skelf

505

sker

skelfir, m, ryster, som bringer til at ryste, forskrækker, s. Dana Oisl 1, 15, auðar s., gavmild mand, Merl II 56; — s-is Audun 2 i en forvansket sammenhæng. Jfr lið-, sí-, ý-, þambar-.

skelfiskr, m, musling (urigtig v. 1. skel-jungr), pul IV x 3.

skeljungr, m, en art hval, (knölhval, Nordg.) pul IV y 2; fjalla s., slange, Katr 6. Jfr gljúfr-.

skelkingr, m, navn på sværd, pul IV l 7 (v. 1. skelv-, skelkv-), Arn 5, 5.

1.  skelkinn, ad], frygtsom, skyldut falma s-nir porm 2, 19.

2.  skelkinn, adj, spottelysten, ondskabsfuld (af skálkr), s. maðr Ans 1.

1.   skelkja, (-ða, -ðr), forskrække, s. brúðir Valg (j.

2.  skelkja, (-ða, -ðr; af skalkr?), gore når ad, være ondskabsfuld imod, skatnar s. ok draga skaup at e-m Oautr II 23; jfr fær. skelkja "skære ansigter, vrænge mund".

1.  skelkr, m, frygt, skjóta e-m s-k i bringu Anon (XIII) B 16.

2.  skelkr, m, spot, nar, afla s-k at e-u Rv 12 (jfr 2. skelkja).

skelkvingr se skelkingr.

/. skella se skjalla.

2. skella, (-da, -dr), 1) slå, klaske, maðr skeldi mér við belki, slog, drev mig, Ans 1, s. lófum, klappe i hænderne, Merl II 99. — 2) slå, ødelægge, skeldu skip mitt Hárb 39, s. fót undan e-m, hugge benet af. Am 50. — 3) s. á e-n, udskælde en, göre nar ad en, þeirs opt á mik s. G Galt 2.

skellibrogð, n. pl, stöjende lojer, måske særlig hojrøstet latter (jfr nyisl. skelli-hlátur), stór eru s. skalds i helli Sigv 13, 12.

skelir, m, slag, klaskende slag, hon skell of hlaut fyr skillinga pry 32.

skelpunnr, adj, tynd, skarp som mus-Ung, s-ar eggjar rumiusk á Egils (XII) 3.

skemS, /, skam. skammelig handling, synd, s-a flýtir, vistnok djævelen, SnE II 216.

1.  skemma, /, forrådshus, hverfa til s-u Ghv 7, ganga i s-u Anon (XIII) B 20, bera oj til s-u Heidr 9.

2.   skemma, (-ða, -ðr), forkorte, beskadige, såre, (af skammr), orkn hofum s-dan pKolb Lv 5, skemt var alt, alt var fordærvet, OTranon 7; skemd æðr, åbnet åre, SnE II 218, men rigtigere er vel skeind.

skemta, (-ta, -t), underholde, s. e-m Bj hit 2, 4, Hl 1 a, Darr 10 (men v. 1. segi er her rigtigere).

skemtun, f, underholdning, til s-ar Hsv 102.

skenkja, (-ða, -ðr), skænke, silfri s-kt vin Ht 91, s. drykki Gi 71.

skepja, (skapða, *skapiðr; jfr skapa), s. dverga dróttir Vsp 9, friöar s-jandi Skáldh, s-jandi láðs ríkis Has 24, s. skil, udføre hvad der tilkommer en, hvad der er pas-

sende (f. eks. in casu 'göre gengæld'), Korm Lv 33.

skepna, /, 1) skæbne, alda illrar s-u Gudr I 24, himnesk s., v. 1. til det rigtigere h. skipun (v. 1.) Hsv 60. — 2) det skabte, især menneskene, fyr allri s-u Has 6, s-an q11 LU 51, jfr 6. 28; Has 29, Leið 14. 21; skabning, dyr, Merl II 97, alla sina s-u Likn 25, engla s., englene, ESk 6, 4, s-ur (guðs) Heil 24, s-u bundinn Likn 30, s-u deilir, gud, Gdfi 35. 63, Mgr 11. ~ Jfr hgfuð-, Ó-.

skepta, (-ta, -tr), skæfte, sætte skaft på, s. orvar Rþ 28. 35. Qrvar eitri skeptar Anon (XIII) B 40, s. geira Akv 37,_jie\ hefr vigr of skepta Korm Lv 58, dgrr alnii skept Arn 3, 14.

skepti, n, skæfte, skaft, hgggva sax af s. Grettis 45.

skeptifletta, f, et slags kastespyd, (egl. 'med flækket skaft', hvori spidsen var indstukket, jfr Falk, Waff 76), pjóöA 1, 9.

skeptismiðr, m, skaftemager, en som laver spydskafter, Hávm 126.

sker, n, skær, over- og undervandsskær, Brandr, of s. Bjhit 2, 14, fellr hronn of s. Mhkv 27, í s-jum pjóðA 4, 22° s. Sóta ₌ Sótasker Sigv 1, 1, brúðir s-ja, bølgerne, Snæbj 1. — I kenninger, for hav: fold s-s Sigv 2, 11, s-ja fold Eyv Lv 11 (jfr skíðrennandi), glymfjgturr s-s Mark 4, 1, Haka s. Hf l 13 (jfr skíðgarðr), — for guld (s. ₌ steinn, jfr SnE I 336): liðar s., Ht 46, handar s. Korm Lv 26. 50, haukslóöar s. Hl 24 a; góins s. (s. = land) EGils 3, 12 — for tunge: orða s. Ht 87, for tænder góma s. VSt 1 jfr Meissner 133, — for klinge, sværd: hjalta s. pKolb 3, 13 (jfr glaumr), — for skjold: ógnar s. Sigv 12, 20. — Urigtig v. 1. (for skógs) Sigv 7, 4. Jfr brim-, Elfar-, góm-, Skarpa-, Sóta-, út-.

skera, (skar, skorinn), 1) skære, s. mjó-tygil, skære, hugge, over, Rdr 19, s. tungu ór hofði ESk 6, 37, jfr 40. 60 (tunga vas skorin knifi), hugborg hjgrvi skorin, flænget af sværdet, Gudr I 14, s. e-n á hals, skære halsen over på en, Am 79, s. hjarta ór e-m Oddrgr 28, Akv 22, Am 59, s. e-n til hjarta Akv 24, Ghv 17, s. benjar frembringe sår ved snit, Hl 17 a, skornar (v. I. skotnar) brynjur Hak 9, skorin Skgglar kápa Kjrm 18, s. uf, skære drøvelen, Nkt 27, Ivarr lét skorit bak Ellu ara (dativ), ristede (blod)örn på Ellas ryg, Sigv 10, 1, mær skar (objektet forvansket) Korm Lv 47; s. soðulþófa of sik, tildanne filtstykker for at'lægge om sig (til værn), SturlB l, sonr Máríu er naglar skóru, gennemborede, LU 87; — ofte om skibenes bevægelse, húfr skerr hronn Ht 78, s. salt húfi Arn 3, 2, s. bylgjur stýri Ótt 2, 20, s. sund súðum ESk 7, 10, s. leið reggi Ht 34, s. eysund til konungs fundar Halli 2; — upersonl., steinda lind skerr Ht 10. — 2) udskære, skornir drekar ESk 11, 10; hertil kan henføres skgru á skíði, 'de, man, skar — o: deres navne, —