586

vad

en må forlade sit land, stokkinn í u. PI 27; Qdp 24, Od 50.

útleiða, (-dda, -ddr), føre ud, ú-dd sgl, sjæl der har forladt legemet, o: gnd, Gát 2.

útlendr, ad], udenlandsk, fremmed, u-t sáð Merl. 11 40, ú-ir fuglar Merl II 86, brigð orð ú-ra Hsv 47.

útlimir, m. pi, 'udiemmer', arme og ben, EGils 1, 20.

úílægja, (-öa, -ðr), göre fredløs, jage ud af landet, ú. vini ok frændr Gd 44, jfr 49.

útlægr, ad], fredløs, gera e-n ú-an Hard 14.

utries, n, langt ud stikkende næs, næsodde, Qrv IX 31. Jfr útskagi.

útnorðr, 'ud-nord', nordvest (fra vest-norsk standpunkt), ú. í haf Styrb.

utnyrSingr, m, nordvestvind, Máni 1.

útrgst, /, 'ud-vej', den længst ude liggende del (af landet), kyststrækning, ú. Belja dolgs (hvis disse ord hører sammen) må betegne Norges nordvestkystland, der må antages at have tilhørt

Denne lyd var oprindelig bilabial, men blev vist allerede omkr. 1200, hvad den nu er på Island, labiodental. Mellem vokaler er f falden sammen med v, jfr hyppige skrivemåder i de ældste håndskrifter som hava. Yderst sjælden findes v dog rimet på et sådant f, /. eks. Svívor : lífi; hvis dette er et fuldt rim, hvad det næppe er, er sammenfaldet meget gammelt. Foran 1 er v. altid bortfaldet, og foran r som oftest; det findes i vrongu (Egill) og Vroskva (Eilifr) og i de bekendte konstante forbindelser i Eddadigte, særlig i ordet vreiðr (vreiði én gang) og vreka; det må betegnes som meget tvivlsomt, hvorvidt det er berettiget at indsætte v /. eks. i begyndelsen af Trymskvadet eller andre steder, hvor det ikke ligefrem kræves. Forst i 14. årh. findes v (analogt) foran o. u (y) — vorðinn, vurðum (vyrði).

vað, n, vad, vadested, Vimrar v., dets víðgymnir (s. d.), Tor, Húsdr 6. — Som ønavn (eller skal der læses vóð?) pul III 3.

vaða, (óð, vaðinn), gå, vade, styrte af sted, 1) vade, i elv, over ström, v. strauma Vsp 39, jfr Gri 21. 29, SnE I 286, v. Sæmorti HH] 5, v. Vaðgelmi Reg 4; óðu

Frey, stået under hans beskyttelse, Hál 5.

útskagi, m, — útnes, Darr 7.

útsker, n, de(t) fjærneste skær udenfor kysten, ú. verða af bgrumi þvegin Mhkv 6, ræna Ú. Frp II 3.

Út-Skotar, m. pi, de yderst (i nord) boende Skotter, Merl II 25.

Otsteinn, m, Utsten, 0 nord for Stavanger, Harkv 9, Sigv 7, 5, BjH 2, Hæng V 9, O-s sund ESk 13, 7.

utstrgnd, /, den mod havet liggende kyst (modsat 'fjord-kyster'), landa ú-ir Ht 79, Sturl 5, 2.

útver, n, 'ud-vær', fiskerplads på øer (modsat på landets kyst), fara opt í ú. Hæng V 7, ú-ja bjórr, udværenes land, havet, dets blik (jfr blikrýrir), guld, Sturl 5, 12; Meita Ú., havet, dets skíð, skib, Edáð 1.

útvé, n, langt ude liggende 've' (vi), bolig (jfr vé), flóðrifs ú., langt ude liggende klippebolig, flóörifs ú-s Danir, jætter (digteren forestiller sig disse boende ved havets kyster), pdr 12.

fast pdr 8; óðum mjgll Sigv 13, 13, v. leirur Rv 2, v. of, á vág Hårb 13. 47; om skibe, pars brimslóðir óðu Anon (X) II B 2, borð óðu pstf 1, 3, (skip) óð fjarðlinna fannir Mark 4, 1; færdes vadende, v. i vatni, leve i vand, Reg 2; hrafn óð í valblóði Krm 2, (ulfr) óð í blóði pRolb 3, 14, borð óðu í blóði B]H 2, benkneif óð í blóði Hfr 3, 17. - 2) fare, styrte af sted, om mænd, v. at vigi Reg 24, Am 92, v. i folk Harkv 20, Darr 4, óð með øxi framm Am 3, 10, konungr óð framm porm 2, 23, v. í blóörQst (acc.) Sigv 12, 8; v. fyr skjoldu Ingj 1, 1, vaðin i pyshgllu (dativ), farende frem og tilbage inde i tummelhallen, Akv 29; om faner, vé v. Darr 6, stong óð Sigv 12, 12, merki óð BjH 5, — om solen ved aftentide, v. i vé Skúli 2, — om bølgen, uðr veðr eisandi GrH] 1; — om spyd, séa flein í folki v. Hávm 150; — om gaver, der udstrøs, láta skiran malm v. Akv 39, vitar valstaöa v. at gjof Ht 86, jfr láta gollskálir v. með hgndutrf Akv 10; — om digt, lofun veðr framm Ht 69. — 3) part. vaðinn, berøvet, kraftesløs (jfr genginn), v. at vilja, berøvet sin lyst, Sigsk 57, Hamð 5 (står v. absolut i samme betydning i det fra Akv 29 anførte sted?).