lang

359

laug

miklu lengst, enhver bör fremme sig selv, sin sag, mest (bringe den længst fremad), Sigv 13, 20. Jfr and-, endi-, enni-, ferða-, full-, hak-, hendi-, hnefa-, huf-, jafn-, mis-, nef-, of-, súð-, val-, vand-.

langskip, n, krigsskib, pul IV z 2, H hund II 13, pKolb 3, 10, Hjgrir 3, Ormsp IV 3, Krm 5, hæll 1-a Halli 1.

langskíð, n, 'lang ski', urigtig v. 1. for lQgskíð, Sturl 5, 7.

langvé (skr v§), m(P), blandt fuglenavne, pul IV xx 5; uden tvivl s. s. yngre langvia.

langviðri, n, langvarig storm, uvejr, 1-um skal eyða grund, der skal langvarige uvejr til at ødelægge landet, Mhkv 24; gen. 1-is adverbielt, 1-is lengi, overmåde længe, porv 1.

langvinr, m, gammel ven, ven fra gamle dage, leiða 1-i til orrostu Hávm 156, 1. prongvar, Tor, pdr 17; 1. lausnara, Olaf d. hellige, ESk 6, 68.

langpggull, adj, længe tavs, som tier længe ad gangen, Hsv 133.

lasta, (-aða, -aðr), laste, dadle, Hornkl Lv, kankat pat 1. O Surs 6, porggoð, 1. land pórh 1, né 1-ak Sigv 13, 3, at 1-im eigi annan Steinn 1, 6.

lastalauss, adj, uden fejl, lydeløs, om skjaldedrikken(P), St 3, fel oss 1-a Mdr 4.

lastastafir, m. pi, egl. 'daddelruner', så daddel i alm., kveðja 1-stofum Lok 10. 16. 18.

lastauðigr, adj, rig på laster, fejl, syndig, verðr lýðr 1. Has 55, 1-gir leikmenn Od 30, 1. lýðr Arngr 2, 3.

lastaukinn, adj, 'forøget ved laster', lastefuld, 1. præll, syndefuld træl (guds træl), Has 58.

lastaverk, n, syndefuld handling, Has 56.

lastavindr, m, synders storm, Lit 81.

lastbundinn, adj, bunden i synd, syndig, Likn 37.

lastsamr, adj, tilböjelig til at dadle, tale ondt om (andre), pstf 2, 3.

lastvarr, adj, som undgår synd, forseelser, retskaffen, pjóðA 3, 27, ÓTranon 5, Hsv 23. 58. 89.

latask, (-aðisk), blive doven, lad, eigi skal så 1., v. 1. (til latr), Hsv 92.

latr, adj, lad, doven, træg, hann es til 1. frá (konu) Korm Lv 34, 1. at hefna Merl II 87, eigi skal så 1. Hsv 92. Jfr darr-, eljun-, Ó-.

lauð, /, (-ar) naglejærn, draglod (au er rimsikret; yngre isl. löð, laðar), 1-ar viti, guld, Hl 28 b, 1-ar eldr, d. s., Od 21 (jfr SnE I 402). Jfr Falk, MoM 1927 s. 76 f.

lauShyrr, m, 'draglods ild', guld (jfr foregående), 1-s lógstaíir, (gavmilde) mænd, Tindr Lv 1, 1-s boði puríðr.

lauSr, n, skum, (søens) skumsprøjt, skummende sø, ljótt 1. Am 2, 10, bjart 1. pfagr 11, 1. vas lagt í beöja Valg 11, alda 1-ri faldin, den skumbedækte bølge, Arm 2, þola nauð i 1-ri Anon (XII) B 3; Óðins elda 1., sværdenes skum (væske),

blod, OSúrs 27 (jfr Reich. Ark. XLVI, 17). Hovedbad (skummende af sæbe el. lign.), Vigl 9. Jfr haf-, vápn-.

lauf, n, løv, blad, viðr at 1-i vaöinn, berøvet løvet, Hamð 5, Glasir stendr með gollnu 1-i SnE I 340, sem 1. séi (jfr jglstr) Guðr I 19, blikna 1-i, med hensyn til løvet, úlhelg 11, þekja land 1-i Merl II 83, Leifa landa (søens) runna (skibenes) 1., løvblad, skjold, (på grund af ligheden sammenlignes skjoldet med et blad), Rdr 4; 1. sœmðar, ærens løv, laufugr 1-i -sœmðar, om en kvinde, der betegnes^yed , reynirunnr, Qrett 1, 5; 1. rikis, magiens \ løv (eller frugt), vikingar kendu 1. langs rikis, fik at føle magtens løv (magten), synes at være en folkelig talemåde, Sturl 6, 5. Jfr vápn-.

laufafettir, m, blandt rævens navne, pul IV ææ (o: fættir? 'som forringer, æder, løv'?).

Laufey, f, Lokes moder, L-jar sonr Lok 52, pry 18. 20. Jfr pul IV yy 1.

laufgask, (-aðisk, -aör), løves, få løv, mærðar timbr máli laufgat, digtnings-æmne, der får sit udtryk i tale, St 5, golls þollr, gjalli 1-aðr, krigeren udstyret med sværd, Korm Lv 55.

laufgrænn, adj, løvgron, grdn som løvet, bjarkan er 1-nstr lima Run 25.

Laufi, m, sværd, særlig Bjarkes sværd (tsls I 169), sværd i alm. pul IV l 2, lita bitran 1-a HolmgB 11, 1-a leikr f<*r leik-stærir), kamp. Eg Lv 36, Jorns 18, 1-a veðr, d. s., pórh 2, Vell 11, 1-a lundr, kriger, Bkrepp 9, 1-a pollr, d. s., Katr 51, 1-a tår, blod (jfr laungagl), pKolb Lv 6. Jfr Falk, Waff 54.

laufugr, adj, beløvet, 1. reynirunnr Grett 1, 5 (jfr lauf), 1-gir pálmar Lil 94.

laufviðr, m, løvtræ, løvskov, 1-ar f JQturr, slange, Merl II 42.

laug, /, varm kilde (til at bade), 1-ar munu veröa kaldar Merl II 90; bad, tvæt, 1. skal gera þeims liðnir ró Sigrdr 34, sitja i 1-u Frp I 9, varmar 1-ar, håndtvæts vand, Krm 20, logandi 1., om smæl-tet bly, Mey 40; 1-a vatn mér leiðast vas, her hentydes der til 'vandfasten' om lørdagen (lauga orntr. — laugardaga; jfr laugarnætr at vatna, Skíðaríma), Sól 50; hvarma 1., tårerne, Mgr 49, fljóti fagnaðar 1. af augum Lil 32; verði þessi 1. at hreins-an, i en særlig sammenhæng, EOils 2, 16. Jfr ask-, Drop-, fagnaðar-, fót-, Ojaf-, hånd-, ker-, mund-.

/. Lauga, /, (norsk) ø (så kaldt af et [varmt?] bad?), pul IV bbb 3.

2. lauga, (-aða, -aðr), bade, væde, 1. brár Mgr 5, 1. vgpn i benjum, væde sværd i blod, Grettis 6; med. 1-ask, tage bad, 1. i foldar sveita Bergb 3, 1. í vatni Jórðánar ESk 1, 4; orð 1. i golli, bliver guldindfat-tede, Lil 3.

laugardagr, m, lørdag, pjóðA 4, 19.

laugauðigr, ad'i. rig på bad (til hoved-tvæt; jfr sammenhængen), Vigl 9.

laugavatn se laug.