tgnn

577

uggl

hed), Vgl 17, gnista tennr, skære teender, LU 73, tæja, téa, tanna, vise tænder, o: ved at smile, og så 'smile' (af glæde), Korm Lv 32, HolmgB 9; t-a sår, sår ved tænderne, Mhkv 12, t-a hvarf, munden (eller mundhulheden bag tænderne), Ulfr Lv; tennr Hallinskíða, Heimdals tænder, guld (jfr Oolltanni), Graf 13; t. foldar, sten, GdfS 33, lagar t, d. s,, hvis teksten er rigtig (jfr vébraut), Gldr 2. — Jfr fen-, Hildi-, vig-, pref-.

topuðr, m, tilintetgörer, t. naðrbings, guldets øder, mand, Bkrepp 8. Jfr angr-, brik-, gráð-, hring-.

tgs se tý.

Totra, /, sagnperson, Gautr I 4.

totrar, m. pi, pjalter, hvat hafim heldr an t-a pstf 2, 1.

totrughypja, /, 'pjalte-klædt' (af hjúpr), Hhund I 43. — Egennavn, datter af Træl, Rp 13.

Xqg, f, rodtrævl, rod, pul IV kk 1, ef høggr t. undan (tekr tré at hniga) Am 73.

tól, /, svig, bedrag, list, (yngre er tål i sing som ntr), vasa t. Anon (XIII) B 16, af t. fjanda EGils 3, 2, t. es at mæla annat Steinn 1, 6, hafa t. teitimála, blive snydt for glade samtaler, Korm Lv 55, t-ar bål, hæftig sygdom (af åndelig art),

Den korte u-lyd veksler med o i ord som goll—gull, goð—guð; i skjaldepoesiens ældre tider (indtil omtrent 1100) er o-formerne som det synes eneherskende, medens u-formerne forst dukker op i den følgende tid; de må dog gå længere tilbage og være brugt jævnsides med de förste, da de ellers ikke vilde være bleven eneherskende (i løbet af det 13. årh.). En orknøsk form er vel muli; om sonr, sunr, se dette ord. Derimod, findes der kun u i ord som ulfr (olfr kun i mandsnavne). Det findes i part. perf. sukknir (: drukn Steinn), kumnum (: sutnr, næppe at læse somr, Hfr). Efter vokaler er u (i endelsen) i reglen ikke synkoperet i tiden för o. 1100; dog er synkopen begyndt i det 11. årh., jfr ófátn Am 3, 8. I afledningsendelsen -ung kan kun u (ikke o) konstateres.

uðr se unnr.

uf findes adskillige gange i cod. reg. (Eddadigte; 5 30. 8 28. 19 25 — 73 8. 82 26, som udfyldningspartikel på de forste, som præp. på de sidste steder),

EGils 1, 12; hyppig i pi, draga e-n á t-ar, svige en, Stefnir 1, tældr miklurn t-um Alv 35, verða at t-um, blive til svig (for en), anvende svig (mod en), Sól 20; settir með horðum t-um, om en sygdom, EGils 3, 9; — sløkkvir, eyðir t-a, from, ærlig, mand, om biskop Gudmund, EGils 2, 14; 1, 27; — t. Erlings, Erlings fald, (jfr tæla), Sigv 7, 8. — Jfr fJQrtól.

tgrughlýri, adj, med kinder våde af gråd, at telja t-a (fem.) Ghv 9.

tøgdrapa, f, et slags digt (navnets oprindelse er uklar; — tvitøg drapa?), ploft 2, 8.

tøgr, m, (skr. tigr, tegr, togr, tugr, jfr Bagge, Arkiv 11 252), tier, fullr t. Sigv 1, 10, fylla annan tøg Am 3, 18, halfan fmðja tøg Tindr 1, 4, prim t-um snekkjum tv 36, prim t-um vetrum Gdfi 61, priggja tega (hds tego) manna Gudr III 5, með þría t-u, sst, þræla þría t-u Am 95, þrír t-ir Am 54, fjórða t-ar manna HolmgB 9, fjórum t-um dogum Likn 24, fjórir t-ir drengja porm 1, 12, fjórir t-ir vetra VGl 9, fjórum færi (sverð) an fimm t-u HHj 8, sex t-ir pstf 1, 2, átta t-u (borga) pjóðA 3, 2, fimm hundruð dura ok umb fjórum t-um Gri 23. 24, gjalda hundruð þría t-u Anon (XII) B 5, jfr 6.

men der foreligger vel her kun en afskriverform, en mellemform mellem of og um.

ugga, (-ða, -at), 1) frygte, være angst (oftest for noget, der hunde væntes), med acc, kollumk u. Svía allítt pjóðA 4, 8, flestir uggðu foldvorð Mark 1, 32, u. ræsi Merl II 26, u. lið ív 36, u. Isungs bana Hhund I 20, u. hotvetna Håvm 48, u. ofrgang Styrr, u. dauða Korm Lv 35, u. eld pskakk 2, u. litit Hav 10, u. bana pKolb 3, 3, u. fgr e-sploft 2, 3, u. sér konungs reiði Sigv 1, 1; absolut, uggik enn Drv (XI) 11; med at-sætn., ugði hann at Éva stygðiz LU 18; u. við kvgmu e-s Bergb 7, uggik hvergi at hgggva HolmgB 4; med dativ, u. lifi, med hensyn til sit liv, Anon (XII) B 4. — 2) nære angst, o: tvivl, skalat u. pat TorfE 5, u. ótta seggja Mgóð 2.

Uggi. ni, mandsnavn, Ulfs fader (egl. tilnavn, 'finne'), U-a sonr pveil.

ugglauss, adj, uden angst, ek skyida þó aldri u. Has 46, LU 78; ntr u-t, uden frygt, Rst 6, hQggva u. pskakk 1.