val

588

vald

valaraalmr, m, egl 'vælsk malm', fremmed guld (vala egl gen. af Valir, men ordene er åbenbart smæltede sammen til et hele, i al fald på det sidste sted), peir hafa veðjat v-i Hyndl 9, mér gaf Vikarr v-m Gautr II 17; der er næppe grund til at skrive våla, ti våla- svarer metrisk til hlaðinn Hyndl 10 og til jgtun-Gautr II 24.

valaript, n, egl 'vælsk toj, dug', fremmed to/, tæppe, v. vel fáð Sigsk 66.

Valaskjglf, f, Odins hal, Gri 6; af vala, gen. pi. af valr, 'de faldne mænds' (ved gen. pi. sigtes her til de mange kampe) og skjglf, hal; ordet er ganske identisk med Valhgll. Anderledes MOlsen, Ætte-gård 274 f.

valbassi, m, galt, pul IV dd.

valbaugr, m, egl 'vælsk ring', fremmed ring, í veltanda vatni lýsask v-ar, om Niblungeskatten, Akv 27.

valbjórr, m, 'faldne mænds væske', blod, få vitni v-r Ht 11.

Valbjorg, n. pi, sagnlokalitet, Guör II 33.

Valbjgrn, m, sagnperson, Qrv IV f) 3.

valblóð, n, blod af faldne, ligblod, Ghv 4, Krm 2.

valbrandr, m, 'val-, de faldnes, -brand', v-s sund — val-sunds brandr, blodets ild, sværd, dets land, skjold, hvis Njorðr, kriger, Sindr 6. — Som mandsnavn, V-s synir Háv 12. 13.

valbraut, /, 'falke-sti', arm, v-ar Gunnr, kvinde, EGils 1, 22.

valbreki, m, 'val-, de faldnes, -bølge', blod, fljót v-a, blod-stróm, Merl II 70.

valbrik, /, 'val-, de faldnes, -bræt', skjold, Yggr v-ar, kriger, Hildr.

valbroddr, m, 'val-, de faldnes, -brod', Ht 79, men falbroddr er her den rigtige læsemåde.

valbróð, /, 'bytte, føde, der består i en fældet, dræbt', manna v-ir, føde af dræbte personer, Akv 36.

valbygg, n, toradet byg (egl 'vælsk, fremmed, byg' Gron, Kostholdet 36), pul IV ddd 2, v. mala Hhund II 3; v. Yggjar, synes at være kenning for 'de faldne', men her kan Yggjar valr være 'ravn', og dens bygg — de faldne. (Anderl. Falk, Ark XXXIX, 63), pjóðA 3, 32.

valbgst, /, synes at være den rigtige form (og ikke f. eks. -bgstr, m), pul IV l 11, hvor det findes blandt 'sværdets dele' (v. 1. -bust, -bast); sikkert betyder ordet dette, d. v. s. en del af sværdet, men hvilken denne er, er gansk usikkert (SE mente, at det mulig var ryggen på et enægget sværd, men det er det næppe; på grund af forleddet val- skulde man tro, at det var et sted nær ved spidsen), á v-u verpr naðr hala, en slange ringler halen på v. (dativ), HHj 9, (run-ar) á v-um (mærk brugen af pi), Sigrdr 6; i kenninger, v-ar rgðull, sværd, ESk 6, 43, v-a (pi) eldr, sværd, Eg Lv 40, v-a

Rin, blod, ESk 7, 6. Et forsøg på forklaring af ordet findes Falk, Waff 30 f.

vald, n, magt, herredomme, rådighed, eiga mikils v. Hårb 25, eiga v. foldar Ht 12, Hfr Lv 9, v. Vioris Hfr Lv 7, tamr v-i e-s Refr 2, 3, sæmd og v. Lil 26, heiðr og v. Lil 17, v. og ástír Lil 13, jfr halvverset SnE II 240 (par er órnælt v.

0.  s. v.), i sinu v-i Lil 6, af pinu v-i, på grund af din magt, Starl 3, 4, kyrrleiks v., magten til at holde noget roligt, Lil

1,  v. myrkra Gd 49, auka v. Starl 3, 20, hglf eru vgld und Kalfi Kolgr, er v-it beiddi, som magten, o: dens ihændehaver, krævede, Lil 61, leggja á v. e-s, overlade noget til ens afgörelse, Sól 20, e-t próask með v-i, med den vundne magt (embede), Gd 29, halda v., beholde sin magt (embede), Gd 54, halda v-i Gd 51; — magtområde, rige, breitt v. Hg-konar Tindr 1, 10, páva v. Sturl 3, 1; — vgld, skyld, kenna e-m vgld e-s, beskylde en for noget, Hsv 39. — jfr ein-, stor-.

valda, (veld, olla, valdit), 1) have magt, rådighed, med dativ, v. véum Gri 13; v. gllu Mark 3, 1, mátt sjalfr v., du kan selv råde, bestemme, Am 60, einn þú pví ollir, du magtede det hele alene, Am 83, rik skgp v. Rorm Lv 40, ef ek må v., hvis jeg skal råde, porm 2, 18, skald bior at goð v-i Sjórs 3, pKolb Lv 9, v-i goð hvar skalk slita aldri Hfr Lv 28, god må v. hvárr o. s. v. pfagr 2, v-andi guð Mv III

1,  v-andi láðs lýbrautar, guldets besidder, puríðr, hers v-andi Ht 49, få i sin magt, v. hgppum Rst 10, v. gagni Sigv 12, 6. — 2) have den af gårende myndighed med hensyn til nogets ikrafttræden, forårsage, afstedkomme, volde, med dativ, Hhund II 26, Grip 51, Fåfn 25 o. s. v., Haustl 3. 17, BjH 6, Hfr 3, 27, Gunnl Lv 12, Mhkv 10, v. hvgru Eyv Lv 14, v. morði Ólhelg 9, tsldr 4, Gráf 9, v. sókn Ótt 3, 6, v. styr Hl 28 a, v. vígi GSúrs 16, Bbreiðv

2,  v. bana pKolb 3, 12, v. aldrspelli Rst

5,  v. aldrlagi GSúrs 30, v. dauða pmáhl 12, v. gný Anon (X) I B 8, v. starfi Sigv 1, 7, v. upphgfum Sigv 1, 4, v. rógi Isldr 19, v. sgkum Has 17, v. bglvi Rorm Lv 48, v. Venða sorg Am 2° 11, v. fundi Sigv 2, 3, hlut veld ek minum, jeg har min part i skylden, Am 84; vigs v-andi Qrv IX 1, jfr halda upp pvi es v., bære (lide straf for) hvad de forskylder, PJódA 3, 24; v. e-u, med følgende es-sætning, ærskan veldr pvi es Mberf

6,  vér vgldum pvi es Hák 12; HHj 26; uden dativ, St 2, Hhund II 45, Lok 47; med at, hon olli pvi at Sigv 9, 2, absolut, trautt kallak pann v. er varar, bære skylden, Mhkv 19, eða v. aðrir Am 12; Guðr II 28. — 3) med dal. pers,, volde en (noget), hitt veldr (mér), det er grunden til, at jeg o. s. v., porm 2, 24, veldr elli mér HolmgB 12, hvat kveða v. vifi, noget går der af, Hfr Lv 18, med dobbelt dativ, v. e-m dauða Hhund I 55. —