kvist

353

. kyn

rót í k-u, symbolsk udtryk, for 'synden spredtes fra Adam og Eva til alle deres efterkommere', LU 20; k-ir hreifa, fingrene, Grettis 46, k-ir hlusta, hårene, Árni 2. Jfr horn-, il-.

kvistskœðr, adj, ødelæggende grenene, pas en k-a kømr, det antages, at her menes 'øksen', Hamd 4; det kan næppe være solen, der menes.

kvitta, (-tta, -ttr), omtale (egl. rygtevis, af kvittr), hvat skulum heimfor k., hvorfor skal vi tale om, antyde, hjemrejse, Mberf 6, hitt er allir k., som alle omtaler (om et rygte), Mv I 6.

1. kvittr, m, rygte, Anon (XII) B 16, gjalda varhuga við holða kytt Sigv 11, 13.

2. kvittr, adj, frigjort for (yngre låneord), k. af synðum, syndfri, Lil 90.

kvi, /, fårefold, eiga langa k., en fold, der rummer mange får, Hfr Lv 17, moka k-ar innan Bjhit 2, 3.

1. kvíða, /, kvide, angst (især med hensyn til noget fremtidigt), hyggja á k-u pmáhl 15.

2. kvíða, (-dda og kveið, -tt), nære angst (især for noget fremtidigt), esa konungligt k. morgu Fåfn 40, an því k-ak HolmgB 14, k.° konungs dauða (dativ) Sigv 5, 3, k-ir kerling eiðu pul III 2 b, kviddum kappi Bjhit 2, 18, sæta fregn síð at ek k. Jpkull 1, munka morgu k. Bj Kálfs; k. hefndum Lil 76, jfr'40; k. við e-u, d. s., Hålfs VII 5.

kvíði, m, — /. kvíða, bol k-a Pét 41.

kvíðufullr, adj, fuld af "angst, Mey 52.

kviga, /, kvie, put IV ö 4.

kvígr, m, tyrekalv, pul IV ö 3. Jfr stafn-.

kvislatré, n, grenet træ, kløftet træ (som Y), ₌ súl(a) i en gåde, — fuglenavnet súla (synonymi), Gát 3.

kvæði, n, digt i alm. uden hensyn til form eller indhold (egl. 'det fremsagte'), k. mitt Mhkv 22, jfr 13, prenn k. Ht 69, k. mun aukask Arn 2, 14, gagn k-a Rst 35, lag á k., form for et digt (med hen-svn til de enkelte sætninger), Mhkv 11, i'k-is hætti Lil 97, skorða-dikt í k. Lil 92, selja e-t i k. (acc.) Lil 98, fljótt k., med hensyn til de hurtige versfødder (i hryn-hent), Arn 2, 1, hort k. ESk 6, 38. — kvæðum Mey 58 er mulig et verbum kvæða (kvædda) 'besynge'? Jfr at-, hróðr-, rausnar-, sogu-.

kvæðislaun, n. pl, digtlön, lön for et digt, Katr 49.

kvæðisorð, n. pl, digt-ord, de ord, hvoraf et digt består, þrongskorðuð k. Lil 96.

kvæn se kvgn.

kvgð, /, krav (der stilles til en), bud, rjúfa k. = brjóta boð i samme vers, Ragn II 1, eiga hróðrar k., enten 'jeg har krav til digtning, til at fremføre et digt' eller 'der påhviler mig bud til at fremføre et digt'; det sidste er mulig det rette, Hfl 2.

kvQl, /, pine, kval, þola k. Am 65, Hfr Lv 15, engi k. Lil 87, k. þótti kvikri at

koma i hus Atla Am 100, bændr hlutu sára k., af ilden, Ólhv 1, 1, kvalar ok sóttir Lil 82, strcmg k., om syndens følger, ESk 6, 68, om Kristi pine: k. dróttins Kolb 1, 2, standa hjá k. Has 26, om Sigurd slembes pine, tv 44, om helvede Mv III, 24. — Blandt sværdnavne, pul IV l 4.

kvolbonnuðr, m, 'kval-forbyder', k. manna, som fjærner menneskenes pine, Kristus, Mfl (XI) 2.

kvojheimar, m. pl, 'pinens verden', helvede, i k-a kominn Sól 53.

kvgn, kvæn, /, (gen. kvanår; pl. kvánir; yngre form er kvón, 14. årh.; jfr Skjspr 51; i cod. reg. (Edd.) findes kvæn (nom.) 32 22, 63 22, 76 3, 81 23, (acc.) 30 31, (dat.) 33 27 — kván (nom.) 37 15, 68 14, (acc.) 37 22. 23, 56 7, 68 17, (dat.) 33 33, 34 17, 37 28, 66 30), hustru, pul III 2 b, Byggvis kvæn Lok 56, kvgn Níðaðar Vgl 25. 30. 35 (på første sted konu), kvæn Hogna Am 6, Viðris kvæn Lok 26, kvgn Volundar, om Bödvild, Vgl 33, annars kvæn Sigrdr 7, kvgn hans Sigsk 7, (gen.) Sigsk 28, Am"30, kvæn konungs Guðr III 7, minnar k-ar St 21, k-ar sonr St 18, hersis kvgn Guðr I 9, i k-ar stað Bjhit 2, 13, ráöa nafni Hrafns k-ar, kaldes Hrafns hustru, Uunnl Lv 8, bíða ljóssar k-ar Vgl 5, at kvæn, kvgn pry 8. 11. 22, Fj 42, 46, góð kvgn Grip 42, kvgn fria sina Sigsk 8; at k-ir gengi frá konung-dóm Sigsk 14 (her om én hustru), kvgn risa, jættekvinde, pdr 13, k. fleggs, d. s., Obreid 2; k. Heðins, Hild, ₌ kamp, Gizsv 2, Krm 4, pSid 1; kvón Braga, Idun, fjón Braga kvónar = fjón Iðunnar — fjón iðunnar (af iða, strømhvirvel), strømmens had, ødelæggende kraft, Grettis 44; k. ara, hunorn, ørn, Bergb 9. — Uklart er Óðins k. rær á jarðar skipi Sól 77. Jfr beiði-, bið-, eigin-, ey-, ósk-.

kykvasettr, adj, anbragt som levende (jfr kviksettr), om helgens lig som relikvie, k. ór konungmanni, om Olaf d. hellige, ploft 3, 3.

kykvi i hauðrs runn kykva nauðar pdr 8, er uforståeligt; formentlig er ordet en forvanskning af byggva (jfr rúmbyggvir og áss).

kylfa, /, 1) kølle, set ja e-n und k-u, stille en lige under køllens slag, d. v. s. bringe en i fare, Vagn, vega með k-u Jorns 34. — 2) kølens øverste del, o: halsen under dragehovedet eller hvad der kunde svare dertil, skema svartar k-ur, afhugge dem, Sigv 2, 9 (— hgggva skeiðar stafna i versets slutning). Jfr Falk, Seew. 36. Jfr auð-, aust-, eiki-, hesli-, róta-.

kyn, n, 1) slægt, art, þræla k. Hárb 24, sá var taldr (o: Baldr) ór miklu k-i, hørende til en stor slægt, Mhkv 9, eiga k. til e-s, være af en sådan slægt, at, man vænter noget (bestemt) af en, Mhkv 2, opt vitu ógorla, hvers þeir ro kyns, hvad slags folk det er, Hávm 133, hvers k-s stafir Guðr II 22. — 2) slægt, familje, enkelt familjemedlem, Eiriks k., Eriks