sjá

500

skaf

sjávarbelti, n, sø-bælte, havet betragtet som jordens bælte (eller pi 'søbælter' om havets forskellige dele), LU 10.

sjóða, (sauð, soðinn), koge, s. mat Snff

2,  9, bað s. (kjgt) Hym 14, soðinn kalfr Rp 18, soðin svins lifr Guðr II 23, láta soðinn Sæhrímni Grí 18, soðinn mgrr, kogte pølser, Rorm Lv 11; — om jœrn i essen, afli soðinn segi tangar pdr 15, s. sára lauk, 'koge sår-løg', smedde sværd, Heiðr 5; jfr no. sjoda "sveise, sammensmede adskilte stykker metal" (Aasen).

sjóðmJQll, f, 'pang-sne', sølv(penge), Sturl 4, 36-

sjóðr, m, pung, láta líða ór s-i, gå glip af penge, Gunnl Lv 1, silfr i s-um EGils 1, 25, lausir s-ar, løse punge, o: punge, fyldte med penge, til bestikkelser, Sigv 13, 16; s-s snær, sølv, ESk 11, 7, farmr s-s, penge, Obreið 1.

Sjóland, n, Sælland, pul IV bbb 6. Jfr Selund.

Sjólfr, m, sagnperson (navnet egl. = Sæolfr), Qrv VII 3 o. s. v.

sjóli, m, konge, fyrste, pul IV hh 3, s. sólar hauðrs, gud, Leið 31 (ved rettelse). — Jfr himin-.

sjón, /, 1) syn, blik, fyr s. jgtuns Hym 12, fáa s. ESk 6, 24, synet af noget, s. sliks sggu rikari ploft 2, 3, s-ir mornar EGils 3, 14. — 2) öje, i pi, setja fyr s-ir Arbj 14, leiða e-n s-um Hym 13, séa s-um Hávm 150, setja s-ir við e-m porm 2, 9, leiða fyr s-ir Likn 46, verða e-m at s-um, blive genstand for ens öjne, blive set af en, Qrv IX 50, hvassar s-ir Sigv 12, 13, svartbrúnar s-ir Eg Lv 26, s-ir skjalfandi Sól 43 (her kunde dog skjalfandi høre til subj.), franar s-ir liðnar Guðr I 14, svart es mér fyr s-um Qrv IV 2, slita s-ir ór hQfði Fj 45, Sol 67; jfr Qlvir 2. Jfr skugg-, undr-.

sjónarberg, n, 'syn-klippe', bje, EGils

3,  6.

sjónbraut, /, 'syns-vej', öje, i pi ESk 6, 23.

sjónfagr, adj, smak at se, urigtig v. 1. Rst 30.

sjónhesli, n, 'syn-hasselnød', bglgróit s. GSúrs 5 (jfr hele sammenhængen og ordvalget).

sjór se sær.

sjóvarbakki, m, søbred, strand, Gdp 63.

sjóvargangr, m, søgang, stærk brænding, Gd 5.

sjóvarstjarna, f, 'sø-stjærne', jomfru Maria (stella maris; fejlagtig etymologisk forbindelse af Maria med mare), Mdr 3.

sjúga se súga.

sjúkleikr, m, sygdom, Gdp 40.

sjúkr, adj, syg, for s-rar pKolb Lv 12, s-k (kona) Ry 34, s-ir ok sárir Fj 36; s. bukr, død krop, Blakkr 2, 2; Sigv 12, 19, s. konungr, synes at måtte betyde 'syg konge', og hentyde til at Olaf ikke var helt rask; at læse gerðu (v. 1.) s-an lifi, gjorde ham berøvet livet, berøvede ham

livet, er næppe riatigt. Jfr fjor-, hjarta-, hug-, keli-, Ó-.

Sjgfn, /, en asynje (jfr SnE I 114; elskovsgudinde), pal IV h 2, jfr yy 3, silfrbands S., kvinde, G Sur s 35, S. seims PI 14, S. sauma GSúrs 17.

sjgt, n, — set, 1) bænk, hjem, bolig, sótt hefk mgrg mildinga s. Arbj 2, s. ragna Vsp 41, s. goða Eirm 7, manna s. Rdr 20, Eg Lv 7, Arn 6, 1, s. rekka Anon (XIII) B 31, ýta, rekka s. Hák 20, Nj (XII) 2, Ólhv 1, Aurvanga s. Vsp 14, Heljar s. Fj 25, þursa þjóöar s. Fj 1, Saxa s. tv 4, hirðis s., "sedes pastoris", Merl I 16, of manna s., i mænds boliger, Hfl 20 (således er vel den rigtige opfattelse, ikke — 'siddende mænd').

—  2) mænd synes ordet at betyde i s-um ggrvgllum Hyndl 43, samt i skjaldar leygr þaut of s. Hskv 2, 12; birkis s. synes at høre sammen, 'birketræs huse', Grettis 47. — 3) / kenninger, for himmel: solar s. Grip 52, — for hav: Hggna s. Merl 1 31. — 4) s. solar (v. 1. setr), solnedgang, Eg Lv 6.

sjgtrugnir, m, af uvis betydning, tungl s-is, skulde indeholde betegnelse for en 'jættekvinde'; tunglsjot (etter tungis s.) kunde være 'himmel', men rugnir (= Hrungnir?) er uforståeligt, Anon (X) II B 6.

sjgtul, f, som neddysser, beroliger (egl. fem. til adj sjgtull), dolgs s., kværnen Grotte som malende fred, Grott 16.

sjgtulbjorn, m, kun i forbindelsen arn-stalls s., der er ₌ Arinbjgrn, således at arnstalls sjgtul- svarer til arin-, jfr arn-stallr, Eg Lv 27. Jfr Falk, Ark. XXXIX, 70.

1.   skaði, m, skade, ødelæggelse, tab, bjóða s-a Rv 8, vinna gulli s-a Ht 47, ættar s. Arbj 12, fáa s-a e-s pjsh Lv 5, s. minn kennir mér minni Giz 2, 1, s-a bótir, udbedring af skade, Rst 30; — lindis s., lindetræets skade, vinden, pjóöA 4, 23.

—  Jfr hår-, mann-, ættar-.

2.  Skaði, /, (gen. -i?, yngre -a), Skade, Tjazes datter, G ri 11, Hyndl 30, Hál 3, pul IV h 1.

skaf, n, egl. 'det afskrabede, afbarkede', bark af træer, benyttet til foder, eta s. Sigv 13, 28.

skafa, (skóf, skafinn), 1) skrabe, skære af, s. krúnu klif, om munkene, Árni 2, 1, s. horn af haugi, uvist hvortil der sigtes, Mhkv 8, þat hefr eik es af annarri skefr, ordsprog, Hárb 22, Mhkv 26, s. rúnar af Sigrdr 18. — 2) skrabe, glatte (ved skæring, hövling), s. skeyti Qrv IX 3, Rp 42, s. skgpt Haustl 13, s. stefknarrar branda HSt °2, 4, skafnir askar, spyd, Akv 4, skafnar árar Hhund I 49, skafit rœði pór, skafit stýri Ótt 2,20, skafnir stafnar Ht 73, skafin bgrð pstf 1, 3; om sværd, blank (poleret), skafinn skjómi Drv (XI) 6, skafinn (v. 1. skarpr) brandr Rst 6, skafin sverð Ht 8. — 3) stryge imod, udspile, grðigt veðr skóf vindblásit segl Sigv 3, 9,