land

357

land

porm 2, 15, sviðit 1. Sturl 3, 10, byggt 1. Sigv 1, 14, Sjórs 1, 1. ok láð Hák 21, morgu 1-i Eirm 6, 1. af 1-i Ótt 2, 4, kurum

I.  þaðra Am 99. — 3) i pi. dels om de landsdele, der udgör et politisk hele, et rige (se nedenfor), dels om dele af et land i alm., dels endelig om hele jorden eller store (fremmede) dele deraf, ryðja sér til 1-a, skaffe sig, tilkæmpe sig jorder VOl 8, vega til 1-a Rþ 37; hele jorden, især med q11, Reg 14, Fj 19, Rdr 15, Qlv 1, Leid 38, Hallv 2, líða lgnd yfir Hyndl 42, ofar londum, ovenover jorden, i himlen, Hfr 3, 29, víð lgnd yfir Guår II 9, ut i londum Mark 1, 31, jfr nogle ken-ninger og udtryk som: 1-a band, søen, Glúmr 1, 1, pScer 2, 1, umbgjgrð allra 1-a Hym 22, yfirvaldandi himins ok 1-a, gud, LU 52. 58, ibyggjarar allra 1-a LU 71. — 4) land som politisk hele og i forhold til dets hersker, både i sing. og pi. (om et enkelt land), 1. Haddingja, usikkert hvad der egl. menes, Gudr II 22, jfr Meissner s. 99, Óðins lond Hárb 56, Víðars 1. Grí 17, jfr heilagt 1. Grí 4 og jfr 12, 1. Atla Akv 14, Ulfkels 1. Sigv 1, 7 (ét ord?), ráða 1-i Ootna Gri 2, 1. Lundar, Skåne, Eskál 2, /, lgnd ræsis pGisl 3, 1. sitt Akv 32, várt 1. Vgl 14, eiga 1. Hhund I 4, ver ja 1. Hák 4, ver ja víð lond Hfr 3,

II,  halda 1-i, forholde en landet, göre en landet stridigt, Harkv 10, halda lgndum Hfl 16, láta 1-i Sigsk 10, hafa lýði ok lond of sik Oddrgr 17, lgnd ok þegnar Hhund I 10, jfr Brot 10, missa munar ok 1-a Hhund II 46, njóta sigrs ok 1-a H hund I 56, 1-s folk ott 2, 9, meðan lgnd þau lggu Am 96, krefja 1-a Sigv 11, 6, láta lond lokit, omgive landet, Sigv 10, 5, læsa 1-a utstrandir Ht 79, jfr Sturl 5, 2; taka e-n til 1-a, vælge en til styrer, tv 13; 1-a stýrandi Sturl 5, 5, 1-s ráðandi Ótt 2, 16; — hofs lgnd, tempellande, lande, jorder, hvor der"er templer, Vell 15. — 5) ;' kenninger, for hoved: fjornis lgnd pGisl 6, 1. svarðar Ht 57, 1. nattar 'úfeigr 5, for bryst: 1. hugar Mv III 2 (jfr SnE I 540), — arm: lond hauka Anon (XII) C 35, bauga 1. Gunnl Lv 12, hånden, 1. hnefa — mund (sammen med lítinn stein ₌ hall det hele ₌ Hallmund), Greltis 29, — for guld: orms lgnd ESk 6, 23, — for hav: Leifa lgnd Rdr 4, bgru 1. Bárð, varra 1. (ved rettelse) Háv 8, (jfr vigg), sanda 1. (jfr landlog) Edáð 2, jfr Meissner s. 46, — for skjold: valbrands sunda víð lgnd (jfr valbrandr og Njgrðr), o: valsunda brands lgnd Sindr 6, — for kvinde: 1. lautsikjar lyngs Gunnl Lv 7, — for Kristus: gramr 1-s Likn 24, — for himmel: dags 1. Leið 24 (jfr SnE I 316), — lond setbergs banda synes at være 'hedenske lande', egl. 'jætternes lande', EU 3. — Om andre kenninger, der ikke forekommer, se SnE I 538. Jfr austr-, átt-, baug-, blå-, brim-, ey-, far-, folk-, fóstr-, frið-, Gaut-, hall-, hauk-, hein-, hjaldr-, is-, Jákóbs-, kalda-, Morna-, norðr-, næfr-, orm-, skatt-,

snjó-, suör-, sunn-, val-, ver-, vestr-, þar-, þjóð-, ætt-.

landalfr, Eg Lv 20, der er blevet opfattet som kenning for konge, kan ikke betegne dette; ordet er vist forvansket af lindalfr 5. d.

landamæri, n, landegrænse, pjóðA 4, 24 (vokalen æ her rimbestemt), Halli 3 (ligeledes).

landaurar, m. pi, afgift (egl. 'landings-afgift'), som fremmede (Islændere) skulde betale til den norske konge, veit halfa 1-a ganga af knerri, giv, eftergiv, halvdelen af skibsafgiften, Sigv 13, 4.

landbeiðuðr, m, (-aðar), landkræver', en som går sin ret gældende til et land, om Erik blodøkse, Eg Lv 27.

landfolk, n, et tands befolkning, Sigv

11,  6, Ótt 2, 9 (her v. 1. til lands folk), ESk 6, 16. 66, Skáldh 2.

landfrækn, adj, 'land-tapper', tapper til at værge landet, men ordet bör deles i lands og frækn, (Lundar land), Eskál 2, 1.

landgarðr, m, 'land-, jord-gærde', havet, enn ljóti 1. Anon (XII) B 4.

landherr, m, 1) 'landets hær, befolkning', Yt 5, Sigv 11, 8, Ód 10, Merl 1 31.

—  2) hær fra et land (til kamp), Hfr 3, 23, Anon (XII) C 16 (v. L), Jorns 18.

—    3) jordens befolkning, menneskene, Heilv 10.

landi, m, landsmand, 1-ar órir pórh 2; 1. reit, her en speciel betegnelse(P) for en Islænder, Katr 51.

landkarl, m, bonde, pjóðA 3, 19.

landkostr, m, det land som en har (har fået), sæk ja 1-t, komme til land en ejer fuldtud (om en gravhöj), GSúrs 8.

landmaðr, m, 'landmand', mulig at opfatte som ₌ lendr maðr, tv 25, men den prosaiske fremstilling taler kun om hirð-menn, så at ordet betyder dog måske her kun 'bonde' (mand fra landet'); jfr landmannr på Lundagård-stenen.

landmen, n, 'land-ring', havet, v. I. til sandmen, 5. d., Gldr 8.

landnorðr, n, 'land-nord', d. v. s. nordøst, udtrykket er oprindelig norsk og hidrører fra Norges form eller kystretning nord for Rap Stadt), 1. frá Klifsandi p Kolb Lv 11.

landnyrðingr, m, nordostvind (jfr foregående), 1. hvass Merl II 44. 84.

landráðandi, m, landstyrer, konge, v. 1. til lands ráðandi Ótt 2, 16.

landreki, m, konge, fyrste (-reki svækket af riki — *rikr, konge), pul IV hh 2, Hhund I 32, Hál 12, Jór 4, Sigv 10, 8.

12,  21, pjóöA 1, 21. 3, 8. 27, Steinn 2, ESk 6, 47, Balti 4, Nkt 40, Merl I 2, Has 49; om jarler, Vell 23, 1. Dana ESk 3, 1; 1. krapta, om gud, Has 15, 1. veðrs strandar, d. s., Has 61, 1. hlýskjaldar heims, d. s., Gd 68.

landrekstr, m, uddrivelse af landet, jagen bort fra lanaet, Ep Lv 20, Sturl 8, 3.

landrif, n, 'jord-ribben', sten, grjótolnis