rekkr

464

reyðr

15, r-ar geöfastir pGísl 3. — 2) mand i alm., pul IV j 1, r-a kindir Mark 1, 17, hverr r-a HolmgB 3, hvat es pat r-a Alv 5, margr r. Hyndl 3, r. enn ráðsvinni Hárb 8, jfr HHj 22, Sigv 1, 5; dygtig, virkelig, mand, r-ar pat þóttusk Hávm 49; lægir r-a rógs Hfr 2, 7; — i kollektiv betydning, r-s loðuðr, fyrste, Yt 31. — / en kenning: hausa hasls ₌. hårs ₌ Hårs (Odins) r-ar, aserne, isldr 1. Som dværgenavn, pul IV ii 6. — Jfr bekk-, hasl-, rausnar-.

/. rekningr, m, (betlers) omflakken, senda (konu) á r-g Hard 4.

2. rekningr, m, 1) sværd, bjartar sval-tungur r-a, klingerne, Bersi 1, 2, r-a él, kamp, Bjarni 2 (af reka, jfr skotningr). Jfr Falk, Waff 58. - 2) okse, pul IV ö 1, — rekinn, s. d.

reksauinr, m, drivsóm (almindelige söm, modsat hnoðsaumr), ESk 12, 14.

Rekstefja, f, navnet på et digt med rekstef, o: stev, hvis enkelte linjer er adskilte (klofastef) og anbragte i slutningen af stevbalkens enkelte vers, R-ju tekk hefja Rst 1.

1.  remma, /, bitterhed, r-an (synden) brast af rót í kvistu LU 20.

2.   remma, (-ða, -ðr), göre kraftig, stærk, r. borg turnum Merl I 19, konungr Róms (gud) hefr retnðan sik lgndum, gjort sig stærk i landene, befæstet sin magt, på jorden, EU 3, goð r-ir pik gagni Útt 2, 18; rimmu glóöir r. randa grand Ht 57; r. stein við hals, fastbinde, Heil 23.

remmilaukr, m, 'kraftigt løg', ránsóks (s. d.) r-ar, mænd, Rst 22; her synes remmi snarest at være subst. (in-st.); jfr de følgende sammensætninger.

remming, /, handlingen at göre kraftig, r. ráða, planernes kraft, kraftige planer, LU 40.

remmiskíð, n, 'kraftig, stærk, ski', Randvés r., stærkt skib, Sturl 4, 38.

remmiskóð, n, 'kraftigt, skadeligt redskab', r. borða (af borði), kraftigt sværd, pmåhl 8.

remmitungl, n, 'kraftig, stærk, måne', randar r., skjold, pKolb Lv 5.

remmi-Týr, m, 'kraftig gårende Ty', rógleiks (kampens) r., kriger, Ht 14.

rengja, (-öa, -ðr), göre vrang, forvanske, r. rúnar Am 4; ~ rengðar (ved rettelse af reyndar) ástir, tilbagevist, vraget, kærlighed, Mey 27; — dreje sig, forvride kroppen, er hann r-ðisk Rv 30.

Renir, m. pi, beboerne af Ranriki, ESk 7, 3.

1.  renna intr. se rinna.

2.  renna, (-da, -dr), 1) lade løbe, sætte i løb, fart, med dativ, r. langskipum p Kolb 3, 10, r. byrskíðum pfagr 6, r. stafna skíðum Ólhv 2, 9, r. hlunns hesti Oddi 3, r. Ekkils ýtiblgkkum Rst 16, r. skipum at ormi Rst 21, r. sæ, straum kili Ht 101, r. fjgrnis hlíð meginskíði fieina lands Ht 65, r. oddum eljunstrandir Ht 63, r. sævar skíði Meita hlíöir Am 2, 18,

hertil part. aet. i kenninger for søfarer, mænd, rennendr grœðis elgs Nj (XII) ff, r-endr ráfáka Nj (XII) 10; rendr hjorr Hl 39 b; bringe til flugt, tyggi r-di dggl-ingum Rst 20; r. brágeislum at e-m, se, spejde, efter en, Korm Lv 15; r. blóði í spor, lade blodet løbe ned i sporene, om en ceremoni ved indgåelsen af fostbroderskab, Brot 17. — 2) intransitivt, løbe, Visundr r-di norðan Arn 2, 9, leiðangr r-di langt með landi pKolb 3, 4, sýjur r-du framm EVald 3, r-duð rétt á stag Valg 6, ormr rendi til unda Krm 12, brandr r-di viö rif Áóreið; rægagarr r-di at brjóstum Krm 6, eitrdrekar r-du i gognum brjóst Sol 64, grt r-du peir undan, flygtede pjóðA 1, 20; — med acc. for at betegne, hvorover løbet går (hertil kunde også nogle af de ovenfor anførte steder høre), r. bratta rip Rst 28, (sverð) r-du f jorbrautir GDropl 3. Denne brug af r. er måske opstået ved udeladelse af sér, der et par gange findes i den medtale form, borð r-dusk at jgrðu Bglv 4, skip r-dusk at Anon (XI) Lv 16, r-ask á, om sværdene, Egilss (XII) 3. — Rendum Has 34 er urigtigt for vendum.

3. renna, /, renden, flyven, brodda r., kamp (eller verbo tenus), pskakk 2; i r-u, i række, en efter anden, Påll; — rennum Sturl 2, 1 er uden tvivl urigtigt, for eimr.

Rennandi, /, elvenavn, Gri 27, pul IV v 1; elgr R., skib, Lids 4 (egl. part. aet. af rinna).

rennir, m, som lader løbe, sætter i fart, r. bauga, gavmild mand, Sturl 4, 19; r. ritar Mv III 4; r. ægis otra, søfarer, Guðbr 1; r. regns hátunnu ranns, som lader himlen dreje sig, gud, Heilv 5. — Jfr at-, blakk-, dag-, eið-, elg-, hest-, kjgl-, mein-, sok-.

renniraukn, n, trækdyr (renni- st. i renna, 'ladende noget løbe', trækkende o: Sælland), Rdr 13.

rennu-Pundr, m, 'løb-Odin', randhvéls, skjoldets, renna (bevægelse), kamp, dens Odin, kriger, Rst 1.

renta, /, indtægt, Gd 30.

1.   repta, (-ta, -t), ræbe, Anon (XII) B 10.

2.  repta, (-ta, tr), sætte tag på (et hus: af raptr 'tagsparre'), skoptum es rann rept, om Valhal, Gri 9, es ek rept vita Gri 24.

res pdr 13 er forvansket, måske for risa.

ReySarfell, n, gård på Island, Grettis 12.

reyðarkalfr se reyðr.

reyðr, f, 1) finhval (af rauör), pul IV y 1, hvor også reyðarkalfr findes anført som særlig art (med urette), róa skal fyrst ijarri r-i, ordsprog, Nkt 2, rymvQllr r-ar, havet, HSn 2, 2, túnvgllr r-ar Steinn 3, 11; r. Svglnis beðju, slange, EGils 3, 20. — 2) örred, pul IV x 2; den sidste kenning kunde også henføres hertil. Jfr dal-, fjall-, holm-, hrafn-.