (Haddingja vals hróka), beværte med, Hal 11, og absolut, Sturl 4, 30; v. andsvgr Brot 7, Sigsk 17, v. bæn LU 18, v. e-m gjafar ESk 6, 64, v. blindum augu, gengive en synet, LU 46, v. eir e-m, skaffe en fred, Eg Lv 32, veitt er Hf LU 22; absolut veittu at, giv at, LU 83; v. af ganga, tillade at noget ikke betales, Sigv 13, 4; v. lífi bjartan stað, om evigt liv i himlen, Od 28; v. hljóð Háv 2, v. þggn Isldr 2; v. geig GStirs 8, v. dauða pBrún 4, v. fjorspell ESk 9, 2, láta helfarar veröa v-ar Jorns 34; v. sókn BjH 5; — eigi er veitt at, det er ikke givet, sikkert, Gdf) 44; — v. dýrðir, vise sin herlighed(skraft), EGils 2, 9. — Part. v-andi, giver, v. jarðar umgirðis eisu Nj 16, v-andi baugs Katr 11, v. góins leita SnE II 198, v. auönu, gud, SnE II 234. -Jfr varð-.

3.  veita, (-tta. -ttr), føre, lede, vand (i en rende, eller ind over noget), v. vatni Merl II 13, v. kenningar ór hugar ranni Likn 7.

veiti-NjgrSr, m, 'givende Njord', víðeims v., gavmild mand, Nj (XII) 10.

veitinn, adj, som gærne giver, gavmild, mjúklgtum var monnum v. Gdj} 16. Jfr veitull. — Jfr marg-.

veitir, m, giver, i kenninger for gavmild mand, fyrste: v. baugs EGils 2, 8, v. vella Hard 16, v. <5ss gneista Sigv 12, 2, v. versóka Bjhit 2, 13, v. bóru dags G Surs 12, v. Vimrar elda Qrv IX 59; v.