skut

515

skynd

skutr, m, (skibets) bagstavn, pul IV z 5, aptr i s-t Hym 21, leggja fyr s-t, lægge bag sig, være sejlet forbi, pSær 4, 1, \6 reis of s-t Ht 21; munknarrar s., brystet (jfr hele sammenligningen og udtrykkene), Hfl 1.

skuttingr, m, skjold, pul IV r 2 (v. 1. skutfingr, skutþingr). Jfr Falk, Waff 139.

1.  skufr, m, en vis fugl, pul IV xx 3; Gondlar s., ravn, ESk 12, 17. — Som mandsnavn, porm 1, 5. — Jfr fen-, hræ-.

2.   skufr, m, sværd, s-ar sungu of nå Arn 6, 3, jfr pul IV l 2, hvor der findes skofr med v. 1. stúfr (vistnok urigtigt). Jfr Falk, Waff 60.

3.  Skufr, m, hestenavn (v. 1. Stúfr, urig-tigt> jf^r bogstavrimet), pul I a 2.

Skúli, m, Skule jarl, SnSt 1, Ht 32 og oftere.

1.  skúma, (-ða, -at), skele, s-ir augum Hjprtr 2.

2.  Skúma, m, opdigtet navn, HolmgB 3. skumr, m, skummelt udseende person,

Hjålmp IV 12. — Som mandsnavn, Gautr II 8.

skur, /, byge, især regnbyge, ský es s-um blandask Alv 17, s. kømr ór skýjum Merl I 58, om vinden, svgl s. Bglv 2. Hyppigt i kenninger for kamp: Gcjndlar s. GOdds 4, s-ir Hlakkar Ht 64, s-ir Darr-sJbarHt 52, Hogna s-ir Vell 35, malma s. Grettis 31, Hl 37 b, eggja s. Sjórs 3, vápna s-ir Ólhelg 2, stála s. Ht 55, s-ir próttar furs Vell 12, folk-s-um lystr Ht 62, hjalma s-ir Ht 57, Hl 23 b, gýgjar skógs s-ir Sigv 7, 4, odda s. (s-ir) porm

2,  13, pjáðA 3, 28, Mark 1, 19, Isldr 3, — for tårer: hlýra s-ir pBrún 2 (jfr SnE II 500). Jfr alm-, barm-, dyn-, folk-, glym-, hjalm-, hjgr-, hring-, malm-, meil-, nadd-, skot-, prym-.

Skúrhildr, /, sagnperson, datter af en Skekkill, Hyndl 21.

skúrvgn, /, egl. 'forvæntning om byge, regn', skyens navn hos guderne, Alv 18.

skúrQrðigr, adj, som rejser sig i (imod) storm, om skibet, Mark 4, 1.

skiita, /, 1) skude, fartöj, pul IV z 1, ESk 8, 1, Grettis 48. — 2) elvenavn, Yt

3.  — Jfr róðrar-.

skúti, m, klippehule, d. v. s. hule omsluttet af et höjt opragende klippestykke og uden a\ gå ned i jorden, Heil 15. — Jfr gný-, hellis-.

skútuhvalr, m, en slags hval, pul IV y 2.

skvaldr, n, skvalder, göglen, Máni 2.

skyggðir, m, sværd ('blank-poleret'), pul IV l 5. Jfr Falk, Waff 60.

skyggðr, adj, blank, blank-poleret, om sværd, hoggva hjaltvond s-ðum Eg Lv 30, om skjolde, skjoldu s-ða pjóð 3, 3. Jfr Holtsmark, Glymdr s. 42. Jfr fagr-, svart-.

skyggn, adj, 1) klart, skarpt, seende, med skarpt blik, s-ar sagnir skógar, om ulvene, Od 22, Öláfr enn s-i Gautr II a 6.

—  2) klar, gennemsigtig, s-ast gier LU 33.

—  Jfr hrafn-.

skyggna, (-aða, -aðr), betragte, undersøge, gáttir allar skyli s-ask Håvm 1.

skyggnleikr, m, skarpt blik, skipa alt með s-k skyrum LU 24.

skyggr, adj, s. s. skyggðr, egg s-s Skrýmis Steinarr 2.

skyggva, yngre skyggja (-ða, -ðr), mörknes, þars aldri s-ir, hvor der aldrig bliver mörkt, Mdr 18.

1.  sky Ida, /, pligt, at hlýða í s-u LU 14, svá sem s-an beiðir Gd 27.

2.  skyida, (-da, -dr og, -aða, -aðr), forpligte, skatna vinr s-isk at fremja skjalda galdr Ht 58, meir s-umk ek at o. s. v. LU 4, siða s-ar svá guð Mv III 15.

skyld-Bretar, m. pi, 'beslægtede Britter', s. fjoru þjóðar, jætter, pdr 11.

skyldir, m, forpligter, som pålægger en pligt, holda (v. 1. hauka) s., mand der styrer, Hfr 3, 1, s. skautjalfaðar, en som lader skibet bevæge sig, Sindr 4, s. skeiðar brands, d. s., Arn 2, 7. — Jfr her-.

skyldliga, adv, ifølge pligt, at s-ast skyldi koma pKolb 3, 8.

skyldr, adj, 1) forpligtet, på hvem en pligt hviler, s. at halda hróöri Eskál 2, 2, s. at skemta Hl 1 a, vera s. LU 3. 51, lézk s. at halda hendi pK_olb 3, 7, s. emk halda helgi Sigv 12, 25, erum s-ir vanda stef Has 20, s-t es at veita Hyndl 9, pat es pér s-ara, det påhviler dig hellere som pligt, Hårb 48, greppum verör s-t Nkt 1.

—  2) skyldig, som skyldes, fundr hrafni s., møde der skyldes ravnen, pjóðA 4, 24, eiga kveðju s-asta Mdr 25. — 3) beslægtet person, þótt við s-a skili Sól 48, eiga s-t til e-s, slægte en på, SnSt 4, 2.

skyldugr, adj, forpligtet, fortjænt, sem s-t væri Likn 10.

skyli, m, (-ja), fyrste, konge, pul IV hh 3, Harkv 21, Anon (XI) Lv 5, Ht 28, ættstuðill s-ja Ht 2, skilja við s-ja Hfr 3, 27, fyr s-ja, for, ved, ham, Hfr 3, 11, með s-ja Steinn 2.

skylja, (skulða, skuliðr), skylle, vaske, Drofn skylr stpl pul III 4, (blóð) skylr almdrósar ísa Ht 60.

skyn, n, skon, forstand, hafa litit gras-bita s., have ringe kvægforstand, være knapt så forstandig som kvæg, Nj 16, få s., komme til sin fornuft, EGils 3, 16.

skynda, (-da, -dr), fremskynde, s. byr branda Hl 30 a, hafrar s-ir at skojdum, hurtig spændte for, pry 21; — intrans., skynde sig, s. út at andar Bjhit 2, 3, eyvit týr þótt s-i seinn Mhkv 12, skyntu til skipa Herv III 8, sveiti s-i, blodet strammede rask, Bglv 4, s. undan, flygte, Jorns 40, Sturl 5, 20.

skyndir, m, fremskynder, der sætter i rask bevægelse, især i kriger-kenninger, s. rimmu Isldr 5, s. Gondlar peys éla Rst 11, s. branda storms Rst 29, s. styrjar Eg Lv 22; s. dolgljóss pjódA 3,

33*