snot

524

snær

3, 18, s. JQru pBrún 3; — JQtuns s., jættekvinde, (jfr leiöi), Korm Lv 1; — s-ir svanvengis, Ægirs døtre, bølgerne, Hl 27 b. — Som egennavn, Rþ 25.

snugga, (-aða, -at), vende sig, se, s. Heljar til Ski 27, i prosa, s. til e-s, forvænte (se med forvæntning mod).

snúa, (sný, snøra, snúinn), 1) sno, frembringe ved snoning, især om strænge, snøri streng Rp 28, s. gollbond pry 5, s. vigbond Vsp 34, s. ørlggpgttu Hhund I 3. — 2) sno, vende, med dativ, s. hnakka viö e-m Has 7, s. sórum til eída Sól 16, s. stafni hjá bóru Líkn 33, s. enu betra til sin, vende det bedste mod sig, vælge det bedste, handle på bedste måde, Mhkv 28. — 3) vende, dreje, heimi heyrik sagt at snúi (upersonl.) Mhkv 24, hvél es snýsk Sigrdr 15, s. ollum sefa e-s Hávm 161, sefi snúisk til sátta Grog 9; s. auðnu hvéli á e-n, dreje lykkens hjul imod en, bevirke ens ulykke, Sturl 4, 10; skeyti s-ask á lopti, vender sig om (for at flyve tilbage), LU 45; — s. upp við tré (seglum), hejse sejl til tops, Hhund I 26; — snýsk jgrmungandr, bugter sig, Vsp 50, s-ask ór hendi, vride sig ud af, Hhund I 30, s-ask frá greypu grandi, bort fra synden, Likn 45. — 4) om bevægelse i en bestemt retning, uden at der behøves at være tænkt på en böjning, s. brott heðan, begive sig bort herfra, Hyndl 46, s. herferð (dativ), vende sig til krigerfærd, Pét 39, s. heim i sinni með e-m Alv 1, s-ask til heljar, strømme til, Gróg 8, s-ask at sandi Hhund I 49, s-ask út ór eldi Hálfs VII 5; s. háði í Viðurs feng, indflette, anvende, spot i et digt, Ormr 1, 2.

snúða, (-aða, -aðr), fremskynde, foretage hurtig, láta s-at foru pham 1, 2.

snúðgasteinn, m, hurtig drejende (drejet) sten, om kværnstenen, Grott 4. 12 (jfr det følg.).

snúðigr, adj, hurtig, s-t, adv, broddr fló s. Bkrepp 9.

snúSr, m, (-ar, uden pi.), vending, drejning, især til det bedre, tnála s., forbedring af, Sigv 11, 18, fordel, lykke, pat es minn s. Drv (XI) 8, slíkt ráð es til s-ar pKolb Lv 2, jfr snúnaðr. Jfr fé-.

snúna, (-aöa, -aðr), egl. vende sig i en vis retning (jfr snúa), gå, have et vist forløb, udfald, hvé mun Sigurði s. ævi Grip 6, hversu s-uðu yðr konur yörar, hvorledes opførte de sig mod eder, Hárb 17; hvé fekk pætti s-at, hvorledes det lykkedes med digtet, Leið 43; þér hefr s-at at vinna, det er lykkedes dig, Ótt 2, 7, ek frá pér s. greitt (adv), du havde lykken med dig, pskakk 2.

snúnaðr, m, vending (jfr snúðr), især til det bedre, fordel, lykke, pat vas s. landi Vell 14. Jfr snúðr.

snySja, (snudda, snutt), ile, jarl lætr snekkjur s. á Manar hlekk Ht 77, láta randa vgl (sværdet) s. i ben Eviðs 3, slgg snuddu Bkrepp 9.

snyrtibyggð, /, 'prægtig bygd', i et mangelfuldt vers Hl 3 a.

snyrtidrengr, m, prægtig, udmærket mand, Jorns 39, Merl I 36, Hålfs VII 5, Qrv IX 29.

snyrti-Freyja, /, 'prægtig, prydet, Freyja', gamðis vangs (armens) båls (guldets) s., Freyja der pryder sig med guld, Korm Lv 23.

snyrti-Grund, /, 'prægtig, prydet, jord', sveigar s., kvinde (egl. 'en der smykker sig med sveigr', s. d.), Korm Lv 6.

snyrti-gótt, /, 'prægtig, prydet, træ', s. bláfoldar skafla hyrs, 'træ der tager sig smukt ud ved (det bårne) guld', kvinde, GSúrs 20.

snyrtiherðir, m, 'prægtig^ prydet, hærder', Ullar sundviggs s., kriger, (egl 'som hærder skjoldet, gór det stærkt'), Hallv 3.

snyrtimaðr, m, — snyrtidrengr, Jorns 16.

snyrtimót, n, 'sværd-møde' (af snyrtir), kamp, seinn s-s, langsom, træg, til kamp, Korm Lv 45.

snyrtir, m, 1) pryder, som gor eller holder noget blank, s. bauga ESk 6, 49, s. hrings GStirs 21, s. hjgrva Rst 26, jfr hring-. — 2) sværd, pul IV l 1. 9 (jfr Saxo I 103; 'den blanke', Falk Waff 60), s. skar ferðir Hl 34 a, rjóða s-i Hl 40 a. — Findes også som v. 1. for snytrir. Jfr hring-.

snytrir, m, som gör en klog, bibringer en et höjere kulturtrin, 'kulturbærer, kul-turforøger', af snotr, hapta s. (v. 1. snyrtir), Odin, Haustl 3, þjóðar s., Hakon jarl, måske som den der søgte at holde liv i hedenskabet, Vell 12, aldar s. Merl II 20.

snýja, (sný,... jfr snivinn), sne, upersonlig, snýr á Svcjlnis vgru Eyv Lv 12, sóknar hagli snýr á ógnar gru Ht 62, men hagl snýr á heiðar GOdds 2.

1. snýta, (-tta, -ttr), egl. 'snyde', láta e-n s. blóði, lade en snyde blod, o: dræbe en, Qrv IX 66, absolut i samme betydning, snýtt hefr sifjungum Am 85.

2.snýta, /, ussel person, veslar s-ur Qrv VII 16 (v. L).

snæðingr, m, måltid, mad (af snáð), s-s port, munden, Grettis 22.

Snæfjgll, n. pi, sagnlokalitet, Hhund I 8.

snæfugl, m, 'snefugl', snespurv, pul IV xx 7.

Snægrund, /, 1) 'Sne-land', Island, Isldr 3. 17; vistnok også ESk 12, 9.

snæhvitr, adj, snehvid, s-tt silfr Am 70.

Snækollr, m, nordmand (11. årh), Greltis 22.

snær (eller snjár og snjór, se Skjspr 28), m, sne, snivin "snjóvi" Bdr 5, þaðan koma "snjóvar" Hyndl 42. — I kenninger for sølv: sjóðs s. ESk 11, 7, s. skala ESk 11, 8 (jfr SnE I 402). — Jfr digul-snjár.

snæra (eller snæra?), f, ild, pul IV pp 4 (skr. snera).