stål
535
stein
stálviðr, m, 'stål-træ', kriger, mand, E Gils 1, 12.
stálýgir se stálœgir.
stálcegir, m, 'stål-truer', som truer sværdet (med at bryde det i kampen; v. 1. -ýgir), Edáð 2.
steði, m, ambolt, hattar hauðrs s., ambolt der udgöres af 'hattens land' (hovedet), selve hovedet (jfr kenningen morð-hamarr sst), Anon (X) Digt om Qudleifr; áar s., sten, áar steðja Eldir, jætte, Anon (X) III B 5, Feðju s., sten,' pdr 6. — uvist hvad betyder, Pet 43.
steðja, (stadda, staddr), stille på et sted, á stoddusk þá oddar, stod mod hinanden, Hl 14 b; part. staddr, stedt, befindende sig på et sted, þars vgruð s-ir Eldj 2, s-ir með (hos) Maddaðar syni ESk 8, 1, stríö hafa of s-an, har ramt, Okik 2.
stedda, f, hoppe, Qrettis 24.
stei, n, 1) stev, omkvæd (i en drape; egl. kollektivt udtryk, dannet af stafr, idet disse omkvædslinjer med bestemt mellemrum sammenlignedes med stavene, söj-lerne, i et hus), ESk 6, 18, Rst 24, PI 11, Has 20, Likn 13, Leid 13 o. s. v., Ht 81, Mdr 28, LU 26; stæla brag s-jum Mhkv 11, s-ja smiðr, digter, porm 2, 7. — 2) vers, fáa s., digte et vers, pstf 2, 2, s-ja stillir EGils 1, 20. Jfr Möbius afhdl., Germ. XVIII.
Stefánus, m, den hellige Stefan, SnE II 242.
stefjabálkr, m, (digt)afsnit mellem to 'stevvers, Gd 23, Pét 36.
stefjamél, n, = stefjabálkr (mél = mellemstykke), Am 2, 11.
stefjaskipti, n, stevskifte, Mey 29.
stefjasmíði, n, digtning af stev, Heil 9.
stefkngrr, m, 'stev-skib', drape, s-ar brandar (s. d.), digtets indledning(P), eller digtet som helhed, HSt 2, 4.
stefligr, adj, stev-agtig, hørende til stev (og i overensstemmelse med de krav, stevet stiller), s-ig orð, ord der udgör stevet, efla s-g orð LU 51; — s-ir ýtar synes at betyde 'digtere' eller 'digtforstående mænd', Gd 24.
1. stefna, f, 1) retning (man skal styre i), vinda s-u, dreje retningen, Eyv Lv 4. — 2) (aftalt) møde, mælt s. Halli 3, ganga s-u við e-n Ragn II 1, sammenkomst mellem elskende, Rorm Lv 24. 29; stævning, réttar s-ur Nj 18; — fjendtligt møde, þríar s-ur pjóðA 4, 3. — Jfr her-, hjor-, holm-, mál-, róg-, val-.
2. stefna, (-da, -år),styre (i en vis retning), med dativ, s. víöis Val, styre skibet, GrHj 4, — absolut intr., hvert s-ið ér hrafnar, hvorhen styrer I, begiver I eder, pRolb Lv 11, nær munk s., jeg vil styre nærved, sigte nærved (en bestemt person), Stefnir 1, s. óvænt, pønse på forbrydelse, LU 48 — trans., kalde en til et møde, stævne, s. til eyrar (ved rettelse), udfordre en til tvekamp, HHj 33, s. e-m, kalde en til sig til bestemt tid, Gunnl
Lv 4, er stefndir urðu, der blev stævnede, Gd 51.
stefningr, m, slangenavn, pul IV qq 4.
stefnir, m, 1) styrer, s. stálhrafna, sømand, Ht 59, s. stgðvar Hrafna Hfr 1, 6, s. odda flaums, kampens styrer (eller 'en som stævner en anden til kamp'), kriger, Katr 5, s. stála éla Anon (XIII) B 2; s. unda Rinar, som vækker blodstrómmen (efterklassisk), kriger, Nj 23. -— 2) hjælm, pul IV s 2 (måske af stafn, jfr Falk Waff 162). — 3) som mandsnavn, Anon
(X) 1 B 8. Jfr auð-, her-, óð-. stefnligr, adj, egl. 'som styrer i en bestemt og god retning', s-g visa, godt digt, LU 2.
Steig, f, stednavn i Norge (vistnok det i Hálogaland), Hæng V 9.
steigurla, adv, stolt, overmodigt (hds -liga), láta s. Korm Lv 57.
steik, /, egl. steg, noget stegt, leika við s. porf 1, — føde i alm., velja s. Drv
(XI) 8, ara s. GSúrs 15, gefa hjaldrs orra s-ar ESk 6, 43. Jfr króka-
steikja, (-ða, -ðr), stege, s. Fáfnis hjarta við funa Fåfn 32, s. hjortu á teini Am 83. beru hold s. Vgl 9, fogfar s-ðir Rp 32, því vas á legi mér litt s-t etit, derfor spiste jeg noget, der var kun lidet (o: slet ikke) stegt, Hhund II 9, s-ðr b\mr,stegt krop (o: ved indebrænding), Am 3, 8.
steinabrú, /, stenbro (måske rettere i 2 ord), Hál 16.
Steinarr, m, Steinar Sjonason (10. årh.), Eg Lv 43, HolgB 3; — sagnhelt, Hålfs IX 13.
steinbitr, m, en slags fisk (anarrhichas lupus), pul IV x 2.
steinblindr, adj, blind som en sten, fuldstændig blind, pSkegg.
steinbúi, m, slange (egl. 'sten[hule]-bo'), pul IV qq 3.
steindelfr, f(P, eller m?), en slags fugl, (måske = senisl. steindepill saxicola ænanthe), pul IV xx 3 (jfr no. stein-dolp?).
steindr, part. (af steina; af steinn, mineralsk farve), malet (med en eller anden farve), om et skjold, Ótt 2, 12, ESk 6, 48, Ht 10, Sturl 6, 1, om skibe, s-ir knerrir Rst 12; Steinn 3, 14, stgl en s-u Sturl 3, 13; om en ligkiste, Am 103. Urigtig læsemåde Harkv 9.
steindyrr, n, ddr på en sten, klippe, stynja dvergar fyr s-durum Vsp 48.
steinfarinn, adj, egl. 'befaret med sten' (o: farve), belagt med farve, malet, s. barða garðr Anon (X) III B 3.
Steingerðr, /, Rormaks elskede, Rorm Lv 42. 51.
Steingrimr, m, sagnperson, Hålfs IX 14.
Steinkell, m, konge i Sverrig (11. årh.), pjóöA 4, 25.
steinn, m, 1) sten, klippe, standa i s-s liki, om en til sten bleven trold, HHj 30, brúðr ór s-i, fra (boende i) klippen (o: klippehulen), Helr 3, sól skein sunnan á salar s-a Vsp 4, eiga stað und s-i, nede i