myn

416

Mýl

talen på den made, Merl II 94, m. hróöri (dativ, obj. for m.?) eptir þeim orðum, indrette, Nkt 2; om figurlig talemåde, vondr es Máría mynduð, nævnt billedlig, SnE II 188.

myndan, /, dannelse, skabning, haglig m, heilags anda, Kristus, LU 30.

mynni, n, mundinc, fjarðar m. HHj 18, móðu m. Steinn 1, 3, Humru m. Árm 2, Dinu m. Krm 3, prándheims m., Trond-hjemsfjordens munding, Rst 15, SvQlðrar m. Skúli 1, 2 må være at opfatte på samme måde som det foregående, mundingen, af Svolders-havnen (jfr Saxos portus Svaldensis). — Gård ved Mjösens sydende, Kolli 1.

Mynt, /. elvenavn (v. 1. mynd), pul IV v 4.

myrða, (-ða, -ðr), dræbe, m. sunu, son Ghv 5, Bós 1, m. til hnossa, for at få fat i kostbarheder, Am 57, sofanda m-ði Sól 5, m-ðir menti Sól 74.

myrði-Freyr, m, 'dræbende Frey', Jalks skýja m., skjoldenes ødelægger, kriger, HolmgB 5.

myrðir, m, banemand, Vinða m. Vell

24,  Har-níð, Hókr 6, Hfr 3, 7, varga m., fredløse mænds banemand, porm 2, 10, pSær 2, 3; — menja ra., gavmild mand, Rv 6, m. móins jarðar, d. s., Nj 21; — m. morðfárs, sværdets ødelægger, pmáhl 1. — Jfr men-.

myrkaurriði, m, 'mörk forelle', m. markar (jfr dimmr dreki) III 1, 1.

myrkbein, n, 'mark knokkel', Haka vagna reinar (havets) m., sten, klippe, Haustl 16, Hloðynjar m., d. s., VSt 2.

myrkblár, adj, 'mörksort', kulsort, m. tjalda drasill Sigv 13, 2.

myrkdreki, m, 'mörk drage', m. markar borðs, spyd, Refr 1, 2, idet mork borðs her synes at være 'skjold' (₌ borði).

myrkfara, /, nat (egl. den mörkt farende', 'som kommer med mörke'), blandt dægra heiti, pul IV mm.

myrkheimr Akv 42 kan ikke være rigtigt, der sigtes uden tvivl til det sted, hvor Gunnar blev dræbt, og som v. 32 kaldes heiðr; mulig er myrkviðr det rette.

myrkleygr, m, 'mörk lue', m. Mistar, sværd. Has 61.

myrkmork, /, mörk skov, ₌₌ myrkviðr, m-ar (adskilt ved tmesis) hloðyn, Jylland, idet der ved m. sigtes til den store skov Járnviðr (Isarnho), Vell 27.

1.  myrkr, n, (-rs), mörke, i m-ri Qgm 1, StSigv. m-ri við man spialla Hávm 82; reka, svikja i m. ok dauða Lil 19. 43, undraz m. (om helvedes morke) Lil 61, leysa ór m-rum Leið 31, m. heims ESk 6, 2, Anon (XIII) B 47; m. misverka Likn 4, m. súta Lil 77. Jfr nið-, súta-.

2.  myrkr, adj, 1) mörk, dunkel, m-t es Uri Ski 10, m-var grimur Herv II 5, m. viðr, tæt, dunkel skov (jfr Myrkviðr), ríöa m-van við Rþ 37, of m-van við Oddrgr

25,  fýsask á m-van við Vpl 4, m. vafrlogi (s. d.) Ski 8. 9, m-t hregg mækis eggja,

kampen, formorket ved skudvåbnenes mængde, Rst 20. ~ 2) dunkel, utydelig, lidet forståelig, m. stafr, rune, Eg Lv 38, m-k (hds m-t urigtig) rok Merl I 2, m-k frétt Merl II 9, m-k mól "Merl II 100; m-t es mér alls greppr né sérat Arn 6, 17.

myrkrastofa, /, fængsel, Heil 17. — Jfr myrkva-.

myrkriða, /, 'mörke-rytterske', troldkvinde, der rider i luften i mörket (jfr kveld-riða), pul IV c 4 (v. 1. munn- urigtigt), Hárb 20.

myrkva, (-aða, -at), mörkne, göre dunkel, kenningar m. fagnað, fordunkler glæden, Gd 78; upersonlig, þás m-vir (nótt), når det morknes om natten, når natten bliver lang, HelgÅsb.

myrkvarann, n, fængsel, Mey 35. 44.

myrkvastofa, /, d. s., Pet 51.

myrkvi, m, mörke, tåge, blandt vedra heiti, pul IV oo 1 (v. 1. måske mJQrkvi).

myrkviðr, m, mörk, dunkel, lidet gen-nemtrængelig skov, meyjar flugu m-ð i gognum Vgl 1 (eller egennavn?), hringr m-ar, slange, Ragn IV 3. — Som egennavn, ríöa M-ð yfir Lok 42, hris es M-ð kalla Akv 5, jfr Herv V 9, til M-ar. Hhund I 51; M-ar heiðr Herv VII 2.

Mystr, /, blandt øers navne, pul IV bbb 7, s. s. Mustr? el. Mygster i Horåland (Munch).

mý, n, myggesværm (koll.), foglar (sálir) flugu svá margir sem mý Sól 53. Om en enkelt myg bruges mýfluga.

mýgir, m, undertrykker, hersa m., konge, Nkt 13, Vinða m. pfisk 3; m. auðs, gavmild mand, EGils 1, 24, m. lófa fannar, d. s., Katr 18, m. mQrva, ringeagtende betegnelse, Bhitd 2, 14; m. meina, tála, from mand, EGils 2, 2. Jfr folk-, ost-.

mýgja, (-ða, -t), undertrykke, né mýgðu (skr. mvgðo) menn glteiti, man undertrykte ikke munterheden ved drikkelaget, pdr 15; byskup sås engi m-ir Gdfi 55 (måske rettere: engu).

mýill, m, rund klump m. brimleggs guld, Korm Lv 55. Jfr Bugge, Aarbb. 1889 s. 83 og Falk, Ark. XXXIX, 79. Se mýll.

mýkja, (-ða, -ðr), blødgøre, formilde, m. synda punga Gdft 50, m. orða hall (rettelse for arfva hallz), göre tungen blød, böjelig, veltalende, Katr 1, baldin sveit þó m-ðiz aldri, blev aldrig myg, medgørlig, forblev trodsig, Gd 50.

mýkt, /, mildhed, m-ar andi Gd 1.

mýll, m, — mýill (dannet efter de sammentrukne former), rund klump, som en sten, geðvangs m., hjærte (jfr SnE I 540), Hl 15 a. Jfr "mýll er vér svo köllum; steinar þessir eru knöttóttir, er samandragaz af ullu, hári og óhreinindum i sauðfé og fleirum dýrum", Lærdómslista fél. rit. 8, 64. — Jfr aurmýill, fjarðmývill, herðimýill.

Mýlnir, m, hestenavn, Hhund I 51 (af múll, mule, et slags töjle).