skap

502

skarpr

s. verð, skaffe, Hl 10 a. — 4) tildele,_ bestemme (liv, skæbne o. s. v.), s. e-ni aldr QOalt 2, Ski 13, Hhund I 2, s. e-m kaldan aldr HolmgB 14, s-at lífs rán tit 33, s. e-m bana tit 64, vas pér pat s-at Hhund II 28, norn skópumk at Reg 2, engum er ilt s-at Hsv 110, Skúla er skgpuð bezt ævi Ólsv 2, mér vas s-at at eiga (konu) pKolb Lv 2, syni verðrat sæla skopuð Reg 6, s. e-m sannan veg fsldr 22, s. e-m sigr Arn 2, 13, s. e-m langa prg Sigsk 7; — at skgpuðu, ifølge skæbnens bestemmelse, láta skeika at s. Qrv IX 16.

skapadægr, n, den af skæbnen bestemte dag, dødsdag, Mhkv 23, Qrv IV a 2. IX 48.

skapan, /, skabelse, LU 5.

skapari, m, skaber, om Kristus (gud), LU 7. 51, s. foldar Gdp 9, s. manna LU 62.

skapdauði, adj, som dør ifølge skæbnen, som det er naturligt at dør, hann es s. Am 61.

skapdreki, m, tildannende drage, s. skinna, humoristisk kenning for en garver, pjóðA 4, 15. Jfr nautaleðrs naðr.

skapferði, n, sindelag, Rolb 2, 1.

skapfrQmuðr, m, passende fremmer, dygtig fremmer, Hrundar leika s., kriger, Korm Lv 19.

skapker, n, blandingskar, stort kar til at øse drikken af, s. fylla Ori 25, s-s skorða, kvinde, QSúrs 26.

skapleikr, m, sind, sindelag, Hfl 16. B. M. Olsen vil (Arkiv XIX, 113 f.) opfatte ordet som sammensat med leikr 'leg, tidsfordriv'; det hele "sædvanlig (eller regelmæssig) sport (eller tidsfordriv)".

skapliga, adv, naturligt, passende, skiptit s. Am 79.

skapligr, adj, 1) naturlig, passende, þótt værit s-t Am 92, færi an s-t væri Hl 4 a, s-t skarð Gautr /6.-2) af passende udstyr, smuk, s-g skipa bgrð pstf 1, 3. - Jfr Ó-.

skap-Móði, m, 'tildannende Mode', óðs s., digter, Bragi Lv 2.

skapsmiðr, m, tildannende smed, vist urigtig for skipsmiðr, s. d., bægge dele er dog, i forbindelse med Óðins, vanskelige at forklare; 'Odins sind', (skap, n) vilde være enestående kenning for 'skjald-skab'.

skapt, n, 1) skaft, skæfte, især spydskaft, s. mun gnesta Darr 3, rangt s. Hávm 126, dýja s. Rp 37, s-um es rann rept Ori 9, skgpt lyptask Ht 52, s-i réttara Heiðr 8, beint s. blóðorms Sturl 4, 21, skopt blóðroðin tv 34 — om en økses skaft, með roknu s-i Skall 3, spenna of s. Arn 3, 10; skopt hófu brinna en ginnregin skófu, her må der vel nærmest tænkes pd spydskafter, der blev ophövlede til spåner for at tænde ilden ved, hvis der ikke i alm. menes træstykker af cylinderformet art, Haustl 13 (jfr iøvrigt Arkiv V, 21, hvor opfattelsen dog næppe er

rigtig); når der etsteds i prosa (Fas I 173) synes at være gjort forskel på spjót og skapt, beror dette vist kun på en blot og bar kumulation i udtrykkene. — 2) spole i væv, dgrr at (for, som) skQptum Darr 2. — Jfr geir-.

Skapti, m, Skafte Toroddsson, Snorri.

skaptsngr, f, pil (egl. 'med det hurtige skaft', fem. af -snarr), pul IV o 1. Jfr Falk, Waff 99.

skapttré, n, (skr. skaptré), 'skaft-træ', træ (stang), der er skaft (kværnskaft) — mgndull(?), skulfu s. Grott 23.

skapvgrðr, m, 'naturlig vogter', s. him-ins, gud, Arn 3, 10.

skararfagr, adj, ₌ hárfagr, hårfager, om Harald, Nkt 8.

skarð, n, skår, hul, åben plads, holt s. í (sverði) Korm Lv 27, hoggva s. i skildi, hugge skår i skjold, overført, tilföje et betydeligt tab, TorfE 5, s. esa skapligt orðit Gautr I 6; jarðar s. — fjgrðr, o: Firðir / Norge, Ht 17; sonar s., det skår der frembragtes ved en söns død, St 6; — venjask s-i, blive skåret, afklippet, Årni 2, 1. Jfr vig-, ætt-.

Skarði, m, broder til Rormak skjald, Korm Lv 34. 35. 36.

skarSr, adj, skåret, við enn s-a mána, i den aftagende månes skin, Vol 6, með s-a skjoldu Hak 9, tv 34, vinna s-an barð-mána ftfr 3, 28, sit ja of s-um hlut, have lidt et tab, Eg Lv 21, hgfum gll s-an (o: hlut), vi har alle lidt et tab, Am 102. — Som navn på sværd, 'forhugget', pul IV 15.

skarfagr, adj, smuk ved (planke)sam-menjojninger, smukt sammenføjet, s-fggr skip pstf 1, 2.

1.   skarfr, m, skarv (pelecanus carbo), pul IV xx 3. — Jfr hleypi-.

2.  skarfr, m, skilling ( skjærv"), skjall-andi s. ór golli Herv VII 7.

skark, n, stöj, tumult, — om krigernes færd — pjóðA 1, 24.

skarmr, m, måne, pul IV II (v. 1. skamr).

Skarpasker, n. pi, ukendt stednavn (v. 1. Skarfa-), i S-jum Rrm 6.

skarpeggjaðr, adj, hvasægget, med hvasse ægge, s-at sverö Gautr II 14.

skarpla, adv, skarpt, grumt, herja s. Sigv 10, 6.

skarpliga, adv, skarpt, kraftig, skjóta s. Am 44.

skarpr, adj, 1) sammenskrumpet (ved indtorring), hård (at føle på), s. belgr Håvm 134, s-ar álar, hårde, vanskelige at løse, Lok 62, skgrp skrydda Gd/S 36. ~ 2) hård, om redskaber, s. hamarr Haustl 18; hvas, s-ir geirar Grott 15, s. brandr Rst 6, skgrp sverð Ólhv 2, 8. — 3) hård, om kampe, skgrp skalmgld Anon (XIII) B 41, skorp skœra pjóðA 1, 6, s-t él (skjaldar) Ht 32. — 4) om personer, s. pórðr, kraftig, tapper, Qrv VII 21. — 5) ntr s-t, adv, kraftigt, skjóta s-t pSær 3, taka s-ara á mgndli Grott 20. Jfr all-, ham-, vil-; jfr eggjumskarpi.