unn
583
upp
pjóðA 1, 16; — u-ar steinn, hvorved der svores, Hhund II 31. — / kenninger, for blod: unda u. pmåhl 6, — for skib: u-ar hestr Eg Lv 8, Gunnl Lv 5, u-ar eykr Sigv 4, u-ar vigg ODropl 5, u-ar hreinn tsldr 15, u-a gyllir Ht 19, u-ar meiðr Sturl 3, 12, u-ar skíð (jfr skíðrennandi) ESk 6, 41, — for guld: u-ar blik ESk 6, 33, u-ar fasti Sturl 3, 14, u-ar hyrr Isldr 23, u-ar dagr Hfr Lv 20, u-ar eldr (jfr eldspong) Morg.
unnroðull, m, 'bølge-sol', guld, æski-prór u-la, mand, Has 64.
unnskíð, n, 'bølge-ski', skib, ýtir u-a, søfarer, Rv 3; som v. 1. til undskíð Háv 1.
uiiiisól, /, 'bølge-sol', guld (skr. und-, men rimet er unn : runn-), u-ar runnar HolmgB 13.
unnstóð, n, 'bølge-heste', skibe, u-s (ved rettelse for unnflóðs) ýtir, mand, EGils 1, 40.
unnsvin, n, 'bølge-svin', skib, Eyv Lv 13. Jfr Mélssner s. 116.
unnusia, /, elsket kvinde, Korm Lv 49, Vitn 11, Od 10. — Jfr Bugge, Arkiv II 225 f.
unn-Valr, m, 'bølge-hest', skib, u-s ýtir, søfarer, mand, Ragn V 4.
unnvigg, n, bølge-hest, skib, u-s Ullr, søfarer, pKolb 2, u-s (jrr Eskål Lv 3, u-s skipuðr Sturl 3, 3, u-s tneiðr Hókr 2, u-s runnr Nj 22, Rv 16, skreyta u. pjóðA
4, 9.
unz, konjunktion (= und es), indtil, med præs. indik. i futurisk betydning, u. vergld steypisk Vsp 45, u. sinn bíðr bana Hávm 15, u. pik aldr viðr Guör II 30, u. himinn rifnar Am 2, 1; med impf. ind. for at betegne en fremtid i fortiden, u. þríar kómu Vsp 8, u. fyr utan kom pry
5. 9, u. varð dauðr Isldr 6, — med præs. con], u. af méli enn mein komi, mulig vil indtræffe, Sigsk 44, u. verði veðr pjóð Lv 2, ~ med impf. con]., u. Her-gauts hendr of tæki, kunde tage, St 11. — U. findes i begyndelsen af vers Yt 36, Haustl 11, pdr 9, Sigsk 3. 51, Guðr II 3, Hym 30 (her hører pat, der følger efter u. til det følgende ástráð), dels som direkte fortsættelse af foregående vers, dels må man underforstå noget som 'og således gik det, forholdt det sig, indtil'
0. s. v. I u. alkunna Bdr 10. 12 er es uden tvivl udfaldet efter u. i udtalen (følgelig også i skrift).
upp, adv, op, opad, især med bevæ-gelsesverber, hvor en virkelig bevægelse betegnes, ganga u. ESk 6, 16, ganga u. á land Hhund I 50, stiga u. ESk 6, 5 (om Kristi himmelfart), hlaupa u., fare afsted, Harkv 17, rinna u., løbe op, Korm Lv 18, koma u. Vsp 59, hvorimod Fj 1 udtrykket bruges om, hvad der viser sig for synet, når man nærmer sig (egl 'komme over horisonten'), om solen, Bjark 1, risa u. Hávm 145, Bdr 2, Eirm
1, men 'opstå' (i kristelig betydning "op-
standelse"), u. riscjndum Lil 71, og 'opstå' = blive til, ESk 6, 6, standa u., rejse sig, Pry 22, men: være i live, Jorns 39, slyngva u. Hhund I 33, draga u. Gri 37, snúa u. við tré Hhund l 26, verpa u. Lok 59, vinda u. Hym 27, gjósa u. Jorns 19, eld sák brinna u., flamme i vejret, Hávm 70, hefja u. Hym 34, St 21, Lil 67, men begynde, Hák 2 (upp vas þá hildr of hafin), taka u. auð, tage op, bortføre, Grip 13, leggja u- þjórhluti Haust 5, nema u. (rúnar) Hávm 139; om tænkt bevægelse, lita u., se op, Hávm 129, lúka u. Fj 44 (fordi der lukkedes med noget, der skulde løftes), brjóta u. stokka, bryde dem op, Am 17; bera u., fremføre, fremsige, bera u. ættir Hyndl 11, bera u. sogukvæði Jóms 5, u. es mærð borin ESk 6, 9; segja u. lgg, fremsige lov, Hfr 3, 8; gefa u., overgive, Sturl 5, 7; leggja u. (o: skipum), sejle op ad (en elv), Krm 4, halda skeggi u., stå oprejst, Rv 32, stúpa u., falde således, at noget stikker op, Harkv 10, støkkva u., om et rygte, Yt 25; — især om vækst og opfostring, vaxa u. Rp 35, risa u., u. risandi Mdr 19, ala u. Oddrgr 14, Am 72, jfr u. at eins er ungunj vegar Mhkv 23; Mir u., opfyldt, Lil 48; — u. ok niðr (v. 1.) Lil 40, u. ór skýjum Lil 70. — u. á, treysta u. á e-t, stole på noget, EGils 2, 16.
uppganga, /, opgang, gåen op, entring, vinnu u-u Arn 3, 16, bjóða u-u Am 6, 12, ráða u-u pham 1, 5.
uppgangr, m, trivsel, held, få u-g Merl II 46; urigtig v. 1. til ofrgangr Styrr.
upphaf, n, ophav, begyndelse, fyrst at u-i ploft 3, 1, i u-i Lod I 5, áve Maria u. Mv III 21, u. tignar Gmlkan 1, 1, u. hróörs Ótt 1, 1, valda uphQfum, være ophavsmand, Sigv 1, 4; u-s orð Vitn 1, u-s stafir Pét 1.
upphefill, m, 'som hæver, løfter noget, lader noget komme op, frem', orða u., øllet, Heiðr 1.
uppheimr, m, 'verden deroppe, i det höje', jætternes navn på himlen, Alv 12.
upphiminn, m, himlen oppe, i det höje, brann u. Haustl 16; Vsp 3, Vafpr 20, pry 2, Oddrgr 17, på alle disse steder står u. som modsætning til jgrð.
uppi, adv, oppe, i det hoje, u. ok niðri Lil 1. 40, u. i himni Mark 1, 22, skolla við ský u. Vol 37, á tré u. váfa virgilná Hávm 157, glóa u., o: øverst på masten, Arn 2, 10; e-n dagar u., en overraskes af dagen, Alv 35, e-n fjarar u. Mhkv 19. — hafa u., egl. 'holde noget op, frem', bevare i erindringen, Vsp 16? Jorns 41, láta u., tage frem, give, Korm 1, 1, H hund I 12; (vesa) u., mindes, Am 2, 15, Grip 23. 41; tvivlsomt er hvad vesa u. betyder Hávm 17, u. es þá geð guma, enten 'da vil mandens sind vise sig' eller (og snarere) 'da er det forbi med mandens forstand' (jfr var þá u. hverr penn-ingr, sluppen op); verða u., komme frem, indtræffe, óskepna varð u. Arn 5, 20.