stall

533

stand

bregða (hesti) af s-i Oddrgr 2, taka (hest)

af s-i Hyndl 5. — I kenninger, for noget der hviler på, befinder sig på (noget andet), underlag, for arm: bauga s. Oddi 2, heiðis s. tiafg 2, gelmis s. Ht 2, — for hoved: fjornis s. pOisl 7, hattar s. Korm Lv 57, Nkt 21, — for skjold: s. hlifar peys støkkvifura Od 12, — for skulder: byrðar s. GSúrs 6, — Hrungnis fóta s., hén, brynje, Korm Lv 14 (Hrungner stod på sit stenskjold), strandar aurriða s., guld, ESk 13, 10, — dægra s., himmel, Gdp 41, — af uvis betydning, Hást 7 (er stallr her forvansket af gjalls?, gjalls viðir, krigere; så måtte sigr føres til svan, kampsvane — ravn?). — jfr arn-, baug-, bauga-, byr-, dag-, fald-, flug-, gló-, heið-, hjalm-, hg-, ítr-, má-, mið-, mjúk-, orm-, seim-, ský-, vé-.

2. stallr, m, forekommer i det mærkelige udtryk; drepa stall, blive forskrækket, pengils hjarta drapa stall Arn 5, 7, né (hjgrtu) drópu stall við rastar falli pdr 10; jfr stalldræpr. Dette udtryks oprindelse er det vanskeligt at bestemme; det findes i prosa, i en afvigende form, stall drepr ór hjarta; endnu en tredje udtryksmåde findes: var (hjarta) i stall drepit Sturl 4, 42, der dog måske beror på simpel misforståelse. 1 stallr synes ikke at kunne forklare udtryksmåden.

standa, (stóö, staðinn). 1) stå, befinde sig i oprejst stilling, om levende væsener, mennesker, hér munk s. Hárb 14, s. ber-beinn Hárb 6, jfr 1, s-andi, som man står, Hym 36, s. á tái Reg 21, s. i steins-liki HHj 30, s. i brynju, om den nyfødte sön, Hhund I 6, s. i kvernum Hhund II

2,   s. at meginverkum Grott 11, veita lomðum at s., ævnen til at stå, LU 46, hæfir at s. Harkv 21 (v. L), þegn stendr á hlið e-m St 14, stendrat fast Eg Lv 31, s. við stoð Stefnir 2, njorva nipt á nesi stendr, står — befinder ° sig, St 25, stóðu vér und víðum Audun 2, s. und árhjalmi Hák

3,  s. í miðjum flokki Sigv 11, 2, stondum á val Ootna Hamð 30, s. frammi LU 21, s. frammi fyr e-m LU 88, s. fyrir e-m, stå foran en (til værn), Gautr II 10, s. drengr, stå som en mand, Kolb 1, 2, — om dyr, Heiðrún, Eikþyrnir stendr Grí 25. 26, Víð-ófnir stendr Fj 24, oxi stóö fyrir, var der stående, Hym 19, — om andre ting, træer, ask veitk s. Vsp 18, askr s-andi, som den står i sin fulde udstrækning, Vsp 47, pQll stendr á þorpi Hávm 50, stóð mistilteinn vQllum hæri Vsp 31, stendr súl fyrir Hym 12, om træets rødder, þríar rœtr s. á þría vega Gri 31, jfr rœkilundr stendr at miklu trausti Hfr 1, 1, — om huse og'hvad dertil hører, sal så s. Vsp 38, jfr 37. 64, bæ sgu s. Am 38, holl s-andi Oddrgr 3, garðr s. Fj 12, Valgrind stendr Gri 22, meðan sólborgar salr stendr, står (er til), pstf 1, 5, veitk skarð s. ófult St 6, om sø (indsø), sær (v. 1. salr) es und polli stendr Vsp 20, legir ok grund stóðu Lil 31 (jfr et ord som stoðuvatn);

— om andet, stiga så s. ESk 6, 15, bautar-steinar s. Hávm 72, Svalinn stendr sólu fyrir, står, o: rejst på kant, Gri 38, jfr Sigrdr 15, brugginn mjqðr stendr, o: i karret, Bdr 7, lofkostr stendr Arbj 25, láta sverð s. of altári ESk 6, 50, mark stendr i kirkju ESk 6, 34, (orvar) s. i skjgldum pjóðA 3, 14, (hein) °stóð í hausi Haustl 19, Viðris vondr stendr i Ellu Krm 27; (skip) s. á landi "Danir", hamrar s. Korm Lv 37; om vej, have en vis retning, JQtna vegir stóðu Håvm 106, hvaðan vegir s. Sigsk 19, jfr augu s. til e-s, öjnene rettes mod en, Anon (X) I B 4; om sværd, spyd, hvormed nogen gennembores, láta hjor s. til hjarta Vsp 55, jfr Fåfn 1, Sigsk 21, Yt 18, porf 1, geir hugðak s. gognum pik Am 25, jfr (sverð) stendr á e-m, står igennem, gennemborer, GDropl 5, skeyti s. í gQgnum brjóst LU 45, jfr húsþjófr (ilden) goðkynning í gognum stóð (v. 1. sté rigtigere), Yt 27. — 2) om kværnstenen, stå stille, hallr s. mun Grott 17, jfr standi kvæði, det være slut med digtet, Gpng 3. — 3) stå, være udbredt, riki e-s stendr víða Vell 17, s. í friði Nkt 63. — 4) s. á enda, være ved enden, afslutningen, ætt stendr á enda St 4; — s. nær e-m, stå lige ved en, porm 2, 7, modsat s. e-m ferri Hfr 3, 27, s. innan borðs, befinde sig ombord, Ótt 2, 13. ~ 5) s. á hendi e-m, stå imod. en, trykke en, Stl9, s. e-m á halsi, d. s., Hhund II 30 (egl. 'træde på en overvundens hals'). — 6) med præpp., med af, stå ud fra, have sin oprindelse i (fra) noget, dogg stóð af mpnum HHj 28, af geirum geislar stóðu Hhund I 15, fornuðr stóð af því ESk 6, 2, ógnir stóðu af e-m Mark 1, 32, grand steiidr af naðri Krm 27, starf styrr, stríð stendr af e-m Eg Lv 22, Bjhit 2, 15, Nj 29, ófriör stóð af afarmenni Sturl 4, 12, láta land-vorn s. af sér pjóðA 1, 19, téra parft s. af póri Anon (XI) Lv 15, får mun s. ór Bergb 5; — med at, s. at e-m, egl. have rejst sig mod en, være i færd med at angribe en, GSúrs 29, — med á, s. á vélum, pønse på svig, Hfr Lv 14, — med fyr(ir), s. fyr(ir), stå imod, være til hinder for, jarl máttit s. fyr því Ótt 2, 15, s. fyr leiki, hindre ens fryd, Anon (X) III D, Hnapaldr stendr fyr minum leik Anon (XII) C 32, s. e-m fyr ynði Korm Lv 39, s. fyr gamni /// 2, s. fyr svefni GSúrs 17, s. fyr prifum Hsv 27, s. fyr réttendum Jon, s. fyr spttum Anon (XII) B 14, standit mein fyr munum Gróg 15; stóð hverr kyrr fyrir, stod urokkelig derved, Hym 33, — med i, s. i himni, nå himlen, om bålene, Mark 1, 22; s. i gQgn e-m, stå en imod, Isldr 26, s. i gQgnum sal (v. 1. til stiga), træde (med fødderne) igennem, Hym 34, — med of, med dativ, orn stendr of hpfuo-svorðum pKolb Lv °9, hugðak (konu) s. of mér GSúrs 35, blóðgogl stóðu of skgr Birni pKolb Lv 11, sær stóð of fjollum Ht 13, med acc. s. of Ojolp dauða, egl.