stýr
544
siøkk
delse af, s. auöi Sigsk 16, s. hróðrbarni Hgrnar, om øksen som kostbarhed, ESk 11, 3, s. barðsólar garmi ESk 12, 6, s. geði Hávm 18, s. hug phred 11, s. mildi Mdr 30, s. veg Hbreiðm. s. mætti Od 1, s. fremð ok tíri Ólhv 3, 2. — 6) intrans. s. undan, undgå, slippe ud af, EGils 2, 14, s. til váða, handle således at man kan vænte fare og tabj Arn 6, 7. — Part. s-andi, styrer, ejer, landa s., konge, Sturl 5, 5; s-andi heims, om Adam, LU 12; s. lifs, gud, Gdf} 1, s. heims hallar Leid 21, s. himna Gdf} 59, alls s. Mark
1, 31, Leið 41; — s. víöis båls EGils 1, 12; stála s-endr, mænd, Gdf} 14.
stýri, n, ror, pul IV z 5, Bós 5 (v. l.j, Ótt 2, 20, pór, Arn 2, 10, Steinn 3, 6, s. mól Hfr 2, 1; grr s-is, mand, søfarer, PI 25, — s. måls, tungen, Leid 37.
stýrilátr, adj, som let kan styres, EGils
2, 8.
stýrilundr, m, 'styrende træ', en del af en kenning, men verset er ufuldstændigt, Bjhit 2, 15.
stýrimeiðr, m, 'styrende træ', stafnstóðs s-ar, søfarere, Brúsi.
stýrir, m, 1) styrer, af et skib, om Helge, Hhund l 26, Vpls 12; i kenninger, for kriger, mand: s. rómu ÓlBryn, hildar s. Epver 2, rómu s. Sturl 4, 18, s. hjaldrs tit 39 men urigtigt for stærir; s. stála pormúl 3, Hard 13, pveil, Rauðsk; s. lagdýrs Bjarni 4, s. brimdýra Sturl 5, 8, s. strengmara Korm Lv 61, s. flóðs cesidýrs porm 1, 4, s. hranna hádýra Refr
3, 4; ~ om konge og høvding, s. gumna Edáð 5, flotna s. GSvert 5, lofða s. Sturl
4, 21, Mlag 1, om gud, s. aldar Leid 3, s. himins Leid 27, s. himna Gdf) 21, s. tungla Gdf} 54, s. merkja Mgr 33, s. þjóðar Mdr 14; jfr hjaröar s., om Kristus, SnE II 248, — om gejstlige, kristni s. Sturl 3, 1, s. klerka Gd 55, s. hQlða E Gils 1, 31, s. imna sgngs Katr 44. — 2) behersker, besidder, indehaver, s. fremðar Gdf} 33, s. alls tirar Leid 24, s. mitra Mgr 10; s. hafnar fýris (guld) EGils 2, 8, s. hlifar peys støkkvifura stalls Od 12, s. bragar, skjald, ESk 11, 6. — Urigtig er v. 1. s. Hfr 3, 23. — Blandt slangenavne, pul IV qq 3. — Jfr flein-, folk-, heim-, himin-, hring-, líf-, sigr-, sól-, veg-.
stækr, adj, voldsom, s-ar pislir Katr 42.
stæla, (-ta, -tr), indsætte stål (stålstykke) i noget, og så overhovedet 'at Indsætte, indfælde', stefjum verðr at s. brag Mhkv 11, s. ný^an verka, indsætte et nyt stykke, Gdf} 31.
stœðilátr, adj, brunstig, s-t í stóði (rettelse for stæri-), Anon (X) I B 3.
stœðingr, m, bras, se Hannaas, Leem s. 205. pul IV z 6. Jfr Falk, Seew. 60.
stœra, (-ða, -ðr), 1) forstørre, forøge, göre kraftig, s. stór verk, udføre, Ht 53, s. meginundir Ht 63, s. e-m hggg, uddele vældige hug, Jorns 26, s. orðfœri e-s Gyd 1, s. svik Gd. 51, hjaldr s-ðisk Ingj 1, 2; hefring haflauðr s-ir ESk
12, 17, sterkar bórur s-ir GrHj 1; — afli stœrðr, forøget med kraft, meget kraftig, Ólhv 2, 12. — 2) udføre, især om digte, s. brag Hfr Lv l, s. mærð ESk 6, 46, s. óð Ht 31, s. stef Ht 81, s. drgpu hróöri Rst 35.
stæriaska Rst 22 bör læses stærri aska.
stœrilátr se stœðilátr.
stærir, m, som forstørrer, forøger, s. hjaldrs, kriger, Ht 39 (v. 1. stýrir), styrs s. Ht 68; friðar s., Kristus, Mdr 2; Edád 5 er s. uden tvivl urigtigt for stýrir; — s. verka, digter, Korm Lv 35, s. bragar, d. s., Mdr 28. — Jfr él-, flug-, glym-, gný-, gunn-, hregg-, leik-, megn-, morð-, ógn-, sókn-, vell-, víg-, þrek-.
stoð, /, (-var), sted hvor noget befinder sig, opholdssted, glamma s., ulves ophold, fjælde, pdr 10, s. steina, af stene dannet opholdssted, om en gravhöj, Anon (X) II B 9; særlig om skibes landingsplads, kenna e-m s. Hárb 7, s-var Hrafn, skib, Hfr 1, 6. Jfr heim-, ógn-, Sævar-, val-, vig-.
st<)ðugr, adj, støt, som står fast og sikkert, s. grundvollr Heilv 9; standhaftig, Gd 9.
stpSull, m, fårefold (hvor hunfårene malkes), eiga víðan s-ul Hfr Lv 17.
stoðva, (-aða, -aðr), stanse (egl. 'anbringe på et — bestemt — sted', stqð), s. flein Hávm 150, s. mun, stille lyst, o: sult, Rdr 10, s. boð, stanse, forebygge, ESk 9, 2, s. ránsið/göre ende på, Ht 17;
— i en noget uklar sammenhæng, Anon (X) I B 3; upers. vgtn (acc.) s-aði, vandene stansede, Sól 57.
stoðvamerki, n, havnemærke, mærke ved (som viser) landingspladsen, GrHj 4.
stgðvir, m, stanser, stríða s., from mand, PI 16.
stgng, /, (-ir og stengr, se Skjspr 53),
1) stang, lang træstok, Haustl 6. 7. —
2) om skibets stavn-'stang' (brandr), eller masterne(P), Sturl 3, 5. — 3) især om fane-stang, s. merkis Rst 19, s. dýrligra merkja ESk 9, 3, bera framm stengr Mark
1, 18, jfr Sigv 12, 7, s. stóð pjódA 4, 13, s. veðr, óð Ht 52, Sigv 12, 12, gyld s. óð Sigv 2, 6, bera s. á ættgrund Engla, göre landgang, Arn 5, 16, punt um s-ir Sigv
2, 2, nær s-um pjódA 4, 4, hraut i s-um lv 38; margar stengr Anon (XII) B 23. — 4) om spydskaft, s. Darraöar Qrv VII 22.
— Jfr merki-, vé-.
st9pull, m, (kirke)tårn, Mv II 6.
Stgrkuðr se Starkaðr.
/. støkkr, m, spring, løb, flugt, s. bú-andmanna óx Ht 35, gerva s-kk pKolb Lv 3. ■
2. støkkr, adj, springende, hurtig, s-vir (v. 1.) Rokkva reina hreinar, de hurtige skibe, Ht°73.
1. støkkva, (stQkk, stokkinn), 1) springe, hann stokk útan endlangan sal pry 27, s. i fjall pmåhl 10; eitrdropar stukku Vafpr 31, stQkk lit dreyri LU 49, blóð stokk á hjalma pham 1, 3, støkkr láss af limum