mið

405

mik

jord, ifølge mytologien den borg, som Borssönnerne byggede til guder og mennesker), peir es M-ð mæran skópu Vsp 4, gerva M-ð manna sonum Gri 41, und M-i, indenfor M., Hárb 23, Hyndl 11. 16, pfagr 7, Am 6, 18; M-s véurr, Tor, Vsp 56; — Fáfnis M., guld, Bjark 4. — Som navn på månen, pul IV II.

miðgarðsormr, m, blandt ormenavne, pul IV qq 4.

miðhæfi, ord som man i orienten brugte at sige til hinanden, når den ene skulde gå til side, Rv 30; ordet er vist forvanskning (omdannelse) af et græsk ord.

miði, m, (-ja?) jættenavn, pul IV f 3.

miðil, præp., (₌ meðal) mellem, m. guðs ok manna Gd 29; ordet er vist en nydannelse.

miðjungr, m, blandt jættenavne, (jfr miði) pul IV b 6, mglunautr m-s, (jætte o: Tjasse, Haustl 8, mágar m-s Ormsp IV 5. — / kenninger for mænd, hvad der er meget påfaldende; mulig har m. betegnet et slags mellemvæsener mellem jætter og guder, hvorfor vi savner hjemmel i kilderne (jfr SnE II 497), skjaldar m., kriger, Gestr 2, mellu kindar (jættens) briiar, skjoldets, m., d. s., Nj (XII) 3, jfr hregg-, leik-, sann-, sókn-, sóm-. — Som navn på vædderen, pul IV aa.

miðla, (-aða, -aör), 1) dele i midten, hugge midt over, gennembore, m. sik mækis eggjum Sigsk 47, m. goll, uddele guld, pjóð 3, 2, golls miðlendr, gavmilde mænd, Akv 37. — 2) mægle, menn þeirs m. kunnu Halli 5.

miðleggr, m, egl. 'mellemlæg', (knokkel, der er imellem, forbindende knokkel), m. tveggja daga, nat, es inyrkvir m-gg daga tveggja Helg Ásb.

miðli, miÓlum, præp, egl. dativ af meðal (s. d.), assimileres til milli (ialfald fra 11. årh., pjódA 1, 10), hyppig med præp. á, í (jfr Skjspr 122), mellem, med gen. (hele verslinjer anføres), ulfliðs Dgnum m. Am 7, 3, pars Mardallar milli ESk 11, 1, ungr stillir så milli Ht 1; komskat maðr á m. G Surs 3, jgfra liðs á m. Sigv 1, 4, eykja liðs á m. Sigv 4, grein vas líðs á m. Sigv 12, 22, liðs skjgldunga á m. pjóðA 4, 7, allfriðliga á m. Bolv 7, iöula róg á miðlum BjH 7 (v. I. í milli), skamt vas liðs á miðli Steinn 1, 4, liðak fátt of þat miðlum GSvert 10, (i flere af de anførte eksempler findes v. 1. i til á); bgrusk róg milli (således) Am 97, milli elda Gri 2, millum ils litit Am 85, milli frosts ok funa Sól 18, millum landa Merl I 23, viðar ok blås í m. Bbreiðv 1 (v. 1. á milli), heima i milli (v. 1. miðli, mið) Anon (XIII) B 8, heima á millum Qrv VII 12, illa sátt í milli pjóðA 1, 10, enn i milli (okkar) Sigsk 68, fjanda á milli Hhund I 13; adverbielt, vas garðr milli Am 42, gengu á milli Sigsk 5; fljúga á miðli Sigv 13, 27; med adv., par á milli Hhund I 4.

miðlung, /, noget middelmådigt, dårligt, som adv. dugir m. þat ESk 13, 3. miðnætti, n, midnat, midnatstid, Hjálmp

III  7.

miðr, adj, den mellemste, hørende til midten, i flota m-jum, midt i, Hhund 1 35, II 20, i seti m-ju Akv 37, i m-ri kirkju ESk 6, 34, i m-jum hans flokki Sigv 11, 2, ljósta í m-jan bígyröil pdr 18, i hattar stall m-jan Korm Lv 57, beita Nóreg m-jan, lande midt i Norge, Ótt 2. 14, festa und m-jan mána sal Hhund I 3, i gognum pik m-jan Am 25, niðr í fjandann m-jan LU 72, m. dagr, middag, Vsp 6, Am 53; i forbindelse med gen. (abs.), midt i, midt på, miðra garða pry 9, miðra skutla Rp 4, miðra fletja Rp 3 o. s. v., miðrar brautar Rp 2 o. s. v., miðrar rekkju Rp 5 o. s. v.; í miðju, midt deri, HHj 9, LU 1, frá m-ju, fra dets (fjældets) midte, Rst 27; — mitt (hóf) SturlB 1, må henføres til minn.

miðsamligr, adj, hvis ordet er rigtigt, må det betyde 'passende', egl. 'rammende midten', m-g rok Merl I 3.

miðskipar, Bjhit 2, 3, er formentlig fejl for miðs (se mið n.) vita.

miðstallr, m, 'forhøjning i midten', bruna foldar m., forhöjningen i ansigtet, næsen, hváta brúna foldar m-i i feld = stinga ngsum i feld Eg Lv 14.

miðviðr, m, blandt dværgenavne, pul

IV  ii 1.

miðvika, /, mellemste del af ugen, nærri m-u, omtrent midt i ugen, Andr 2.

Miðvitnir, m, jætte, fader til Sökkmime, Gri 50.

mikill, adj (ntr. -it; meiri, mestr), 1) stor, om personer, vældig, enn mikli mggr Sigfgður Vsp 55, gllum meiri Hyndl 43, meiri ok minni megir Heim-dallar, Heimdals mægtigere og ringere sönner, hentyder til de forskellige stænder blandt menneskene, Vsp 1, jfr ókynjan meira komat með ása sonum, o: end Beyla, Lok 56, og mægð m-il, svogerskab med mægtige mænd, Am 56, mestr konungr ESk 6, 18, vasat konungr meiri Rrm 9, meiri at mætti LU 65, hann (Baldr) vas taldr ór miklu kyni Mhkv 9, enn mikli (v. 1.) dróttinn Lil 38. — 2) megen, omfangsrig, talrig, m-il hella Fas I 134, miklar heiðar Korm Lv 9, m. veðr Krm 2, m. mjgðr pry 25, m. fengr Leið 28, m. arfr Fáfn

18,  meira silfr Am 95, m-il gjgld Reg 6, meiri mæti Vol 14, et mikla men pry 15.

19,  mest rann Gri 24, meiri sær, vældigere, mere oprørt hav, Gróg 11, jfr m-il bára Ótt 2, 4; m-il ætt Hárb 23, m-it mengi Hhund I 50, m-il goðreið VGl 6, með her m-inn Hak 10, mestr landherr Jorns 18, miklu mest mengi Hhund I 50, m. floti Am 2, 9, m. stóll Rst 2. — 3) stor, vældig, om kampe, vejr og lign., m. styrr Hfr 3, 24, m. hjaldr Mark 1, 18, m-it hrings ping Hókr 8, jfr m. atróðr Jóms 23;^m-\t veðr, stærk storm, Ótt 1, 5; (eldr) heldr til m. Gri 1,