lofs

382

Long

Iofsnjallr, adj, rost, berömt, om en konge, Halli 2.

lofsorð, n. pi, rosende ord, StjO I 5.

lofstyrkr, adj, stærk ved ros, ry, Gdp 13.

Icfsæll, adj, rig på ros, ry, beromt, om fyrster, Yt 17, ploft 3, 5, Nkt 32. 51, Merl II 34, Sturl 4, 41, Gisl 1, 1, om Jesus, Mgr 31, Pét 14; 1-ir menn, om helgener, Gd 21, 1-1 kona, om Brynhild, Grip 48.

lofsgngr, m, lovsang, LU 95, Gdþ 17, EGils 1, 11, Vitn 22.

loftunga, /, rosende tunge, SnE II 232; som tilnavn til skjalden pórarinti (ironisk), porm 2, 10.

lofun, /, rosen, ros, Sigv 13, 2, Ht 69.

log, n, lue, flamme, i kenninger, for sværd: priðja 1. Vell 29, Gunnar 1. Sturl 3, 17, unda 1. phred 5; — for guld: fjarðar 1. (relt. fra leg) Karm Lv 41, bgru 1. SkrautO 1, landa bands 1. Glúmr 1, 1, pynjar 1. Nj 17, Rinar 1. Sturl 3, 14. Jfr arm-, brim-, fagr-, fjarð-, hrann-.

loga, (-aða, -aðr), brænde (intr.), ek sé sal 1. Håvm 152, en hauðr (sé ek) 1. Hyndl 49, 1-andi húfur Harkv 23; lue, skinne, 1-andi oli með skírleiks anda, om jomfru Maria, LU 25.

Logafjgll, n. pi, sagnhistorisk lokalitet, Hhund I 13. 15.

logbeiðir, m, 'flammekræver', lýteigs 1., guldkræver, mand, PI 8.

logbrjótandi, m, 'lue-bryder, -udstykker', Ions 1., gulduddeler, mand, Eg Lv 32.

logfágandi, m, 'lue-plejer', 'en som plejer lue', oddhríðar 1., af oddhríðar (kampens) log, sværd, dettes plejer, kriger, Edáð 6.

logheimr, m, 'flamme-verden', helvede, Anon (XIII) B 36.

loghreytandi, m, 'lue-kaster, -uddeler', Ions 1., gavmild mand, (Ions log — guld), Sigv 12, 13.

logi, m, lue, flamme, pul IV pp 3, 1-ar brunnu lv 25, brinnandi 1. Håvm 85, 1. gaus ór húsum Jóms 19, leiki yfir 1. Lok 65, sem 1. færi Hyndl 24, hryti hgr 1. Am 15, hor 1. gnæfir viö himin Brot (FJs udg.) 1, 1. lægðisk sst 2, hvarfa of hættan 1-a Fj 1, brinna 1-a (dativ) Gri 29, pry 21, Surta 1. Vafpr 50. 51, sem 1-a bregöi upp ór eisu Ólhelg 8, 1. þingaði dóm pjóðA 3, 21. — / kenninger, for guld: 1. drafnar Ormr 1, 5, fjarðar 1. Ód 10, Has 26, gldu 1. Ht 17 (jfr hendir), — for öje: 1. brátungls pdr 14; — 1. lýta, syndernes lue, Mv III 5. — Som egennavn på Skjalfs broder, L-a dis Yt 10. — Jfr ben-, bjart-, brim-, dýr-, fen-, fjarð-, grind-, gunn-, rið-, sár-, slíör-, straum-, Sváfr-, vafr-.

logn, n, vindstille, Alv 21. 22, pul IV oo 1, 1. ok lggr Gróg 11, stundum þýtr í 1-i 1q Mhkv 13, leika (o: bórur) í 1-i fátt Heiðr 24.

lognfara, adj, hvor der er stilhed, stille, lundr 1., stille lund, Ski 39. 41; således

sikkert rigtigere end at opfatte ordet som gen. pi. af et lognfQr.

logngrungar, m. pi, 'lue-nærere'(P), Leifa brautar log, havets lue, guld, dettes nórungar, mænd, Hfr 3, 9.

logreifandi, m, 'lue-glœder', lýs bæjar (havets) log, guld, den der glæder andre med guld, gavmild mand, Sturl 8, 2; reifa kan næppe være s. s. reifa 'at gentage, resumere vidneudsagn'.

logreifir, m, s. s. foregående, sanda \&nd( havets)-!., gavmild mand, Edáð 2. Jfr Meissner s. 46.

logreitr, m, 'lue-plads', sted eller plads omspændt af flammer, om et af ildebrand hærget sted, Sturl 2, 1.

logrunnr, m, 'lue-trœ', sárs log, sværd, dets runnr, kriger, Sturl 5, 9.

log-Sága, /, 'lue-Såga', lægis log, guld, dets Sága (gudinde), kvinde, G Sur s 9.

logskrin, n, 'lue-skrin', solens skrin, himlen, dens gervandi, gud, Has 58.

logskunduðr, m, 'lue-fremskynder', som sætter 'lue' i rask bevægelse, lindar 1., (kriger eller) gavmild mand (se 2. lind), Vell 37.

logsfýfir, m, 'lue-deler', Vánar log, elvens lue, guld, dets stýfir, gavmild mand, PI 2.

lok, n, slutning, ende, pat er kvæðis 1. Ht 102, ljóða 1. (pi.) Håvm 163, 1. bragar Leid 45, 1. munk pess segja Am 38, spyrr lýðr at 1-um Hsv 99, jafnan spyrja menn at 1-um Mhkv 19, pau 1. atferðar minnar, den afslutning på min færd, Has 63; nema 1. bæti, medmindre afslutningen gör sagen bedre, GGalt 3; — fara und 1., dø, Kveld, ríða und 1., d. s., pSið 2, sóttr und 1., død, Hfr 3, 25; gen. 1-s, endelig, Has 36, Mhkv 8. 25. Jfr aldr-, f jor-, mála-, meðal-, upp-, ævi-.

loka, /, tukkepind (der indvendig skydes for døren for at stænge den), overført, Urðar 1-ur haldi pér ojlum megum, Urds beskyttelse bevare dig, Gróg 7.

lokarr, m, hðvl, óðar 1., digtets hövl, tungen (eller digterævnen?), HSt 2, 4. Jfr ómun-.

Loki, m, Loke, asernes fjende ("afslutningens fuldbyrder"), pul IV g, Vsp 35. 51, Hym 37, Lok (passim), pry 9. 18. 20, Bdr 14, Hyndl 40, Fj 34(P), pdr 4, Haustl 11; L-a mær Yt 7, jfr Kock, I. F. X, 99 ff.

lokka, (-aða, -aðr), lokke, 1-aði lítla, hun lokkede de små hen til sig, Am 77; forføre, 1. e-n at ljótum rgðum Lil 48, 1-andi djofuls flokkr Mv III 10, 1. jungfrú Mey 27.

lokkr, m, lok, ljósir 1-ar Hjålmp III 2, 1-a hnakkr, hoved, Gunnl Lv 11, 1-a frón, d. s., Hjålmp IV 1. — 1. Bjhit 2, 14 se lókr.

lokstolpar se leggstolpar.

lokvgn, /, forvæntning om afslutning, om fred, nú ríða 1-vánir, nu vakler håbet om fred, pjóðA 4, 5.

Longínús, m, romersk soldat, Mgr 29.