síð

498

síz

de'), s-is (ved rettelse) Sága Korm Lv 63. Reich, foreslår (Ark. 46, 220 f. at læse slíðr og dregils is tf. slíðrdregin, altså dregils Sága. Jfr Falk, Kleiderk 145.

síðfgrull, adj, som er på færde sent på dagen (om natten), seggr s. Herv V 4, Hæng II 1.

Síðgrani, m, Odin ('med langt nedhængende skæg'), Alv 6; jfr Síðskeggr.

SíShgttr, m, Odin ('med langt nedhængende hat'), Gri 48, pul IV jj 4.

síðla, adv, sent, Sól 29, Qrv IX 17.

1.   síðr, adj, langt nedhængende, især om klædningsstykker, s. serkr Ragn VI

3,  s. heðinn Refr 5, 2, s-ar brynjur Ohv 7, Sigv 13, 21, Isldr 10, s-ar slœður Rp 29; s-ar brýnn Arbj 8. — jfr gran-, hår-, megin-.

2.   síðr, adv, 1) mindre, hóti s., slet ikke, Mhkv 1, — ikke, s. þú hefnir, ikke skal du hævne, Sigrdr 22, munu s. firma Sigv 13, 29. '— 2) for at ikke, s. þitt of heilli halirHåvm 129, s. oss Loki kveði Lok 10, jfr 12, s. værak heitinn Sigsk 28, at s., så meget mindre, Mhkv 16, s. en eigi, mindre end ikke, aldeles ikke, Mark

4,  2, Od/i 27, eigi s., ikke mindre, pjóð 3, 1. — 3) supert, sizt, mindst af alt, slet ikke, Akv 24, Am 82. 85, Mhkv 13, Sigv 12, 16, Ht 67.

Síðskeggr, m, Odin, Gri 48, pul IV jj 6. Jfr Síðgrani.

Síðu-Hallr, m, isl. hövding (omkr. 1000), isldr 22.

síðusár, n, sidesår, sår i siden, s. Krists LU 5.

siga, (sé og seig, siginn), synke langsomt, glide langsomt lige ned, sigr fold i mar Vsp 57, bátr seig EGils 3, 18, (skip) sigu fyr hliðdyrr pstf 1, 4, láta barka s. ofan Hskv 2, 7, láta s-ask ofan, lade sig glide ned. Haustl 4, siginn til jaröar, segnet til jorden, Herv VII 3, láta s. brýnn fyr bráar HHj 19; upersonl., skáldi sigr, det går tilbage for skjalden (mig), Grettis 4; — láta s. sáttmól lade pagten komme i stand Sigsk 38. — sigrat, urigtigt for syngrat, Eg Lv 27.

sik, n, langstrakt vandsamling, kanal, pul IV u 3. — I kenninger for guld: s-s glóð Ht 17, s-s leygr (ved rettelse) porm 1, 7, s-a eldr Nj 26, Katr 22. 35. - I ufuldstændig sammenhæng pjóðA 3, 33.

sikr, m, helt (fiskeart), pul IV x 2, i kenninger, for sværd: Hildar gQtva s. pmáhl 8, hjalma s. Úlsv 5, for slange: akrs s. Rv 34. Jfr ben-, hræ-, laut-, láð-, leyni-, læ-.

sil, n, sild, pul IV x 2, m§r s-a fullr Hfr Lv 16. Jfr geir-, horn-.

sild, f, (pi. -r), sild, pul IV x 2, eta sildr ok hafra Hárb 3. — Navn på en norsk ø (i Fjordene), Silden, pul IV bbb 6. Jfr ben-, hlaup-, hræ-.

Sildasund, n, fingeret lokalitet, StjO II 3.

silmprk, /, 'sildens land', havet, Anon (XII) C 33 (ved rettelse).

sílungr, m, örred, pul IV x 3.

silægja, /, hav, pul IV u 1,-gudernes betegnelse, Alv 24, 'den udstrakt liggende'?

sima, n, tråd, bånd, (silkis) s., som pandebind, Vell 14, þær ór sandi s. undu Hårb 18, greiða gollin s-u Hhund I 3. Jfr alm-, år-, besti-, hår-, varr-, ørlQg-.

Símeón, m, apostlen, Mgr 6.

Simon, m, nordmand i 12. årh., S. skalpr ESk 8, 2.

simolugr, adj, altid snaksom, Hsv 41.

síngirnð, /, egenkærlighed, havesyge, Eg Lv 16.

singirni, /, s. s. foreg., Hsv 44.

singjarn, adj, havesyg (egl. 'som kun ser på sin egen fordel'), karrig, s. af gulli Gautr II a 3, (skr sink-, hvilket også forekommer i prosa, jfr isl. sinkur, karrig; til at antage en stamme sink- er der næppe grund).

Síniformús, m, en hövding, der lod den hellige Agnes brænde, Mey 31.

sinn, (sin, sitt, yngre sinn, sitt), pron. poss., (om vokalforholdet se Sk j s pr. s. 76, KGislason: Om qvantitet, Aarbb. 1866), sin, deres (pegende tilbage til et subjekt enten i sing. eller plur.), freista s-s frama Hávm 2, jafna morum s-um mon pry 6, hver sagði þeira s. oftrega Guor I 3, Sigyn sitr of ver s-um Vsp 35, sveip s-um hug Sigsk 13, kunna s-s of mål maga Håvm 21, at hyggjandi s-i Håvm 6, frá sinni kvgn Korm Lv 34, lét sinn ver deyja GSúrs 9, þverðu þrótt s. Hamð 15, valda megir Gjúka systur sinnar gráti Guor I 20, ottu á sinn foður Yt 4; ntr. bruges substantivisk, una s-u, være tilfreds med sit og sine forhold, Hsv 136, sitja of sitt, d. s., Mhkv 22, láta sitt vesa kyrt, egl 'lade sit, sin indgriben, være rolig', forholde sig rolig, Krm 27, her er sitt omtrent — sik, og sål. følgende steder, bua sitt til betra Am Arn 3, vita sitt i helviti Sigv 13, 16.

Sion, n, Zion, S-s o: vess Mv III 20.

sira, titel for gejstlige (nyisl. sjera; engelsk-fransk låneord), s. Guðmund Gd 17.

Siri, /re, norsk ø (i Rogaland), pul III 3, IV bbb 5, baldrekr S-a, havet, ESk 13, 12.

Sirnir, m, 1) sagnperson, Qrv VI 3, IX 62. — 2) jætte, S-is hljóð, guld ýtir S-is hljóðs (hds hljóða), (gavmild) mand, Hard 2.

Sisarr, m, sagnperson, Gautr II 13.

siskelfir, m, 'stadig svinger', s. undar bliks, kriger, Eg Lv 24.

Sivgr, f, jættekvinde ('den altid varsomme'), pul IV c 3. Jfr Svivgr.

siz, konj., (for sits — síð es), 1) siden, fra den tid af at, s. ek með folkum fór Gri 48, s. hnúkðir Lok 60, s. drukku Guðr II 29, s. komt Am 56, s. Hókon fór Hák 21, s. brendu Nj (XII) 4, s", pik fastnaði Korm Lv 32, s. nam son ór heimi St 20, s. hann var heðra GdfS 49, s. hermenn firöu Sigv 12, 19, s. mcettum Grettis 1. —