sker

506

skil

i træ', o: man kaldte dem ved (bestemte) navne, Vsp 20.

sker-Baldr, m, 'skær-Balder', Skgglar elda (sværdenes) sker, skjold, dets Balder, kriger, Rst 7.

skerða, (-ða, -ðr), danne skår (skarð), forringe, forminske, beskadige, s-ir Níð-hgggr neðan (Yggdrasil) Gri 35, s. skor með vgpnum Sigv 12, 6 (v. 1. til skorða), borö s. ský Anon (X) III C 1, s. ól (s. d.) Ekúl 2, s. jarðar men, skære grönsværet, grave en grav, ptjald, skerðr, som har fået skår, om sværd, Korm Lv 27; — s. sceri, bryde eder, Halli 6. — Part. aet., s-alidi her, bevirkende mandefald, Qunnl Lv 13, jfr Meissner 341, s. skjóma (gen.), kriger, StjO li 4, folk-Sýrar hliða s-endr Steinarr 2.

skerðingr, m, sværd-navn (egl. 'den der har fået skår'), pul IV l 7; s-s Ullr, kriger, Od 70, jfr skarðr. Jfr Falk, Waff 59.

skerðir, m, som frembringer skår, ødelægger, i kenninger for mand, efter guld, s. seims Hfr 2, 8, s. hodda PI 12, s. hrings, hringa pjóðA 3, 15, Ht 63, s. Niðbranda ESk 6, 40, — efter våben, s. Skoglar serks Ht 64, s. malma Sturl 3, 2, s. hneigiborða Viðris meyja Hl 37 a, s. mistar lauka grundar, skjoldets, Ht 85; — s. Engla, Anglers banemand, Eg Lv 9; s. rúghleifa, ironisk betegnelse, SnH 2, 1; s. dress, overmodets undertrykker, Pet 33. — Sværd, pul IV l 8, jfr Falk, Waff 59. - Jfr baug-, blik-, eld-, fár-, frið-, fur-, goll-, her-, hyr-, men-.

Skereið, n, stednavn i Skiringssal (egl. 'skær-istmen'), Yt 30.

skerfold, /, 'skær-jord', havet, s-ar sól, guld, Háv 12.

skergarðr, m, 'skær-gård' enten bogstaveligt eller som kenning 'hav', dette sidste er vist det rette, GSvert 6.

skerjQrð, f, 'skær-jord', havet, Korm Lv 35.

skerkir, m, egl. 'den stöjende, højrøstede' (af skark), navn på jætte, pul IV b 4, — på sværd, pul IV l 2, jfr Falk Waff 59, - på ild, pul IV pp 1.

skeyti, n, 'skudvåben', pil, pul IV o 2, skafa s. Kp 42, Qrv IX 3, preyta at s-um PjóðA 1, 10, s. skulfu tv 9. 22, neyta s-a Bót, missa aldrs fyr s. Merl II 49, stórggr s. Qrv VIII 9, spori ok s. Gd 34; hjarta s., hjærtets pile, overbevisende ord, Gd 35, s-in ens flærðar fulla LU 45. — s. skœða Sigsk 56, i et vistnok interpoleret linjepar, af et skeytir, m, kan det sikkert ikke komme.

1.  skikkja, /, kappe, Am 49, pstf 2, 1, Rst 12. 30; byrjar s., (meå)bdrens kappe, sejl, Grettis 11 (jfr blakkpollr); — i s-ju pKolb Lv 5 er fejl for sliku.

2.  skikkja, (-ða, -ðr), tage en kappe på, s. skinnfeld, iføre sig en skindfeld (for kappe), Rv 9 (hds urigtig sekki ek, skekk ek).

skil, n. pi, egl. 'adskillelse', (jfr grein, deili), gören rede for, 1) indsigt, kunna

måls of s., vide at göre rede for en sag, vide hvad der skal siges (jfr skila máli), GunnlSig 1, kunna s. fleiri mála Sigv 13, 8, kunna s. ása ok alfa, vide besked om, Håvm 159, kunna s. rúna Am 9, vita s. Harkv 18, segja ærin s. hvé, meddele fuldkommen rigtig, Sigv 2, 1, oss numn-ask s. Edáð 6. — 2) beviser i en rettergang, flcekja, s. pmáhl 9. — 3) skepja s., göre ret og skel (jfr skepja), Korm Lv 33; — yrkja at s-um, som det sig hör og bör (med hensyn til indholdets rigtighed), Nkt 1. Jfr log-, ping-.

skiida, (-da, -dr), forsyne med skjolde, s. homlur, anbringe skjolde ved hamlerne, på skibets kant, pjóðA 3, 13, skildr viðr Arn 3, 19.

skilfingr, m, 1) Odins navn, Gri 54, pul IV jj 8. — 2) fyrste, konge, skulde egl. være efterkommere af en Skelfir (jfr SnE I 522), Hyndl 11. 16, pul IV hh 3, Sigv 12, 25, Qrv IX 66, s-a niðr Yt 18, s. skirs års, Kristus, Likn 10. — 3) sværd, pul IV l 7, s-s eggjar Arn 5, 5 (v. 1. for skelkings), Kuml 1, jfr Falk, Waff 59. Jfr Bugge, Tidsskr. f. Phil. VIII 44, Beitr. XII, 12; Arkiv X, 167; (Sv.) Hist. tidsskr. 1895 s. 169 (Kock); Brate, Namn och Bygd I 106 f. Björkman, sst. VIII, 163 f.

skilinn se skil ja.

skilja. (-ða, -iðr, yngre -inn), 1) adskille, þau fjorðr s-ði Am 31, nauðr of s-ði, nøden 'adskilte, de blev tvungne til at skilles (fra deres mænd), Vpl 3, skille de stridende, vel kann Skapti s. Snorri, jfr Nj (XII) 8, s. beima, dele menneskene i to dele, ved dommedag, Leid 41, sog s. hrgnn, kløver, Ht 22, hlyr s-r hefring urigtig v. L, ESk 12, 17; s. e-n frá e-u, befri en for noget, Sól 75, s. skap frá vifni, fjærne sine tanker fra, vænne sig af med, Merl II 74, s-jask frá e-m GSiirs 20, Has 63, s. við e-n Sol 48, s-jask við e-n Grip 24, Hharð 3, Hfr 3, 27, pjóðA 3, 1, segja skilit við e-n Nj 3; medium absolut, s-jumk heilir Grip 53, vit s-ðumk GSúrs 36; daprt of skilið ferð, adsplittet skare, Valg 9; vegir skilðusk þeira, deres veje gik fra hinanden, de skiltes for bestandig, Am 36; s-jask verr, gå fra hinanden med værre resultat (nemlig uden at være forligte), Halli 5; s-jask undan, blive undtaget, LU 88. — Ht 17 er ordet tvetydigt (ved refhvqrf), fljótt válkat skilr fylkir, skilr fylkir er modsætninger (adsplitter, samler, se kommentaren), men sammenhængen kræver betydningen 2) 'skælne, forstå'; denne anden hovedbetydning findes: ek skil Stefnir 2, pKolb 3, 8, s. rétt, indse hvad ret er, pKolb Lv 9, s. skýr orð Lil 98, bannat at s. Lil 39, jfr Lil 41. 98, sú er s-jandi vilja Lil 11, mein s-jandi, forstående at der var fare, pmåhl 11, hår heiðr (byskups) s-öisk, mærkedes, EQils 1, 6. — 3) fremlæoge, gore bekendt, gpre rede for, s. fyr verum Hfl 16, hæft s-jum brag Bjhit 2, 1, s. of e-t Hym 38. — 4)