skjóm

510

Skjplf

s-a egg Oreítis 47; s-a hljómr, kamp, Hást 4. skjór, /, skade (fuglen), pul IV xx 3;

—   tilsyneladende i det forvanskede sted Fafn 5.

skjóía, (skaut, skotinn), 1) skyde (med våben), absolut, Hgðr nam s. Vsp 32, s. i folk, ud i krigerskaren, Vsp 24, s. skarpliga Am 44, s. hvast Rst 23, s. ok hQggva Steinn 1, 4, s. í grjót Korm Lv 58, skýt ek ok ræk Rv 1, gramr skaut Rst 19, med dativ for at betegne skudvåbnet, s. Qrum Guðr II 18, pGisl 10, s. spjótum Hfr 3, 4, — overført, s. ægigeislum, om det truende blik, Húsdr 4, s. augum Eg Lv 28; part. pass. skotinn fleinn Håvm 150, part. aet. s-andi, som tilnavn, Bjark 2 — med acc, s. e-n neðan, ramme, nå, Vol 37. — 2) skyde, bevæge kraftig, s. fœti pjóöA 4, 4, s. hlýrum á bgru Mark 1, 5, s. út eik Sigv 7, 1, s. eik fyr útan ey Hárekr 2, s. stafni til Hallands Am 6, 2; uden tilføjelse, Steinn 3, 5; s. beiti und farm Valg 5, s. hjarna kletti und il Ht 64, gustr skaut (skipi) pScer 4, 1, holmf joturr skýtr (skipi) ESk 12, 11, æst alda skaut kili pOisl 2, — s. glóðum Valg 2. — 3) skyde, støde til (for at rokke noget), Ránar vegr skaut mána Anon (X) III C 1, rangbarmr skýtr log Ht 78, s. eygarð (dativ) barði Hhafð 7, jfr s. bœgi við e-m, afvise en, Sturl 8, 4; — s. e-u of qxI, støde noget (ubehageligt) fra sig, Qróg 6, s. leikborði fyr e-n, sætte et spillebord for en, overført, stille en en opgave at løse, Gróg 3, Grett 2, 8; — ekki er pvi til eins manns skotit, derved sigtes der ikke til nogen enkelt, Mhkv 3, s. em skelk i bringu, forskrække en, Anon (XIII) B 16. — 4) part. pass. skotinn, gennemskudt, skotnar brynjur Hak 9.

—   5) medium, s-ask bevæge sig hurtig, smutte, skutusk pér fleiri und fyrirskyrtu, om legemlig omgang, Hyndl 47; skauzk lúðr ofan, styrtede ned, Grott 23. — 6) upersonl., skýtr á mik skýja gráti, regnen plasker ned over mig, Ragn XI 3, sveita skaut á skjaldrim Arn 5, 21, Hildar hlemmi-drífu skýtr Ht 54. Marnar Vakri skýtr mjok Hfr Lv 3, vinfars borði skaut á gómsker Sturl 4, 33.

skjótggrr, adj, hurtig istandbragt, ráða s-u kvæði SnH 2, 5.

skjótla, adv, hurtig, Merl II 37, Herv II 6.

skjótliga, adv, s. s. foreg., Hhund I 22, Herv I 4, Bergh 2.

skjótlyndr, adj, ilsindet, Anon (XIV) Fóstbr.

skjótr, adj, hurtig, ógipt verðr í umbúð s-t Mhkv 19, s-ar jarteinir Leid 26; skjótt, adv, hurtig, rask, straks, Haustl 13, Kveld, pjóðA 1, 9, Korm Lv 36. 61, LU 16, sem s-ast HolmgB 11, LU 47. Jfr al-, all-, geö-, jafn-, megin-, raun-, sið-, veg-, prif-.

skjoldr, m, (pi. skjaldagi, Ht 54, dativ skjaldi, Korm Lv 20, pmåhl 7, porm 2,

1, se Skjspr. 56), skjold, með skildi Oddm, látask at skjaldi (skildi) Harkv 10, hQggva skarð í skildi e-s, tilfoje en et stort tab, TorfE 5, jfr skarðr skjgldr Hák 9, bera hæra s-d, vinde sejr, pjóðA 1, 25, hQggva i s-d Harkv 21, kíjúfa s-i Krm 4, brjóta s-u Grott 13, s-ir brotnuðu Hák 5, skapa s-u Eg Lv 29, bella s-i, beskadige, GSúrs 30, halda s-i Vsp 30, orka á s-d til hlífar Hávm 82, skildir bliku Vol 6, s. liggr yfir (veigum, hos Hel) Bdr 7, s-ura es salr (Valhal) þakiðr Grí 9, tjalda s-um HHj 12, tjalda of borg tJQldum ok s-um Sigsk 66, lúka e-n s-um Helr 9, hrøkkva i bug skjaldi Guðl, jfr Hl 29 b, Svalinn heitir s. es stendr sólu fyrir Qri 38, jfr Sigrdr 15 (runer på skjoldet), s-ar rond Vgl 33 (hvorved eder svores); leika tveim s-um, være falsk og upålidelig, Am 74, Eyv Lv 10, hafa (sverð) und skildi Hást 4; hvitr s. Arn 2, 5, Harkv 8, Rst 25, Sjórs 3, Akv 7, Hamd 20, (hvide skjolde som fredstegn AM 310 s. 98), bleikir s-ir Akv 14, rauðr s. Harkv 5, Hhund I 33, "Finng", grænir s-ir Ht 30. — I kennin-ger, ættar s., slægtskjold, slægtværn, om slægtens ypperste, St 10 — for sol: skýja s. Pét 29, himna s. Katr 37, Gd 16, —■ for öje: hvarma s. Bergb 11, — for øre: heyrnar s. Mlag 3, — for kriger: s-a almr tsldr 25, s-ar bQrr Am 30, s-ar miðjungr Gestr 2, s-ar Baldr GSúrs 16,

—  for sværd: s-ar leygr Hskv 2, 12, s-a hlumr Háv 12, s-ar linnr Rst 1,

—   for valkyrje og kamp: s-ar Hrund pmåhl 4, s-ar hríð ísldr 7, s-ar él Sigv 13, 29, s-ar dynr ESk 6, 14, s-a gnýr Hfr Lv 13, s-ar róg pRolb Lv 7. Som egennavn, navn på Odins sön, fra hvem Skjoldungerne stammede, pul IV e. Jfr baug-, her-, hlífi-, hlý-, járn-.

Skjgldungar, m. pi, Skjoldunger (jfr det følg.), Hyndl 11. 16; hæstr S-a Hyndl 14.

1.  skJQldungr, m, fyrste (vel egl. 'skjoldbærer', jfr hilmir; ifg. lærd kombination 'efterkommer af Skjgldr', Odins son), pul IV hh 3, Jór 5, Oddm, pKolb 3, 10, Sigv 3, 10. 11, 12, Arn 2, 4. 12. 13, Ht 70, Hhund II 19. 29, Am 2 o. s. v., s-a niðr Fáfn 44, s-a þopti, om Olaf d. hellige, Ótt 2, 13, hæstr s., gud, ESk 6, 6; s. hers Sigv 12, 21, s. jarla, konge blandt jarler, om Erling, Sigv 7, 9, dis s-a, fyrsteætling, om Sigrun, Brot 14, Hhund II 51. —- I kenninger, for gud: s. skýja skr'msLeið 32, s. hlýrna skrins Líkn 25, s. geisla grundar EGils 2, 10, — for kamp: s-a hjaldr Krm 18, — for jætte: bjargs s-ar, jætter (jfr veig og valdr), GSúrs 14. Jfr hraun-, hofuð-, megin-, yfir-, þjóð-.

2.  skjgldungr, m, et slags fugl (egl. 'med skjold, skjoldformet plet'), pul IV xx 3, jfr Gat 1.

Skjglf, f, navn på Freyja, pul IV h 3;

—  sagndronning, Yt 10. Jfr Brate, Namn och Bygd I 107 f.