sann

482

sá

Od 20; at sgnnu, virkelig, Hav 2, Nj 4, Likn 22, EGils 2, 15, Od 23. — Som navn på Odin, Saðr, Gri 47, pul IV jj 3,

5.  Rindar serkjar, kriger, mand, EGils 1, 13. Jfr all-, mektar-, ó-, ráða-.

2. sannr, saðr, m, sandhed, billighed, reynask með s-i, vise sig i sandhed, Anon (XII) B 7, spyrja sann frá e-m porm 1, 7, s-i firðr pKolb Lv 8; ret, sans for hvad der er billigt, felskat saðr sviðri Am

6,  s. vas engr fyrir Sigv 3, 8, njóta sanns pjódA 3, 24; oprigtighed, fylgði saðr slíku Am 47.

sannráðinn, ad], mod hvis liv virkeligt anslag er gjort, es vóru s-nir Am 1, s. frá láði pjóðA 1,3.

sannreyndr, ad], i sandhed prøvet, Mv II 23.

sannreynir, m, 'sand prøver', s. Haralds, Haralds sande prøver, o: ven, Hakon jarl, Korm, 1, 1; s. Hárbarðs véa fjarðar sunds, som i sandhed prøver svømning i 'Valkals fjord' (digterdrikken), dristig kenning for en skjald, Ulfr Lv.

sannspár, ad], 'sandt-spående', der forudsiger rigtigt, s. hugr Eg Lv 26.

sannspurSr, ad], rigtig erfaret, s-t es pat, ESk 6, 36; mulig også porm 1, 7: hefk sannspurt, men rigtigere i to ord.

sannstýrandi, m, sand styrer, s. sólhauörs, gud, Has 27.

sannvinr, m, sand ven, s. rétta Am Am 3.

sannvitandi, m, som i sandhed kender, s. Gauts pekju (skjoldets) sunnu (sværdets), kriger, pmáhl 17; der skal vel ikke læses -vitendr, 'sande ødelæggere'?

sannviss, adj, i sandhed vis, s. friðar veitir, Kristus, Has 24.

sannyrði, n. pi, sande ord, s. sverða, sværdenes sande tale, kampen (jfr ordvalget i det hele), Hfr 1, 3.

Santiri, n, Cantyre i Skotland, Bkrepp 7 (v. 1. sat-, men rimet kræver san-). Jfr Sátíri.

Sarpr, m, Sarpen, stíga í S-p Hskv 3, 3.

sauðnir, m, høg, pul IV ss 2, s-is látr, arm, EGils 1, 1.

sauðr, m, får, mórauðir s-ir Korm Lv 9, sekr of s-i TorfE 5, týnir s-a, ræv, Merl I 28, — om menigheden, Heilv 18, fyr s-a lifi SnE II 248, geymir s-a, biskop, Od 31. — Usikkert: ek bar sauð með nauðum (sværd?? offerdyr? Heinzel-festskr. 20 f., men bet. passer næppe), Eg Lv 33.

Sauðungssund, n, sund på Fjalir, Saue-sund, Sigv 1, 15, Nkt 29.

sauma, (-aða, -aör), sömme, sy, s-aðr serkr Ragn VI 3 (jfr Falk, Kleiderk. 17), s. at hondum, sy ærmerne 'til hænderne', så at de bliver snævre og lægger sig tæt til armen, Grettis 13.

saumfQr, f, rækken af naglerne igennem et plankepar i skibet, dreyri dreif á s. kløkkva Am 5, 21.

saum-Hlgkk, /, 'synings- Hlokk', kvinde, GSárs 22.

saumr, m, 1) syning, Sága s-s, kvinde, Hfr Lv 24, GSúrs 28, Nauma s-s, d. s., GSúrs 23, s-a Sj§fn GSúrs 17, s. grefr (sæ), her om plankerne, ESk 13, 14. — 2) söm, nagler (til et skib), pul IV z 6, nagl-fara segls siglur s-s andvanar Rdr 5. — 3) korsets nagler, Likn 27. 32. — Jfr rek-.

saumskorða, /, 'syningens, sytøjets bærerske', kvinde, Grettis 46.

saupstríðir, m, 'suppens bekriger', en ironisk kenning, Anon (XII) C 37.

Saurbær, m, egn i det vestlige Dalesyssel, HolmgB 6.

saurfirðr, ad], som har renset sig for smuds, vasket, Korm Lv 10.

saurga, (-aSa, -aðr), forurene, besmitte, at hon s-ask máttit, ved skørlevned, PI 19, saurguð Hóla kirkja, vanhelliget, Odp 23.

saurgan, /, besmittelse, s. synða Lil 21. 76.

saurlifi, n, skørlævned, s-is synðir PI 19.

saurlifr, ad], som lever utugtigt liv, s. sefi Mv III 5, jfr 14.

saurnir, m, skjold ('tilsmudset'), pul IV r 2. Jfr Falk, Waff. 148.

saurr, m, skam, smuds, grár s. Rv 30, s-s vasa vant Rv 2, s. synda Ratr 46.

saurreiðir, m, skarn-bærer, Korm Lv 51.

saurstokkinn, ad], smudsbestænkt, s. svíri pjóðA 1, 18.

saurugr, ad], 1) smudsig, saurgir flókar (jfr hrókr) Korm Lv 13, s-ug flotgríðr Anon (XII) C 37, s. hali pKolb Lv 5, hafa s-t alt SnH 2, 11; smudsig på gruna af synd(efulde tanker), s-t brjóst Has 12, Katr 46. — 2) rusten, s. mækir Hávm 83 (således også i prosa, Korm. s. 27).

sautján, talo., sytten, Mey 16 (skr. med tal i hds).

1.   sax, n, sværd (kort), skera s-i slíör-beitu Akv 21, 9 fellr sgxum ok sverðum, strammer med, fuld af, Vsp 36; s-a Ootnar, mænd, EGils 1, 36; engis s., le (ved rettelse), Korm Lv 14. Se Falk, Waff 9 ff. Jfr hånd-, hepti-, járn-.

2.   sax, n, en del af skibets forstavn, hvor indsnævringen til den begynder, til bægge sider, derfor i reglen sqx, af dreyrgu s-i ESk 10, 1; pi. pul IV z 6.

Saxa, /, norsk 0, gaman vas Sqxu, på grund af kampen, HolgSk. Jfr MOlsen Aarbb. 1918.

Saxar, m. pi, Sakser, Vell 29, Hfr 2, 6, Mark 1, 13, S-a sjot lv 4.

Saxelfr, /, Elben, pul IV v 2.

Saxi, m, tysk sagnkonge, S. sunnmanna gramr (eponym for Sakserne; dog kunde S-a her være gen. pi. af Saxar, og sunnmanna appos. dertil), Gudr III 6. — Svensk mand (12. årh), sonr riks S-a Sigv 3, 8.

Saxland, n, Saksland, Mark 1, 25.

saxneskr, ad], saksisk, Merl II 4. 39.

sá, sii, pat, pron. dem., (om de enkelte former kan henvises til Skjspr. 78), den, det, kan stå med subsi., adj. o. s. v.