kyn

354

kyr

sön, Hakon, Sigv 5, 4, bragnings k., de 4 Haraldssönner, ESk 4, 1, k. jgfra, de 3 brødre, der hørte på Geisli, ESk 6, 69, Loíða k., Lofdes slægt, áttkonr Loíða k-s Yt 29, konunga k., kongeætlinge, pstf 1,

1,   gýgjar k., om en enkelt jættekvinde, Helr 14. — 3) omskrivende, k. fira = firår, menneskene, Hl 25 a (her i pi.), k. firða Mark 1, 7, k. seggja Háv 6, Leid

2.   25, k. lýða Refr 3, 1, Mhkv 29, k. beima Úit 3, 11, Has 20, k. guma Heilv 4, k. lofða Has 38, k. þjóðar ESk 6, 20, Merl II 29, Hl 28 a b, k. aldar Has 15. 34; hersa k. Iv 24, k. kvinna : bat k. kvinna — 'þær (den slags) konur, Rorm Lv 5; gylðis k., ulve, Ht 11. — 4) noget mærkeligt, forbavsende sag eller ting, þat olli k-jum EQils 3, 4, kvæði skal með k-jum alt Mhkv 13; især i dativ: verða k-jum, ske på en underlig måde, ÓTr anon 3, som adverb. 'i en forunderlig, utrolig höj, grad', hætta k-jum Ótt 3, 1. Jfr mann-.

kynbirtr, ad}, forunderlig poleret, meget blank, k-t éarn, sværdet, Sigsk 22.

kynda, (-da, -dr), tænde, antænde, k. eld, elda Sturl 2, 10, Am 5, Hålfs VII 2, k. funa Hhund II 39, funi k-disk fljótt ESk 7, 4, eisur k-dusk Mark 1, 22, logi k-disk Ólhv 1, 1, k. hæstan hyrjar ljóma Am 2, 12, k. bål Mv I 13, k. elda boðvar Týs, tænde Odins ild, bruge sværdene, Sturl 4, 19; — k. aga, tænde, opvække ufred, Anon (XIII) B 28. — Herhen plejer man også at henføre: mjgtuðr k-disk at enu gamla Ojallarhorni, Vsp 46, og vist med rette (jfr det sidst anførte eksempel), skæbnens bestemmelse — undergangen — tændes, vækkes, begynder ved (jfr Mullenhoff DA V 144 ff., Bugge, Studier I 494; anderledes BMÓlsen, Arkiv XXX 139 f.).

kyndill, m, fakkel, hreinir k-lar Sól 69, ósa k., guld, porm 2, 1. Jfr ey-, hjaldr-, hræ-.

kyndómr, m, 'mærkelig, forunderlig dom', k. brynju, kampen, Am 5, 6. Jfr BMÓlsen Arkiv XXV, 291.

kyndr, m, ild (egl. 'tændt'), pul IV pp 3.

kyndugr, adj, klog, træsk, underfundig (sent ord), om djævlene, Mv III 18.

kynfríðr, adj, af herlig æt, höjættet, QSvert 8.

kynfróðr, adj, overmåde kyhdig, om Odin, Hiisdr 10.

kynfrægr, adj, berömt ved sin æt, af en berömt æt, om kong Adelsten, Eg Ad 1.

kynfrgmuðr, m, 'som fremmer en slægt', fleggs (ved rettelse) kvánar kyn, jættekvindens yngel, ulve (jfr Vsp 40), deres frgmuðr, som fremmer, nærer dem, kriger, om Snorre gode, Obreið 2.

kynfylgja, /, hvad der følger med, tilhører, en slægt, slægtsmærke, Frp I 23 (rettelse for kynnor).

kyngi, n. pi, kun i dativ, adverbielt, ^ci

höj grad', almr verðr dreginn k-jum Båt. Eller et mase. kyngr?, jfr no. kyng 'en liden hob, klump, klynge', Aasen.

kynjaðr, adj, af en vis æt, vel k., af en god herkomst, Nkt 34.

kynkvisl, /, slægtgren, pul IV j 9.

kynliga, adv, mærkeligt, Sól 66 (rettet fra hds. kýmiliga).

kynligr, adj, mærkelig, mærkværdig, påfaldende (af udseende), k. maðr, om en enfødding, Anon (XI) Lv 1.

kynmálasamr, adj, fuld af underlige taler, vel omtrent s. s. snakkesalig, Qrv Vil 12.

kynna, (-da, -dr), göre kendt (af kunnr), k. mærðar þgttum, gðre noget bekendt ved (i) digt, Hdsdr 2, bók k-ir brognum Merl I 63, væri mart mgnnum k. Merl I 62, hvat munk yðr k. nema, belære, forkynde, Rv 33, mannbaldr k-isk monnum Edraum, k-isk kapp pitt monnum BjH 1, Sturl 7, 1, k-isk kappgirnð manna Heinr, mól k-ask pau monnum ESk 6, 6 (men her urigtig v. 1. for sanna), enn mun krossdýrð k-ask Likn 26, på pat kyndisk, da viste det sig, Hak 18; gøre bekendt (med en), kynn pik við góða menn Hsv 13, k-ask af orðum ýta hugir Hsv 123 (eller 'bliver kendt'?).

kynni, n, 1) kendetegn, noget hvorpå noget kendes (af kunnr), þat es vina k. HHj 3, k. landreka, konges art og væsen, Anon (XII) C 6, k. kotmanna Anon (XIII) B 11; herhen måtte også Am 13: ákka þess k. henføres, men betydningen passer ikke godt; rimeligvis er þess fejl for par, og k. at henføre til den følgende betydning. — 2) bekendtskab, folk man er kendt med, koma til k-is, komme i besøg hos venner, Håvm 17. 30. 33, leita k-is St 18. — 3) bolig, hjem, láta loga leika of k-um Qrv VII 7. Jfr 6-; ást-, man-; heim-, sal(a).

kynprýddr, adj, af en herlig herkomst, k. jgfurr Sturl 3, 1.

kynrikr, adj, mægtig ved sin herkomst, k. konungr Oddrgr 29.

kynslóð, /, slægt, slægtgren, familje, af hreinni k. Vitn 3.

kynsmaðr, m, slægtning, kynsmenn Kórineús (lat. domus C-i), Merl II 53.

kynstórr, adj, af stor æt, höjœttet, konungr enn k-i Harkv 7. 14, k. hilmir Steinn 3, 16, jfr lv 17. 44, k. (maðr), om kong Olaf, Bersi 1, 1, k. Kormákr tsldr 25, k-r kona Merl 111, k-r kæra Mv II10, k-r ært Merl II 72.

kynviðr, m, 'slægt-træ', medlem af en slægt, k. kvánar minnar, om sönnen, St 21.

kyrð, /, ro, sitja i k-um, leve i ro, Sturl 3, 5.

kyrkja, (-ða, -ðr), kværke, kvæle, svá skalk hann k. Bjark 7.

Kyrmir, m, jættenavn, pul IV f 2; stammen står vist i forbindelse med den i no. kyrmast 'lide af beklemmelse eller