seg

487

sein

aet. segjandi, anfører, befaler, s. sagna Haustl 2. — es sagði þér Vgl 41, er vist fejl f. sggðu. — segek Rdr 7 er enten — segi ek eller — ség-ek o: sé-ek+ek.

segjárn, n, et slags jcern, s-s ker Fj 26; hvad det fðrste led er, er usikkert; det kande være — seig-, af seigr 'sej', men — og vist snarere — stammen i segi (se ovenfor). Jfr BMÓlsen Ark. XXXIII, 17.

segl, n, sejl, pul IV z 5, búit s. Sturl

3,  15, bio s. Sigv 10, 8, neyta s-s Ott 2,

4,  snara s. við húna Jóms 33, hlaða s-um Sturl 3, 6. — I kenninger for skjold (jfr SnE II 428): s. Hildar ESk 12, 4, s. Hlak-kar Vell 8, naglfara s. Rdr 5 (jfr sigla). — / gåden Heið 28, sat ek á s-i, er s. = veggr, 'jeg sad på en væg', se veggr. — Jfr baug-, róg-.

seglhættr, adj, farlig for sejl(et), s-tt veðr StjO II 1 (rettelse for seglþættir).

seglmarr, m, 'sejl-hest', skib, Sigdr 10.

seglvigg, n, s. s. foreg., s. eru sveita stokkin Reg 16.

seiða, (-dda, -ddr), anvende trolddom (for at udvirke noget), ₌ síða, s. brott bgru hjaröir Lod I 4.

seiðberandi, m, udøver af sejd, trolddom, s-endr frá Svarthofða Hyndl 33.

1.   seiSr, m, slags fisk, sej, pul IV x 2, grundar s., slange, porf 1, jarðar s., mid-gårdsormen, EVald 3, dælar s. slange, Has 44, s. hriss, d. s., EGils 1, 38; s-s hrynleið, havet, ESk 3, 1. — I kenninger for sværd: sóknar s. PI 37, þrimu s. puríðr, geirveðrs s. Eg Lv 12, fieina skúrar s. Ingj 2, 4 (jfr svipskorðandi). Jfr endi-, gjald-, gunn-, hjaldr-, hræ-, hrøkkvi-, kenni-.

2.   seiðr, m, trolddomssang, trolddom (af en egen art, jfr Snorre i Yngl.s), at s-i Ormsp II. — I kenninger for kamp: Fjglnis s. Evids 6, sverða s. Sturl 4, 12, lggðis s. Evids 5, vigra s. Eg Lv 6, Guth kgrt; seiðs Gldr 8 er urigtig v. 1. for eiðs.

seigr, adj, sej, som ikke let går itu (elastisk), seig reip Sól 37; s-ar sáttir, forlig der vanskelig kommer i stand, Anon (XII) B 14.^

seil, /, snor, bånd, skaunar s., skjoldbånd (— skjaldarfetill), pdr 9, alene = skjoldbånd, s-ar sól, skjold (jfr sólgagarr), Tindr 1, 4. — I kenninger for slange: s. rås Merl II 12, s. grundar isldr 2. Jfr drag-, dróg-, prym-.

seilask, (-disk), strække sig, strække sin arm ud, s. of sund Hårb 27. 28.

seimbrjótr, m, 'guld-bryder', gavmild mand, ploft 3, 4; jfr det følg.

seimbroti, m, s. s. foreg., Am 3, 1 (v. 1. •brjótr).

seimfarri, m, Isldr 27, i en ufuldstændig kenning, 'lyd-ild', sværd; seim er vist en del af en kenning for kamp.

seimfærir, m, 'guld-bringer', guldgiver, Hl 32 a (fejl for skeröir?); eller af færa (af får) 'bringe i fare'?

seimgautr Grett 2, 3 er urigtig v. 1. for seim(s).

seimgefandi, m, 'guld-giver', i pi. Merl II 14.

seimgildir, m, 'guld-forøger', rig mand, Ht 29.

seimhrjóðandi, m, 'guld-uddeler', gavmild mand, GGalt 1.

seimir, m, slange (af seimr), pul IV qq 4.

seimkennandi, m, guld-prøver, mand, Mv I 6.

seimlundr, m, 'guld-træ', mand, EGils 1, 21.

seimr, m, guld (måske egl. 'guldtråd), bjartr s. Nkt 33, gjgflati s-s ok hnossa Ht 97, s-s- ágirni Ófeigr 3, gefa s-a Okik 1, 2, Ht 47, veita s-a Ht 90. — Hyppigt i kenninger, for mand: s-s skerðir Hfr 2, 8, s-s særir porm 1, 6, s-a søkkvir Hfr Lv 22, s-s pollr Sigv 5, 6. 12, 17, s-s bQrr PI 4, s-s hirðidraugr GDropl 1, s-a sneiðir Ht 71, s-a særir Eskål Lv 3, s-a rýrir pmaur, s-a þverrir GDropl 5, s-a stiklir Sturl 3, 4, s-a sendir ESk 9,4, s-a sløngvir Nj 4, s-a pollr porm 2, 6, Sturl 3, 2, s-a viðir Bjarni 1, s-a lundr Isldr 26, s-a próttr Leið 37, — for kvinde: s-a Lofn GSúrs 32, s-a Quðr Jorns 6, — seims er urigtigt for eims Ingj 1, 6. — Jfr goll-,

iQg-, Ý--seimstafr, m, 'guld-stav', mand, Arn 3,

1 (v. L).

seimstallr, m, 'guld-underlag', arm, s-s viðir, efterklassisk kenning for mænd, med mindre seimr her er brugt for 'slange', (ved unøjagtig forståelse), Mv I 25.

seimtýnir, m, 'guld-forøder', gavmild mand, PI 20.

seimvin, m, honning-vin (af seimr, honningkage), Pét 3.

seimpiggjandi, m, 'guld-modtager, -erobrer', mand, ESk 6, 48.

seimpollr, m, 'guld-træ', mand, pKolb Lv 5.

seimpreytir, m, 'guld-øder', gavmild mand, Ht 32.

seimpverrir, m, 'guld-forminsker', gavmild mand, Ht 47.

seimgrr, adj, gavmild på guld, Ht 47, ÅKet.

sein, n(P), (ordet er vel af samme art som full, ljós, djúp o. s. v.), sendrægtighed, langsomhed, láta s. at munni, lade munden være sen, langsom, være træg til at tale, Mhkv 24, s. mun verða alt at greina, det vil tage lang tid at, Gdf} 14, ein stund verðr opt at s-um, bliver ofte for sent, man kommer ofte en time for sent, Has 41. — Jfr frið-.

seina, (-aöa, -aðr), forsinke, opsætte, ef pvi s-um, hvis vi opsætter det, Leid 39, s. at hróðri, være sen til digt, at digte, Rv 23, s-at es at segja, samna, det er for sent (nu) at o. s. v., Am 29, Akv 17.