tak

564

taum

t. i tjgrn EGils 2, 14, — med til, t. til gQrs, egl. strække hånden ud efter, tage til brug, Hák 17, láta jó t. til jarðar (o: munni), græsse, Ski 15; t. til vigs, begynde kampen, Hák 4, t. til morðs inærðar, begynde digtet om drabene, Vell 4, i. til orðs Leið 6; ~ medium, syá teksk til, således går det, falder det ud, QOdds 8, — med við, t. við, modtage, við því tókk, Arbj 8, jgrð tekr við flóði, við glðri Hávm 137, t. við hrímkálki Skí 37, Lok 53, t. við Grana, for at føre den på græs, Qrip 5, t. við svarra, modtage, overtage, Hfr Lv 21, t. við naðri, om Ormen lange, Hókr 8, i. við hleypiskarfi Ulfr Lv, t. við synðum, belæsse sig med synder, Sól 6, t. við illu ráði pKolb Lv 8, t. við gJQldum Ótt 2, 11, t. við jofurs nafni Sturl 4, 5, t. við sigri Am 2, 15, t. við tryggöum Sigsk 1; t. við e-m, modtage en som konge, Od 9, t. við skrúði Mark 1, 30, t. við dóttur e-s Sturl 3, 18, t. við brúðfQr Sturl 3, 2; abs. Bersi 2, Bjark 5, — med igogn, d. s., t. i gggn hornum ÓTr 2. — t. iipp, begynde, upp tekin sýsla Hsv 117. Med infin. (med eller uden at), begynde, t. mæla Qrip 16, tók at rœða Am 54, es hrøoask tekr Fáfn 6, tekk hefja Rekstefju Rst 1, herr tók hringja Mark 1, 29, brúðr tók leita ESk 6, 35, svQrð tekr at herða Hfr Lv 4, tekr (v. 1. verðr) at risa Skall 2.

takhreinn, m, kun i t. tveggja nesja, rén, der kan nå (komme) fra det ene næs til det andet, skib, Grettis 12.

takmark, n, grænse, pi, Merl II 42.

1.   tal, n, talen, tale, gera ætlak mér létt of tal Mhkv 4, t. seggja Nj 15, venjask t-i e-s Rv 19, óbreytiligt t, simpel, ligefrem tale, LU 98.

2.  tal, n, tal, tællen, t. ára Merl II 42, at t-i fyrða Nkt 28, langniðja t, opregning af slægtsregister, Vsp 16, fætta t. Ingj 2, 3. — Jfr ár-, Ó-.

/. tala, /, tale, vill þú t-u lengri Hhund

I  43, t, minst es pat telja, eller her 'tælling'?, Sigv 1,11, greiðri tQlur Sigv 3, 17, greiða t-ur ESk 5, í t-u þessi, o: i dette digt, Merl II 100; — t-u rœði, tungen, Ht 81. — Jfr hróð-.

2. tala, (-aða, -at), tale, t-ask við Herv

II  6, t. með snilli LU 23, t. lengra LU 29. talkn, n, (fiske)gælle, sák á telgðu t-i

Eg Lv 38.

tamr, ad], vant, vænnet til, t. valdi, vant til, o: i besiddelse af, Refr 2, 3, unnar t, vant til bølgen, om skib, Sturl 3, 18; om en hest, illa t, dårlig tæmmet, Hávm 90, vel t. Herv V 2; t. við gunni, færdig i kamp, Hl 17 b, t. við tróðu, fortrolig med, Vigt 21; emka t. at samna skrQkvi, jeg er ikke vant til, det ligger ikke for mig, BjH 3. — Jfr gang-, gunn-, hjalm-, hlunn-, ó-, val-, veör-, vig-.

tamsvgndr, m, tæmmende (o: forheksende) vånd, tén, Ski 26.

tandr, m, (-rs), ild, Skoglar t., sværd, Rst 20.

tandrauðr, adj, ildrød, t-tt ormtorg, det ildrøde guld, pjóðA 3, 2, t-ir Nilsandar Hard 15, t. vala strætis fasti ESk 6, 25.

tandri, m, — tandr, ild, pul IV pp 4.

tangi, m, 1) tange, landtunge, eyrar t. Háv 3, så smal spids, ende, hryggjar t, ryggens ende, halsen(P), porm 2, 14. — 2) en del af sværdet, pul IV l 12 (den øverste forholdsvis smalle del, som bladet ender i, og som går, kunde gå, ind i håndtaget).

tanna, (-aða, -aör), sætte mærke i noget med tænderne, tygge på, hinn es tin t-ar, han som bider tin (hentydning til tilnavnet tinteinn, jfr Fataburen 1920, hvor fremgangsmåden beskrives), Rorm Lv 39.

tannfé, n, gave ved den förste tands gennembrud, Gri 5.

tanntjglð, /, tænders mængde, de mange tænder, Arbj 9.

tanngarðr, m, tandgærde, tandrække, t-s toptir, munden, Grettis 22.

Tanngnjóstr, m, den ene af Tors bukke, (egl. 'som skærer tænder'), pul IV bb 1. — Som tilnavn, HolmgB 9.

Tanngrisnir, m, den ene af Tors bukke (egl. 'med fra hinanden stående, utætte, tænder', grisinn — gisinn, jfr gristentr "qui dentes vel dentium ordinem håbet hiulcum et non bene compactum" JOL (mscr.)), pul IV bb 1.

tannlituðr, m, tand-rødfarver, ulfs i, kriger, Eg Lv 6.

tapa, (-aða, -aðr), 1) tilintetgøre, med dat., t-ar henni sá týnir sauöa Merl I 28, ægir t-ar oss Frp I 14; herr t-aðisk, omkom, Gautr II 2, vald t-ask Alpost 3. — 2) miste, t. sóma Lil 18.

tara, f, kamp, pul IV k 2; mulig er det dette ord, der foreligger i det uægte vers, Hfl 21.

tarfr, m, tyr (ungtyr), pul IV ö 3, Anon (XI) Lv 3.

targa, /, (rundt) skjold, pul IV r 1, breið t. Sigv 13, 21; pGisl 3, Drv (XI) 3, Hl 38 b, trcjddusk torgur Hák 6, t-u morð HolmgB 5, t-u meiðar, krigere, Hard 15, t-u eldr, sværd, Rorm Lv 54. Jfr Falk, Waff 133. — Jfr himin-.

targaðr, adj, udrustet med skjolde, hgla tgrguð snekkju borð Rst 4.

taug, /, trævl, nerve, ragr i hverja t., gennemfej, Hjålmp VI 2; t-ar vegjótr se vegtaug. — Jfr alm-, veg-.

taugreptr, adj, (hus) hvis raptar er taugar, hvor man i stedet for trærafter har tove, altså meget simpelt og usolidt hus, þótt tvær geitr eigi ok t-an sal Hávm 36.

Taumar, f(?), pi, øgruppe, fjgturr T-a (rettere T-u?), havet, ESk 13, 14.

taumr, m, tömme, töjle, t-ar Grettis 37, raskiz t-ar Bós 6; taka haröan t-m við e-n, holde en i stramme tøjler, afstraffe hårdt, pjóðA 3, 20; barðhjarls t-ar, fjæl-dets töjler, orme, snoge, Ragn IV 3; i en dristig sammenligning, Eg Skj: skalat mér verða misfengnir t-ar Crylfa (rettelse