leið
366
leik
(skrin), Sigv 12, 24; Blakkr 1, Sturl 6, 11; Mgr 35; volu 1. Bdr 4.
leiðiligr, adj, afsky værd, afskyelig, om jættekvinde, Hæng V 1.
leiðing, /, førelse, 1. undan reiði, befrielse for, Gd 46.
leiðir, m, som gor forhadt, som hader (til 2. leiða), l.Rín-íeygs, guldforøder, mand (iøvrigt er 1. her rettelse for leiðar), Hárekr 1. Eller kan 1. bet. samler'?
leiðiþir, Haustl 11, er næppe rigtigt og vanskeligt at forklare, 'ledende, (bort-) førende træl' (pir = pér), passer ikke, men hele sammenhængen er fordærvet.
leiðr, adj, forhadt, afskyet, med dativ, afskyelig for en, Guðr II 39, HHj 25, Hym 8, pKolb 3, 13, Gautr II 21, Od 15, modsat ljúfr, ljúfr verðr 1. Hávm 35, jfr 39, sjaldan hittir 1. í lið (s. d.) Hévm 66; goðum 1-ir, forhadte af guderne, Hást 8,
1. drengr, om Judas, LU 48, 1-ir Júðar LU 53, leið reiði, vrede som man er ked af, Stefnir 2, Eg Lv 27, Hfr Lv 9, Ep ver
2, erumk leitt randa regn pmáhl 12, leið laun Hávm 39, leið erum íjqII SnE I 94, matr sé ]jér [meirr] 1. Ski 27, skeiör bú-monnum 1-ar Hhard 7, laugavatn mér leiðast vas Sól 50, erumka leitt, det er mig ikke ukært, Eg Lv 25, alt vas mér þat leitt es ek leit HHj 28, þar es leitt vas blauöum, hvor den feje ikke holdt af at være, pjóðA 3, 4, leitt hykk (mgnnum) vóru, at eiga (orrostu) við e-n, mændene yndede ikke at o. s. v. Hfr 3, 9, dauðum aflaz líf viðr 1-u, for det forhadte, o: døden, Gdp 7. Jfr goö-, hvar-, hveim-, ó-, þjóð-.
leiðsagi, m, vej-viser (sagi = som siger), Gdji 30.
leiðstafir, m. pi, = leið orð, ord som det er en forhadt at høre, stikkende håns-ord, telja 1-i Lok 29.
leiðsogn, /, vejvisning (egl. 'det at sige, forkynde den rigtige vej, retning'), kurs-forskrift, ganga til 1-ar, overtage (skibets) styrelse, roret, GSvert 7.
leiðtogi, m, anfører, vejleder, om den hellig ånd, Heilv 15.
leif, /, hvad der lævnes, efterlades, efterladenskab, (jfr Dáinsleif, Finnsleif), JfrFalk, Waff 54, hoðnu 1., er dunkelt at forklare, men betydningen er åbenbart 'strikke', Yt 14: hQðnu 1. at halsi gekk; jfr haðna; varga leif ar, ulvenes efterladenskab, det af Sigurds legeme, som ulvene ikke har fortæret, Guðr II 11.
leifa, (-ða, -ör), lævne, ekki rétt 1., du lævnede ikke noget, Am 83, leifum vætr Eg Lv 36; efterlade, 1. arf ok óðaltorfu pjóðA 3, 35, 1. lond Am 96, Nkt 6, 1. e-t at sik Herv III 22.
1. Leifi, m, søkonge, pul IV a 3, L-a braut, søen, Hfr 3, 9 (jfr logngrungar), L-a láð, d. s., (jfr láðdýr), phreð 6, L-a land, d. s., (jfr runnr) Rdr 4; L-a mgr, ravn, pTref 2 (jfr mgreifir).
2. Leifi, m, jættenavn, pul IV b 5, L-a vegr, skjold (jfr Hrungnemyten), dettes
gefendr, mænd, pKolb Lv 6. Anderledes og vist bedre Meissner 337.
1. Leifnir, m, søkonge, pul IV a 4, L-is laut, søen, dens fagrviti, guld, phred 2, L-is grund, d. s., dens máni, guld, phred 7.
2. leifnir, m, navn på skib, pul IV z 2. Leifnis-grand, n, blandt sværdnavne,
pul IV l 2. Jfr Falk, Waff 54.
Leifr, m, en nordmand (9. årh.), Bragi Lv 1.
Leifþrasir, m, se Lífþrasir.
leiga, /, rente, sinna verka laun með leigum Hsv 78, eiga gjold með 1-um Likn 49.
2. leiga, leigja, (-ða, -ðr), leje, låne (for penge), 1. skip pórveigar Korm Lv 22 b; 1. kol leigumanni, udlåne kul til blænding, sarkastisk udtryk om afbrcmdte gårde, Eir.
leigumaðr, m, lejer, en mand som låner (noget til afbenyttelse), i en sarkastisk sammenhæng (jfr 2. leiga), Eir.
1. leika, /, 1) legesøster, stalsøster, vér vetr niu vejrum 1-ur, jættekvinderne Fenja og Menja, Grott 11, hverjar ro 1-ur er líða lond yfir, om rypperne, Heidr 18; 1. Dvalins se følg. — 2) elskerinde eller hustru, mæla viö sína 1-u pmáhl 8, híra í bingi hjá leiku sinni Ólsv 5, Heðins 1. Hálfs IV 3, (hermed hænger sikkert sammen senisl. 1. = cunnus), hvor hds har letta, dette er af Wimmer rettet til leika (Aarbb 1875), men der må læses leiku i acc.
2. leika, n, legetøj, leikun, Gdp 4; ellers kun i Dvalins 1., dværgenes betegnelse for solen, Alv 16, pul IV gg, hvorledes sammenhængen end er; næppe kan 1. her betyde 'som leger med, spiller en puds', med hensyn til solens virkning på dværgene; der må vist ligge en myte til grund for dette udtryk om solen "Dvalins legetöj". Jfr Åkerblom, Ark. XXXVI, 52 f.
3. leika, (lék, leikinn), 1] lege, bevæge sig (vistnok altid til siderne eller frem og tilbage, op eller ned, men ikke i lige retning fremad, deraf betydn. 'danse' i andre germanske sprog), túnriður 1. lopti á Hávm 155, 1. í logni fátt, om Ægirs døtre, Heidr 24, 1. Mims synir, men hvad der menes er uklart (se Mimir [jfr BM Olsen Arkiv, XXX 140 f., hvor sammenhængen næppe er rigtig fortolket]), Vsp 46; om ilden, hår 1-r eldr of órum skála GSúrs 2, hgr hiti 1-r við himin Vsp 57, 1-i yfir logi Lok 65, 1-r yfir lindar váði Fáfn 43, logi léki of liði vóru Hálfs VI 7, limsorg lék náar himni Bkrepp 5, hyrr lék eim með himni Sturl 6, 4, fyriskógar garmr lék við rgnn ESk 7, 7, eldr ok reykr lék við rgnn Ótt 2, 10, — om havet og bølgerne, unnir léku Hhund II 13, bgrur léku brgndum hæri Ólhv 2, 9, lék sollit haf Valg 11, — om vinden, þótt austanvindr 1-i péttan Gunnl Lv 6, Skoglar veðr léku við ský bauga Hák 8, — om våben, myrkdreki markar borðs kná l. á aldar lófum Refr 1, 2, þótt litvondr Heðins fitjar 1-i við skjoldu Hróm 2, egg lék við