spar

529

spill

sparr, adj, sparsom, andar s., berøvet livet, Nkt 65. — Jfr vél-.

sparrhaukr, m, spurvehøg, pul IV xx 3.

sparri, m, sparre, s. Fenris varra, hvad der spærrer Fenris gab op, sværd, Eyv Lv 6. Jfr góm-.

spáa, (-ða, -t), spå, Merl II 13.

spádómr, m, spådom, spåævne, s. nam sæma Guðmund Qd 17.

spádómsorð, n, spådomsord, spådom, LU 12.

spágandr, m, spå-stav, stav (stok) ved hjælp af hvilken spdkvinder udforskede fremtiden (jfr beskrivelsen af sejdkvinden i Erik d. rødes saga), (hun, völven) fekk (havde fået) spjgll ok s-a Vsp 29 (jfr seiðstafr).

spákona, /, spåkvinde, Korm Lv 53.

spámaðr, m, spåmand, Merl I 1. II 10, i pi. SnE II 242, Katr 2.

spámær, /, 'spå-mø', hjaldrs prúðar vangs pings (kampens) s., pil, pmåhl 7; de siges at 'synge'; i s. må spå vel hentyde til den 'sang', som volverne (sejdkvinderne) benyttede under udøvelsen af deres kunst.

Spánn, m, Spanien, á (fyr) S-i Hskv 2, 2, Rv 20. 22.

spásaga, f, spådom, Merl II 93. 100. 101.

spáþerna, /, 'spa-tærne', s-ur langra nóta sporðfjaðraðar, 'nœttenes spåtærner (o: fuglen tærne), hvis vinger er en hale', en skæmtsom kenning for sildene, Eyv Lv 13; formentlig hed en art 'tærner' 'spåtærner', 'varslende tærner'.

speki, f, visdom, kundskab, nam s. pjóð 3, 2, hugar s. Hsv 148. Jfr geð-, hag-, hugar-, orð-.

i spekingr, m, vismand, pul IV j 3, Katr 13.

1. spekja, f, (klog) samtale(P), aðrar vórut okrar s-ur Guðr III 4.

2. spekja, (spakða, spakiðr), stille til ro, hilmir spekr skatna (sverði), gör dem stille ved sværdet, dræber dem, Ht 7.

spekt, /, (ældre spekð), klogskab, visdom, slikr at s. ok riki Nj 4; Gd 32, Katr 7.

spektarandi, m, visdoms-ånd, om den hellig ånd, Heilv 3.

spektarlauss, adj, uden visdom, klogskab, Katr 14.

spell, n, fordærv, ødelæggelse, vinna skikkju (dativ) s. Rst 30, pat vas s. es vann Qaatr I 4. Jfr aldr-, dreng-, fjgr-, for-, gunn-, lif-, mann-, vin-.

spenja, (spanða, spaniðr, spandr), lokke, føre, trække, (noget fra en, ud af en), s. e-n til ynðis, føre en til, PI 54, Has 36 (her part. pl. spgnð), s-jask til óvenju, lade sig lokke til, vænne sig til, Likn 35, s. e-n frá bglvi ESk 6, 14, s. aldr sinn frá e-u Has 8, synd spenr illa venju á sik SnE Il 234; s. benja linn til sára Hl 16 b; s. ulf ór skógi á sgr pjóðA 3, 29, s. skip til óðals e-s Arn 2, 11, om at underkaste sig et land, s. (land) und sik Hfr 1, 3, Eg Lv 9, Sigv 10, 6, s. jgrð ór hendi e-m Eg Lv 43.

spenna, (-da og -ta, -tr) 1) spænde, omspænde (af spgnn) med hånden, s. of liðu Sigrdr 9 ,tvær hendr s-du of skapt Arn 3, 10, s. hlummi Ht 75, s. (jr Qdfi 53, s. horn Rst 13, s. stog ESk 12, 10, s. konu, omfavne, phreð 3, Vígl 5. — 2) omgive, omslutte, fjotrar s. e-n LU 61, s. pyrni of enni LU 49, s. men at halsi Herv V 12, spentr fJQturr Vgl 11, hosur s-tar Od 34; — fári spentr, omgivet, grebet, af ulykke, Mv I 16. — 3) udspænde, s-du ilja gaupnum á mó, begav sig på vej og gik, par 3 (hører egl til förste betydning, jfr kenningen ilja gaupnir). — 4) med upp, opspænde, upp spentr hjalmr Hálfs IV 3. — 5) bortødsle (efterklassisk), s. (kirkjunnar) mundi (gaver) ok rentur Gd 30 (jfr senisl. eyða og spenna); — part. s-andi, s-ar baugs, gavmilde mænd, Katr 38.

spennir, m, 1) omspænder, ihændehaver, s. guðdóms Katr 17, s. harma, sörgende mand, Pet 22, s. malms, kriger, Katr 14. — 2) bortødsler, s. eyja hrings elda Katr 3. Jfr auð-, brodd-, frón-, heim-, hodd-, sið-, sól-.

spennitgng, /, 'tang til at gribe (og trække ud)', knibtang, Mey 27.

spera, /, sfære, yfir s-as (lat. acc.) øfri LU 72.

sperna, (sparn, * sporninn?), 1) træde, betræde, rastar kngrr sparn rádýris vorr Sigv 14, 2, pann hergammr sparn fæti Yt 19, Haraldr sparn á mó marnar Har nid, hrafngælir sparn hoin hæli langskipa Halli /. — 2) sparke, kaste, bendr almr sparn til unda Hl 20 b, jfr(P) Hl 14 b, almr sparn af sér odda Jorns 27.

Spes, /, helgeninde, Mey 58.

Spé, f, elvenavn, pul IV v 5.

spéa, (-aða, -at), spøge (af spé 'spøg, nar'), el. speja, spøge, s. með gerðum, sige spøgende(?), Pét 22.

spiki, m, en vis fugl, pul IV xx 3 (vokalen er metrisk kort).

spil la, (-ta, -tr), 1) spilde, fordærve, ødelægge, s. brag, fordærve digtet (digtekunsten) ved spot (misbruge digtningen ved spottevers), Mark 4, 2, s. siðunum Lil 9. s. friði Svert 2, s. logum Heil 7, s. sifjum, ved utugt, Vsp 45, dauði s-ir œði qIIu, gör ende på, SnE II 236, upers., eigi s-ir hyggins hjali, man fordærver ikke, modbeviser ikke, den kloges tale, Mhkv 15; nema mjotuðr s-ti, medmindre skæbnen havde bragt ulykken, Oddrgr 16. — 2) eufemistisk, göre ende på, dræbe, s. £rum Herv VII 13, s. ætt Herv III 10, s. sér Am 104, s. ætlak bóðum Am 78. — 3) absolut, fordærve venskab, godt forhold, helt því unz herr of s-ti BjH 7, s. fyr sér ok Qðrum, fordærve (sagen for) sig og andre, Has 10. — 4) medium, sumir s-tuz, om moralsk fordærvelse, Gd 47, vgru s-tir, d. s., Gd 40, sem engillinn tók at s-az LU 9.

spillir, m, fordærver, ødelægger, s. ættar, slægtfordærv er, degenereret person,