ótt

450

ogrr

frygt for, Has 50; valdr golls ó-a, gavmild mand, pSær 2, 3. — 2) frygt, rædsel (i aktiv betydning, således måske også i nogle af de anførte eksempler), 6. JQtna, Tor, Haus ti 14, 6. rándróttar Sturl 5, 8; 6. fengins golls, gavmild mand, Am 2, 16, 6. ormvengis Sturl 5, 2; ínrkis ó., ilden, Arbj 16 (jfr bjóð, bjorn); brynju ó., sværd, Hl 16 a.

óttlauss, ad], frygtløs, ntr. ó-t, adverbielt, Rst 3, Has 36, Likn 52, Nj 7, porv 1, Mdr 43.

ótvistr, ad], udelt, med hensyn til stemning, glad, munter, o-ar heims vistir Ht 29.

ótvínn, ad], 1) udelt, ikke tvivlende (egl. 'delt til to sider', beslægtet med tveir, tvi-; se KOislason Nj II 371 ff.). - 2) bestemt, frygtløs, om fyrster, pjóöA 1, 22, pfisk 2, Steinn 3, 6, om en kvinde, bestemt, Sigv 3, 5.

ótyrrinn, adj, ikke udæskende, vesþú ó. fyrri, vær ikke den förste til at krænke, GSúrs 16.

óvarliga, adv, uforsigtigt, LU 8.

óvarr, adj, 1) uforsigtig, drekka sik ó. óðan Akv 40. — 2) modig, Ht 80.

óvegr, m, vanære, ó-s menn, folk, der begår vanærende handlinger, Has 39.

oven ja, /, hvad der er stridende mod (gode) sæder, dårligdom, dårlige sæder, Likn 35.

óverðr, adj, uværdig, ó-ð orö, ord der ikke er værdige nok, Has 4; 6. þér Hálfs Il 2; som ikke har fortjænt (noget), Has 27, Mey 35.

óverðugr, adj, som ikke har fortjænt, flengja ó-an LU 65, bera e-t ó-ug Mey 41.

óvili, m, 'uvilje', ulyst, hón es æ borin ó-ja til, til ingen glæde (for andre), Sigsk 45.

óviljandi, part, mod sin vilje, PI 17, Asm I 4.

óviltr, adj, uforvansket, om runer, Sigrdr 19.

óvinligr, adj, uvenlig, Hsv 140 (Gerings rettelse for óvinauðigr).

óvinr, m, uven, fjende, Hávm 1. 43, pjsk Lv 4, tv 45, Nkt 79, Heilv 15; om djævlen, LU 61 (óvinrinn).

óvísligr, adj, urigtig læsemåde for æ visl-,^ Has 38.

óvíss, adj, usikker, óvíst es at vita, man kan aldrig være sikker på, Håvm 1. 38, Eirm 7, Fáfn 24.

óvæginn, adj, uskånsom, hård, Am 98, VGl 11, Sturl 5, 10.

óvænn, adj, håbløs, uden håb om et godt resultat, stefna ó-t, pønse på slemme ting, LU 48.

óværi, m, (vokalen ikke helt sikker) ravn, pul IV tt 1.

óvættr (ældre: óvéttr), /, ondt væsen, utyske, (₌ meinvættr), Grettis 42, Gd 59.

óþarfr, adj, unyttig, H$va mól óþorf jgtna sonum Håvm 164, ó-ir hlutir Hsv 104, jfr PI 58; — skadelig, eikiklubba

óþorf Dgnum pskúm, 6. oldum pskakk 3, 6. gllum Grettis 42, jfr °Qrv VII 23; ó-t som adv., til liden gavn, til skade, lifa ó-t Sigsk 64.

óþekð, /, fjendskab (rettelse for óþekk), slekkja 6. pSíð 2.

óþekkr, adj, ubehagelig, led, om en kvinde, Sigv 3, 5; derimod kan ordet ikke være rigtigt Korm Lv 42, her må der foreligge en ikke usædvanlig fejl for ofpekkr, s. d.

óþjóð, /, slet folk, slette mænd, pak, røvere, blóð ó-ar Jór 1, ó-ar lið tv 20, om Venderne, Am 2, 12, om hedninger, Ód 15; — eyðir ó-ar, udrydder af slette folk, pblond 1, 2; ingi ó-a, om en skotsk konge, Sturl 5, 15.

Óþjóðan, m, sagnperson (jætte?), Ó-ans móðir Qrv II.

óþokkaðr, adj, Ude set, forhadt, Anon (XII) C 37, EGils 3, 17.

óþokki, m, fjendskab, fjendtlighed, G Svert 10.

óþoli, m, uudholdelighed, uudholdelig (erotisk) pine (runetegn, der bevirker en sådan), Ski 29.

óþornaðr, adj, ikke törret, saftfuld, levende (med hensyn til tingens kraft), ó-at korn Likn 5.

óþrotligr, adj, som intet ophør har, uendelig, overmåde megen, talrig, 6-g brimleiðar sól Sturl 5, 3; hvis kræfter ikke svigter, ó-t liö Gísl l, 3.

óþrotnandi, part, uophørlig, evindelig, 6. gst Alpost 4.

óþurfandi, m, som ikke har grund (til sin opførsel), ó-endr, uden at de havde det nødigt, de skulde ikke have gjort det, Yt 13.

óþurpt, /, unytte, hvad der ikke er til ens tarv, ₌ óþorf, sýsla ó. e-s Korm Lv 3.

óþyrmir, m, som ikke skåner, 6. varga, kriger, da en sådan kenning (hvis vargr her er — ulv) er meningsløs, står 6- her vist for of-, ofþyrmir varga, som skåner ulvene, d. v. s. giver dem føde, Vell 8; men vargar kunde være ₌ fredløse mænd.

óþýðr, adj, umild, stridbar, SnE II 200.

óþægiligr, adj, uimodtagelig, som ikke kan modtages, 6-g orð Leið 3.

óþokk, /, utak, kunna e-m óþakkir, ikke give, yde, nogen nogen tak, pBrún 2, Hsv 25.

óþgrf, /, ₌ óþurpt, ó. í mglum, (der var) unytte i den sag, den sag blev dreven uden skellig grund, BjH 7.

óorr, adj, ikke rask, ó-t mælik nu, nu taler jeg ikke rask, Sigsk 62, men dette giver ingen mening; den rigtige læsemåde er uden tvivl ort, idet ai kun er dittografi af det foranstående o, skriveren vilde forst skrive blot ort, men han har ikke selv lagt mærke til fejlen; ort tager da sigte på den talendes udtalelser lige i forvejen.