spill

530

spring

puríðr; s. bauga, gavmild mand, Fáfn 32, Merl II 13. 93. s. odda, kriger, Katr 18. 34; frœða s., egl. 'dårlig digter', men beskedenheds udtryk, eller hører s. sammen med spjall Hale'?, HolmgB 10. Jfr fjor-, friö-.

spinna, (spann, spunninn), spinde, s. dýrt lin, om valkyrjerne, Vol 1, skaut es spunnu Ótt 2, 20 (om sejlet), suöreyskar spunnu Qrv II.

spikr, m, jærnnagle (no. spiik, Aasen), blandt 'skibets dele', pul IV z 6.

spira, f, tynd, lang stang, pul IV kk 1, hringa s., kvinde, Anon (XII) C 34.

spjald, n, 1) spjæld, (firkantet) tynd tavle, især sådanne der anvendtes til et slags væv (hvorved bånd, strimler, vævedes), húnskar meyjar þærs hlaöa s-um Guðr II 26. ~ 2) beskrevet blad, valdr himneskra s-a, om hellige skrifter, Pét 20.

1.   spjall, n, 1) tale, efterretning, nyhed, kun, som det synes, i pi spjgll, telja móðug s., fremsige sin sorgelige skæbne, Qhv 9, spaklig s., om spådomme, Vsp 29, rekja s., undersøge spådomme, Merl II 94, hermðar spjgll vrede ord, Refr 3, 3, s. salma, spámanns Merl II 96 95. — 2) fortælling om begivenheder, nyheder, ný s. HHj 31, forn s. Vsp 1, Hhund I 36, fregna s-a Gudr II 5, spurð s. Ht 80, pung s. Ragn V 6. — 3) runer eller (egl.) disses indhold, rjóða s. i dreyra Eg Lv 3. Jfr and-, goð-, hermðar-, víg-.

2.  spjall, n, 1) fordærvelse, ødelæggelse, (= spell), friöar spjgll Arbj 23. — 2) fejl, lyde, spjgll eöa kostir Merl II 97. Jfr lif-, læ-, mann-.

i spjalla, (-aða, -at), samtale, især fortrolig, s. við e-n Håvm 82, Leid 22, Ófeigr 2; absolut, fj-lð nam at s. Brot 13.

spjalli, m, samtaleven, fortrolig ven (jfr rúni), pul IV j 9, Gauta s., Odin, St 21, Hrungnis s., jætte, Hym 16, Aurnis s., d. s., Sturl 4, 19, lausnara s., kong Olaf, ESk 6, 30; ofte om fyrster, harra s. Mark 1, 26, gotna s. pjóðA 1, 6, Arn 2, 8, gumna s. Stiifr 4 (v. 1. gauta), Ht 83, om en jarl, konungs s. Hfr 1, 5, jgfra s. Gráf 9, om andre, s. landreka, om Ulv staller, Steinn 2, jgfurs s-ar Steinn 1, 3, konungs s. Ragn V 5.

spjót, n, spyd, lanse, pul IV n, skjóta s-um Hfr 3, 4, nista s-i LU 66, s. flugu laus i hausum Arn 6, 10; s-a mót, kamp, Styrr, Gunnl Lv 13 (jfr móteflandi, mót-runnr). — Jfr bana-, baug-, gunn-.

spjótrunnr, m, 'spyd-træ', kriger, Rst 30.

spjótskopt, n, spydskaft (skopt er dog ellers ukendt i betydningen 'skaft'), bjóða orrostu s-um Sturl 5, 12.

spjgr, «. pi, spyd, pul IV n, q, Vigf 2, Ol helg 3, s. sungu Skúli 1, 2, s. kngttu glymja Gldr 7, Hfr 3, 7, s. gullu Vell 36, Hókr 4, Merl II 68, s. braka Ht 9, rjóða s. blóði Nj 18, flugu dreyrug s. Hfl 10, s. rjufa sundr undir Ht 10, né auðskept

almanna s., ordsprog, allemands spyd er det ikke let at skæfte, Arbj 20.

spjgrráðandi, m, 'spyd-ejer', kriger, Merl II 97.

spor, n, spor, trin, mærke efter foden, bruna i s. e-m, følge ens spor, ESk 12, 5, blistra i s. e-m, flöjte i ens spor, følge ens spor, tæt i hælene på en, blistrar metnuör meyjum i s. Merl II 76, s. snótar Merl I 12, renna blóöi i s., ved indgåelse af fostbroderskab, Brot 17; liknar s., nådens 'spor', her betyder s. åbenbart 'fod', 'fod som bevæger sig for at bringe hjælp', hvorpå runer er ristede, Sigrår 16. I kenninger, for sår: s. eggja(r) Tindr 1, 4, pKolb 3, 12, Nj (XII) 3, sár-elda s. Eskål Lv 3, jfr s. Dags hríðar porm 2, 24. Jfr dolg-, fót-.

sporðfjaðraðr, adj, hvis 'fjædre' (vinger) er sporðr, o: fiskehale, om sildene, der kaldes spáþernur (s. d.), Eyv Lv 13. Jfr K. Gislason, Aarbb 1866, s. 189.

sporðr, m, hale (især på fisk, drage), drekarnir rísa opt á s-ð Mhkv 5; den yderste del, ende, brúar s., hvorpå runer (tænkes her særlig på BivröstP), Sigrdr 16.

spor i, m, 1) spore, Gd 34. 36. — 2) ravn, pul IV tt 2. Jfr haug-.

sporna, (-aða, -aðr), betræde, s. fold Hard 19, s. vgllu Vsp 24, s. aur pjóðA 1, 3, s. mó pjóðA 4, 7; s. moldveg, om nyfødte bom, Oddrgr 8; s. á mó (om de på land trukne skibe) Sigv 3, 10, láta (skip) s. á unnir Sigv 12, 3, s. of valfalli Grani 2, láta logsóta s. norðan Eyv Lv 13. Jfr il-.

Sporvitnir, m, hestenavn (egl 'spor-ulv'), Hhund I 51.

spott, n, spot, hån, séa við s-i Nj 1, af s-i JV/ 14, hafna s-i Gd 6.

spói, m, spove, pul IV xx 3.

spónn se spgnn.

spraðka, (-aða, -at), krybe, bevæge sig om hinanden, maokar s. í sórum Gdj5 47.

sprakki, m, kvinde, pul III 2 a, IV i, ólhelg 10; s. hraunatla jættekvinde, isldr 5. —- Som egennavn, Rp 25.

sprengja, (-ða, -ðr), sprænge, s. brjóst út Mey 27.

sprengr, m, rævnen, hrafn fekk at drekka blóð til s-s, så at den kunde rævne deraf, Hl 31 b.

1.  spretta, (spratt, sprottinn), 1) springe, falde, s-r mér af fótum f jgturr Hávm 149. — 2) springe frem, om kilde, Bergb 3, om flamme, s-r upp logi Merl I 12; spruttu á tái, sprang frem, grode, Hamd 1.

2.   spretta, (-ta, -tr), sprætte, flænge, skære itu, s-tt er i miöju mótpenningum Merl II 52.

sprettingr, m, jætte (egl. 'den opspringende'?), pul IV b 3.

spreytinn, adj, stolt, s. sprakki Vigl 3.

springa, (sprakk, sprunginn), 1) briste, gå itu, hjalmr springr ESk 4, 2, brynjur sprungu Mark 1, 20, lind sprakk Eviðs 5,